Be Confident In Your Own Skin | ✔

Afsnit 20. | Fremlæggelse - Nervøsitet & Uheldet

MAGGIE

[Nutid]

Okay, det er idag. Vi skal fremlægge. William og jeg. Jeg sidder inde i klasselokale, ryster let med foden og kradser let min underlæbe. Okay, det er første fremlæggelse i 2.g, og jeg er allerede ved at dø. Mrs. Kelly er igang med navneopråbning.
William læner sig ind over mig. Jeg drejer en smule med hovedet. For at se ham i øjnene. Han smiler overdrevet til mig.

"Er man lidt nervøs?" Hvisker han og holder et latter tilbage. Jeg sender han et irriteret dræberblik.

"Næh, hvorfor skulle jeg dog være nervøs?" Siger jeg hviskende og let irriteret. Hans smiler underholdt tilbage, griner lavt og prøver virkelig at holde det inde. Han nikker mod min fod. Jeg stopper øjeblikkeligt med at ryste min fod og sidder ordenligt. Han løfter øjenbrynene. Jeg stopper med at kradse min underlæbe og ligger fint foldede hænder på bordet.

"Mester River og Miss Dale, er det noget i gerne vil dele med jeres klasse kammerater?" Spørger hun og kigger over sine læsebriller. Jeg ryster på hovedet.

"Nej, Mrs. Kelly."

"Jo, det har vi rent faktisk. Kan vi godt starte med at fremlægge?"

"Hvad?" Udbryder jeg panisk. På samme tid med Mrs. Kelly siger: "Jo, selvfølgelig."
William rejser sig op. Jeg følger modvilligt efter ham. Vi stiller os bag katederet.

"Når i er klar, begynder i." Jeg kigger panisk på William, imens han bare smiler til mig. Jeg stiller mig på tæer og hvisker: "Vi har ikke skrevet noget ned."

"Vi improvisere bare." Jeg bider mig hårdt i underlæben og nikker. Han kigger smilende ned på mig og begynder, som den selvsikre lort, så fortæller han selvsikkert, imens han ser på mig.

"Maggie er enebarn. Maggies far er advokat og mor læge. Hun elsker at læse. Ikke så vild med opmærksomhed og lavt selvværd. Hvilket er mærkeligt, da hun er klog nok til næsten aldrig at sige noget forkert, men rette folk. Hun bliver let nervøs og nedgør tit sig selv. Hun er fantastisk på sin helt egen måde." Han kigger ud mod publikumet. Det samme gør jeg.

"William.." Jeg går i stå. Hvad skal jeg sige. En hånd som griber min. Jeg kigger med dirrende hoved ned mod min hånd og ser op på personen. William. Han læner sig ned og hvisker stille: "Træk vejret og fortæl."
Jeg gør, som han siger og tager en dyb indånding. Jeg kigger op mod William og han kigger ned på mig. Han smiler.

"William er enebarn. Han gør tingene på sin helt egen måde. Han er egentlig ligeglad med andres mening, bare han selv synes om det og stoler på sin dømmekraft. Han er intelligent, selvom han benægter det. Han er en som alle vil gerne kendes ved. For alle elsker ham. Han har en sær form for humør...-" Han skubber drillende mig med din skulder.
"Hvis du møder ham tænker man nok. Han er nok en badboy eller et fjols, men hvis man bare lære ham at kende, er han fantastisk." Alle klapper. Mrs. Kelly smiler.

"Jeg kan se, at i to har lært hinanden bedre at kende. Bedre end forventet. Jeg skal nok huske at sætte jer sammen til et andet projekt. For jeg kan se, det bliver noget godt. Okay, hvem er så de næste?" Jeg sætter mig hurtigt ned igen. William kommer også stille og roligt ned og sidde.
°

°

Alle spurter ud og ned til kantinen. Frokost tid. Jeg pakker langsomt alle mine ting. For jeg vil ikke blive mast. Måske også fordi, alle pigerne har givet mig dræberblikket og jeg er bange for at blive dræbt.

