Fix my heart

OMG...

Jeg prøvet hurtigt at vende mig om og begynde at gå hjem ad, men der var en der tog fat i min arm, og vendte mig hurtigt om. Da jeg vendte mig om, kiggede jeg ind i de flotteste blå øjne, jeg blive fortabt i de her øjne.

"Undskyld, jeg skulle ikke havde stirret" jeg kiggede ned i jorden, fordi jeg var pinlig over at han havde opdagede mig i at stirre.

Jeg kunne mærke hans fingre løfte min hage op "det gør ikke noget, jeg sagde bare til hende at hun skulle lade mig være, og så begyndte hun at grine, men så så jeg at du skulle til at gå, så jeg skyndte mig her ud...til dig" 

Hans blik låste sig fast i mit, og vi kunne ikke give slip på hinanden, men ligepludselig hørte vi et lille host, jeg rev mig løs fra hans blik og kiggede over på den der havde afbrudt vores lille øjeblik. Da jeg vendte hovede overraskede det mig ikke, jeg har ikke engang snakkede med hende og jeg kan ikke lide hende.

"Undskyld men hvad tror du, du har gang i Daniel?" sagde den blonde pige der nu stod foran mig , men kiggede over på Daniel

"Jeg viser Maja, rundt" svarede han roligt 

"Maja?" spurgte hun om

Daniel kiggede på mig og så over på hende igen "Stephanie det her er Maja, Maja...Stephanie"

Hun kiggede livløst over på mig, og gav mig elevator blikket. 

"gik du fra mig, for at at være sammen med...hende?" hun kiggede på mig som om jeg lige har fået et ekstra hovedet

Jeg fik store øjne over det hun lige sagde til mig, og kiggede over på Daniel, som var ligeså overraskede over det ligesom meget som mig.

"Undskyld...Hvad sagde du lige" spurgte jeg hende om, jeg var ved at blive ret irriteret på denne her Stephanie, jeg har kendt hende i 5 minutter og jeg kan mærke på hende at hun heller ikke så godt kan lide mig.

"Er du også døv? jeg spurgte Daniel om hvorfor han gik fra mig, for at være sammen med dig? dig som er tydeligvis, ikke er på level med mig" sagde hun til mig...Åh gud bare hendes stemme for mig lydt til at slå hende.

"Hva-" jeg skulle lige til at svare hende men blev afbrudt af Daniel

"undskyld Stephanie, hvad for dig til at tro at du kan snakke sådan til folk?" siger han tydeligvis vred nu

Hun skal lige til at sige noget men bliver afbrudt af Daniel  "Gem det til en der rent faktisk gerne ville lytte til dig"

Daniel tager min arm og trækker mig afsted væk fra Stephanie der står med store øjne, og forstår tydeligvis ikke hvad der lige skete. Jeg kan ikke lade vær med at få et smøret smil på læben. Med et sæt stopper vi op, og Danie giver slip på min arm, han vender sig om mod mig, jeg venter på han siger noget, men da der ikke komme et ord ud siger jeg noget

"Omg...selvom jeg ikke engang kender hende kan jeg ikke lide hende, og det der var det sejeste jeg nogensinde har været vidne til" jeg begynder så småt at grine, da jeg kigge op på Daniel ¨, kan jeg se at han har et lille smil på læben

"Jeg ved ikke hvad der gik af mig" han holdt en pause "jeg har aldrig rigtig været sådan over for mennesker" sagde han ærligt til mig

"Hvad fik dig så til at gøre det?" det undrede mig

"Hun skal ikke tro at hun kan gå rundt og snakke til folk sådan som hun gør...og ja...jeg tror bare at jeg fik nok af det lige der"

Jeg kiggede ind i hans blå øjne "tusind tak...men næste gang skal jeg nok forsvare mig selv" sagde jeg med et smil på læben så han vidste at jeg ikke mente det surt

"Gud ja....hvad tænkte jeg på...selvføgelig kan du godt forsvare dig selv" han begyndte at rødme, og da jeg så det troede jeg at jeg skulle til besvime 

Han rystede på hovedet og tog sig sammen

"når men skal vi begynde at tage hjem" sagde han til mig

Jeg blev ret skuffedeover at han allerede vil hjem, men hvis det er det han gerne vil 

"ja" jeg kiggede væk fra ham og så at solen hvar ved at står ned "det er også ved at blive sent"

Vi begyndte at går hjem af, men på turen hjem skete der noget helt uventet, han tog min hånd så vi gik hånd i hånd'

VI GÅR HÅND I HÅND 

Jeg lod ham selvfølgelgi gøre det, men samtidig gik der en tanke igennem mit hoved

Betyd det at han kan lide mig?