Fix my heart

Jeg er bange

Jeg har så mange spørgsmål lige nu. Går det for hurtigt? Er vi sammen? Vent nej, vi har ikke engang været ude på en date endnu.

Men burde vi så holde i hånden? Kysse hinanden? Nej. Det er ikke fordi det ikke føles godt, fordi det gør det. Tro mig. Men det er forkert. Hvad folk ikke ville gå rundt og tro om os? Jeg må tage fat i ham og få det afgjort.

Daya og Mig snakkede hele tiden sammen da vi sad og spiste frokost. Og fandt ud af at vi har ok mange timer sammen. Så resten af dagen gik smurt, jeg så ikke så meget til Daniel. Men efter skole havde jeg tænkt mig at gå hjem og sidde i min vindueskarm og vente på at han kommer hjem. Men indtil videre har jeg sidet her i 1 time og han er ikke kommet endnu. Jeg skal til at give op. Men lige pludselig går vinduet ved siden af  mig op

"Hva så? " Siger Daniel til mig

"Daniel? Hvad er det vi har gang i?" spørger jeg utålmodig. Lige med sådan noget her vil jeg bare gerne til sagen. 

Daniel kigger forvirret på mig "Øhmm...have en samtale?" 

"Nej. Jeg mener hvad er det VI har gang i. Altså hvad er VI, fordi vi går rundt som et eller andet kærestepar. Men vi har ikke engang været på Date endnu. Så er virkelig forviret lige nu? Altså hvad vil du? Fordi jeg vil ikke presse dig til noge somhe-" Daniel afbrød mig midt i min ramlen

"Rolig...Træk vejret...Jeg kom faktisk for at sige at jeg syntes vi skal stoppe det her. Mine forældre vil ikke have at jeg ser nogle piger fordi at de 'distrahere' mig fra skolen" Siger han med et blankt ansigt.

Jeg taber kæben og kigger på ham i et minut før jeg siger noget til ham "Er du seriøs?" han nikker "Jamen okay så. Farvel"

Jeg vender mig hurtig om og smækker vinduet i og trækker gardinerne for. Jeg kigger på mit værelse og bliver vred. Hvad fanden bilder han sig ind? Jeg tager den første ting jeg kan få fat på og kaster det mod væggen i raseri. Da jeg hører et stort brag efter kastet. Kigger jeg hurtigt over på hvad jeg kastede. En lampe. Helt ærlig en lampe? Jeg skynder mig hurtigt der over og begynder at samle de ødelagte stykker op. Mit syn bliver hurtigt sløret af tåre der begynder at dukke op. 

"Av for satan!" jeg kigger ned på min hånd og ser at jeg har skåret mig på et stykke glasskår

Jeg stopper midt i det hele og sidder bare stille på gulvet. Hvad sker der? Hvorfor reagere jeg sådan her? Over en dreng?! Jeg er bange for mig selv lige nu. Hvilken person kaster en lampe mod væggen over at hun ikke kan ses med en dreng mere?! Mine tanker bliver afbrudt af døren til mit værelse der går op.

"Åh gud! Hvad er der sket? Er du ok?!" siger min mor straks da hun ser min blødende hånd og den ødelagte lampe på gulvet

Jeg kigger op på hende med tåre i øjene "Daniel vil ikke ses med mig mere...Han forældre siger at jeg er en distration for ham og at han skal forkusere mere på skolen"

Hun sætter sig ned ved siden af mig og lægger en arm om min skulder

"Jamen skat...Hvorfor reagere du sådan her? Da du slog op med din eks hvar det ikke så slemt som det her?" spørger hun mig om

Jeg trækker i mine skuldrer "Jeg ved det ikke. Måske fordi jeg troede at Daniel var anderledes end min eks Noah, Jeg troede ikke at han ville droppe mig sådan"

Min mor giver mine skuldrer et hurtigt klem "Men søde i var jo ikke engang kærester" 

"ÅRHHH jeg ved det! Og det er det der gør mig sur at jeg reagere sådan her" siger jeg håbløst "Jeg har bare brug for at være alene lige nu" 

Jeg mærker min mors arm forsvinde rundt om mine skuldre og hende læber mod min pande "Jeg elsker dig" siger hun og forsvinder ud af døren 

Jeg lægger mig i min seng og kigger blankt ud i luften indtil jeg bliver forstyrret af et bank på døren

"Mor! Jeg sagde jeg vil være alene!" råber jeg så hun kan høre det igennem døren

"Det er ikke din mor" hører jeg en stemme jeg kender alt for godt "Det er mig Daniel"