**Dette er 2'eren til 'Just His Best friend' læs gerne 1'eren først, men behøves ikke!**
Der er gået et år. Marcus og Esther er stadig kærester og alting er normalt.
Sådan da.
Vær prepared, der kommer til at være rigtig mange billeder i dette kapitel. ;)
Josefine stiger ud af sin bil, og kigger smilende på mig. Det er sådan tre år siden at jeg har set hende, og jeg har savnet hende sindsygt meget.
Jeg løber ned fra terrassen, og Josefine løber nede fra sin bil.
Vi mødes i et kram, der på midten af have gangen. Jeg knuger hende rigtig tæt ind til mig, imens jeg mærker et par tårer på vej ned af min kind.
Efter et par minutter slipper vi hinanden, og står bare og glor. Josefine tager sin hånd op til hovedet, og skraber noget af sit lyse hår væk fra ansigtet.
Sådan forestiller jeg mig Josefine
Ops! Esta imagem não segue nossas diretrizes de conteúdo. Para continuar a publicação, tente removê-la ou carregar outra.
Vi går ind i huset, og ud i køkkenet.
"Er Marcus hjemme?" spørger Josefine, og trækker en køkkenstol ud for at sætte sig ned.
"Nej, han er hjemme på Elvflatavej." siger jeg, og sætter vand over til te. Så finder jeg en pakke kiks i skabet, og nogle vindruer i køleskabet, og sætter det hen på bordet.
Fem minutter senere sidder vi ved køkkenbordet med hver sin kop te, og snakker om vores liv og sådan.
Der er jo gået en måned og der er sket lidt! Der er kommet fire af mine sange ud. En hver uge. Så nu er der altså syv ud af ti sange ude. Og så mangler der 'The Other Side', som er en ekstra, og Forgive Forget, akustisk.
"Jeg har fået en kæreste!" udbryder Josefine pludselig. Jeg spytter teen tilbage i koppen, og kigger forbløffet på hende.
En kæreste? Hun kunne lige så godt sige at hun var blevet kæreste med mit sofabord. Har Josefine fået EN KÆRESTE?! Altså, jeg har jo selv en kæreste, men alligevel.
"En kæreste?! Hvem?!" jeg stiller tekoppen på bordet, og læner mig interesseret ind over bordet.
"Jonas!"
"Ja hvem af dem?" griner jeg.
"Ham din bror som ikke er din bror, men som er din bror!" griner Josefine.
"TILLYKKE!" jeg er stadig lidt lamslået, altså det er min bror, og han er 25 år gammel, og Josefine er 18. Men jaja.
"Og vi skal flytte sammen!" igen spytter jeg min te ud i koppen.
Jeg rejser mig op, og hælder alt teen ud i håndvasken. Jeg hælder hurtigt en ny kop te op, men stiller den på køkkenbordet. Så begynder jeg at gå frem og tilbage i køkkenet, imens jeg smiler stort.
"Jeg ved ikke hvad jeg skal sige.. Fordi jeg er ved at finde på jeres shipnavn!" vi begynder begge to at grine.
"Josan.. Nej.. Nasfe.. Nej, ikke godt nok.. Josan der det bedste jeg kan komme på!" griner jeg.