"Hey Maggie!" Jeg vender mig rundt, der jeg høre mit navn blive råbt.

"Ja?" Spørger jeg spørgerende og kigger på William, som kommer luntende.

"Det gik da ret godt til fremlæggelsen, hvis jeg selv skulle sige det."

"Tja, bedre end forventet. Bare så du ved det, er det din skyld at alle pigerne giver mig dræberblikket," fortæller jeg drillende ham. Jeg kigger på en folk piger fra klassen og de sender mig alle dræberblikket, for anden gang. Altså hvis dræberblikke kunne dræbe, var jeg for længst død, tbh.

"Sorry, det er bare, fordi jeg er simpelthen så lækker. At de ikke kan holde øjnene væk fra mig," siger han grinede.

"Hey! Det ikke sjovt. Jeg får også blikke. Altså bare dræberblikke. Find en eller anden pige og fortæl alle de andre, at du er optaget."

"Mh, jeg har en på tankerne," siger han hemmelighedsfuldt. Jeg vender hovedet mod ham og tager en bakke. Jeg rækker den mod kantinendamen, kigger fraværende væk fra den og kigger på William.

"Hvem?" Spørger jeg nysgerrigt. Okay, for det første, er jeg den mest nysgerrige i hele verden. For det andet, er jeg simpelthen nødt til at vide hvem det er. For det tredje, hvis ikke går jeg bananas. For det fjerde, måske måske ikke gør det mig en smule sur. Han tager også en bakke og rækker den hen mod kantinedamen.

"Det siger jeg ikke," smiler han. Jeg går baglæns.

"Hvorfor ikke?" Spørger jeg og presser på. Jeg rammer ind i en og snubler. William tager hurtig fat om mit håndled. Alle gisper. Åh, sig det ikke er en, som kommer til at dræbe mig. Forsigtig vender jeg mig rundt for at se hvem det er. Isla, jeg ramte seriøst ind i Isla. Hun ligger på gulvet. Jeg ser panisk rundt og ender med at give William bakken. Jeg bukker mig ned og hjælper hende op.
I

sla skubber kraftig mine hænder væk og rejser sig op. Hun siger en høj lyd. For at vise hun er vred og frustreret. Hun tager sig til sin trøje.

"Dig!" Skriger hun og peger på mig. "Se hvad du har gjort! Du har ødelagt min trøje, din forkælet nørd!" Jeg kigger ned.
"Se på mig, når jeg taler til dig!" Jeg ryster forsigtig på hovedet. Hun nærmer sig mig. Hun løfter hånden og er klar til at give mig en lussing. Jeg spjætter forskrækket, der jeg høre lyden af tabene bakker. William går hen og tager fat om Islas håndled og kaster den væk.

"Kender du til ordet 'uheld'? For hvis ikke gør du nu. Det var ikke Maggies mening..-" Begynder William, men Isla afbryder ham.

"Maggie! Det er kraftedme 'Den forkælede Nørd! Uheld? Det var helt sikker hendes mening at ramme ind i mig. For at få mig til at ligne en idiot."

"Vel var det så, hun prøvede at hjælpe dig op, men du tog ikke imod hendes hjælp. Du råbte af hende!" Jeg går ind foran William.

"Stop William," siger jeg bedende. "Du skal ikke gøre det her for min skyld." Hvisker jeg til ham. Han kigger frustreret på mig.

"Kan du ikke huske hvad jeg fortalte dig, River?" Fortalte ham hvad? Jeg vender mig mod Isla og kigger forvirret. Hun griner ondskabsfuldt. "Jeg kan se, du ikke har spurgt hende."

"Jeg er fuldkommen ligeglad. Det er fortid. Desværre lever jeg i nuet." Med det sagt, tager han min hånd og trækker mig væk. Rundkredsen rykker sig med det samme.
Alle er selvfølgelig bange for William. Det overrasker mig ikke. Hvad var det mon han ikke havde spurgt mig om? Er det noget alvorligt?

Hvad er det han skal spørge om?
Mon William spørger Maggie?
Hvad sker der? Hvor trækker han hende hen?