Be Confident In Your Own Skin | ✔

Afsnit 19. | Skyldfølelse & Stædig

WILLIAM

[Nutid]

Jeg ser over mod Maggie. Tårerne løber med ad kinderne på hende. Mit hjerte gør ondt. Hvad sker der? Jeg kan ikke klare at se hende knust, medviden om at det sikkert er min skyld. Det var jo mig. Jeg distraherede hende, også kom hun forsent.

"Maggie.." Hun kigger bare tomt ud mod havet. "Vil du ikke nok se mig i
øjnene?" Hun ryster bestemt på hovedet. Jeg rejser mig op, stiller mig foran hende og sætter mig på hug.

"Så du det hele?.." Jeg nikker stille.
"Det er åndssvagt, at jeg græder over at blive fyret," sger hun ligeud og ser stadig ikke på mig.

"Det er overhovedet ikke åndssvagt. For det var jo ikke din skyld, men min. Jeg skulle ikke have distraheret dig...-"

"William, det er lige så meget min skyld som det er din." True, But still? Han kan sgu da ikke bare fyre hende?
°

°

Åh! Jeg har det så dårligt over at have fået hende blevet fyret. Der er noget i mig, som siger jeg burde være fuldstændig ligeglad. Det bare det, der også er noget andet, som siger jeg overhovedet ikke er ligeglad. Mit gamle jeg. Jeg skubber det væk, men følelsen af skyldfølelse kommer altid tilbage. Jeg har en ide.

Åbn døren, Maggie. Jeg stamper utålmodig med foden. Hvorfor åbner hun ikke døren? Og med det i hovedet, åbner hun døren. Jeg smiler til hende. Hun stirre bare forvirret på mig.

"Hvad vil du, William?" Okay, iskold.

"Dig, mig ud," siger jeg. "Du har 5 minutter." Med det sagt, er jeg på vej udenfor. Jeg ånder den friske luft ind. På vej over til skuret, kommer Isla? Det skulle hun gerne hedde. Jeg læner mig op ad min motorcykel.

"Hey William," smiler hun flirtende eller prøver.

"Hej," hilser jeg tilbage. Jeg kigger forventningsfuldt på hende. For hvorfor skulle hun ellers komme her? Hun ville helt sikkert spørge om noget. "Kan jeg hjælpe dig med noget?"

"Altså, jeg tænkte sådan. Hvorfor er du egentlig sammen med Maggie? Når der er piger som mig, som du kan være sammen med. For Maggie er en nørd. Det er du godt klar over ikke?" Jeg rynker brynet.

"Der er sådan set, en grund til at jeg hellere, rettelse, meget hellere vil være sammen med Maggie. Præcis fordi jeg ikke vil være sammen med piger præcis som dig. Hun er ikke ligesom piger som dig. Selvoptaget og tænker kun på sit image. Maggie er sig selv. Må jeg høre din definition af nørd?" Hun svinger fornærmet med håret. Jeg ruller øjne af hendes diva-agtig personlighed og holdninger.

"Maggie har ændret hendes stil, så hun ikke ligner nørden fra sidste år. Du tror sgu da ikke på, at hun så sådan ud for et år siden, vel?"

"Hvad mener du med ændret stil? Hvordan så hun ud...-"

"Du kan vel spørge hende selv," siger hun og nikker mod Maggie, som er på vej herhen. "Nu når du hellere vil være sammen med hende." Også skrider hun. Hvad mener hun med, at hun var nørden før? Det kan ikke passe.

"Jeg sagde 5, ikke 10-"

"Hvorfor snakkede du med Isla?" Spørger hun og ignorer fuldstændig mit spørgsmål.

"Hun spurgte bare om jeg var fri, men jeg fortalte hende, at jeg var optaget idag af dig." Hun trækker på skulderne.

"Jeg ville ikke ud i første omgang. Bare kald på Isla, så går jeg indenfor," siger hun nedtrykt og drejer om på hælen. Hun når ikke længere, da jeg tager fat om hendes skulder.

"Argh, forkert defineret. Jeg vil gerne være sammen med dig og du ved du skylder, ikke?" Hun nikker stille. Jeg rækker Maggie en hjelm og tager en til mig selv. Jeg sætter mig først på. Efter hun har sat sig, ligger hun armene rundt om min mave. Jeg smiler og starter monsteret.
°

°

"Nej, hvorfor er vi her?" Vi er inde hos Café Océane "Jeg sværger, River. Hvad end du vil, så lad være." Jeg smiler. Phh, jeg har da ingen planer.

Jeg går over til chefen. Man kan ikke glemme hans rasende blik, da han fyrede Maggie. "Undskyld mig?"

"Ja?" Chefen vender mod mig. Jeg kigger på hans skilt. "Mr. Danford, du har fyret Maggie og det er utilgiveligt..-" Maggie tager fat om min overarm og kigger bedende op på mig.

"Du gav hende ikke en chance for at forklare sig. For de senest gange, var min fejl. Jeg distraherede hende, så hvis nogen skal have en straf, er det mig. Bandlys mig og ansæt Maggie igen." Han tænker nøje over min lille tale.

"William. Det er ligemeget," fortæller Maggie. "Lad os gå." Jeg rykker mig ikke en meter. Jeg er for stædig. Desværre, Maggie. Jeg kæmper for min sag i øjeblikket og det er at få dit job igen.

"Nej, jeg går ingen steder. Før Mr. Danford her har ansat dig igen." Han kigger på os. Maggie også på mig. Jeg løfter brynet og venter.

"Fint, jeg ansætter Maggie." Jeg smiler lykkelig over at have fået Maggies job tilbage. Jeg tager hans hånd og ryster den.

"Mange tak. Du er en god mand."
°
°

Vi sidder igen på bænken og kigger ud mod havet. Hun vender hovedet mod mig.

"Det skulle du altså ikke have gjort." Jeg kigger på hende. Dybt ind i hendes øjne. Hvis man er lang væk, ligner hendes øjne sorte, men hvis du er tæt på hende, som jeg er. Er Maggies øjne lysebrune.

"Jo, jeg var nødt til det. Jeg ville ikke kunne klare at være personen, som har fået en fyret. Velvidende om, at jeg kunne gøre noget ved det." Hendes hår ser så blødt ud og læber. Lyserøde fyldige læber. Hvad er det jeg siger?