Be Confident In Your Own Skin | ✔

Afsnit 22. | Sove sammen & Tilstår

MAGGIE

[Nutid]

Jeg kniber øjnene sammen.
"Her." Forsigtigt åbner jeg øjnene og ser, at han rækker mig bogen. Jeg går med faste skridt mod maskinen. Den siger en bib lyd.

"Kom, lad os gå tilbage." Jeg krammer bogen tættere ind til mit bryst, og går hurtig hen til udgangen. Hurtigst som muligt, ned ad trapperne. William tager fat om min skulder og jeg stopper øjeblikkelig. Jeg ser mig over skulderen. Han går ned til det trin, jeg står på og ligger armen om mig.

"Hvorfor går du så hurtigt væk?" Jeg ser ned og trækker på skulderne.

"Hvad mener du?" Og går helt ned ad trapperne. Han følger efter og ligger armen om mig igen.

"Du ved, hvad jeg mener." Jeg ser op på ham. Han smiler og jeg ryster på hovedet. Hvad er der at smile af? Det er uhyggelig at være her på skolen, når det er midnat. Jeg skælver bare ved tanken. "Fryser du?" Han trækker mig tættere ind til sig. Jeg ryster på hovedet.

"Nej," svare jeg enkelt. Vi går hen til pigernes bygning. Jeg vender mig rundt ved den øverste trin.
"Nå men, så ses vi vel imorgen." Jeg vinker akavet. Han smiler, og går op ad de tre trapper, også ind i bygning.

"What?!" Mumler jeg for mig selv og går ind. Jeg ser ned ad den lange gang og ser William, som står henne ved mit værelses dør. Jeg ser panisk på ham. Hvad er det han vil nu? Jeg går hen til ham. "William?! Hvad laver du herinde? Du må ikke være her!" Mumler jeg panisk.

William stirrer på mit halskæde, også ind i mine øjne og smiler. Han krammer mig. Jeg rynker forvirret brynet. Han trækker sig og vifter med halskæden, som er nøglen til døren. Nej William..

"Giv mig den, William," hvisker jeg. Han ser udfordrende på mig og ser på nøglen. Efter overvejelsen, åbner han døren, let som ingenting. Sjovt, det tager mig 5 min, for at åbne den pokkers dør. Tænk, hvis han ikke kunne åbne den, så ville han skride, men selvfølgelig kan William alt.

Jeg følger efter ham og lukker døren. Han kaster sig med det samme på sengen. Mine suk kunne ikke blive højere. Mit blik lander opgivende på ham. Jeg går over til mit skrivebord og ligger bogen. Kort efter, høre jeg en trække vejret roligt. Nej! Han sover. Du joker, River. Du har bare med at joke.

Min seng er ikke så stor. Jeg har altså ingen intentioner i at sove med ham. Jeg sætter mig på sengen og læner ind over ham. Den er god nok. Han er faldet i søvn. Jeg rykker mig knap nok, inden jeg bliver trukket ned og ind i hans arme.

"William.. giv slip.." Jeg prøver at komme fri fra hans arme.

"Nej..-" Jeg stopper. Mit blik søger hans. Han kniber øjnene sammen og hans udtryk viser, smerte og sorg. "Du må ikke efterlade mig.." Han strammer grebet om mig. Tilsidst opgiver jeg og ligger roligt. Langsomt rækker jeg hånden op til brillerne og trækker dem af. Jeg stiller den forsigtig ved natbordet. Mit øre er lige ved hans hjerte. Med Williams berolige hjerteslag, falder jeg langsomt i søvn.
°

°

Mine øjenlåg vil ikke åbne sig. Jeg gnider forsigtig mine øjenlåg, så jeg bliver mere vågen. William har stadig armen om mig.

"William, fjern din arm," siger jeg. For jeg aner ærligtalt ikke hvad klokken er, og måske kommer vi for sent. Jeg placere forsigtig mine fingre på hans mave og kilder ham. Han vågner med det samme og griner. Jeg kan ikke selv stoppe med at grine.

"Jeg fri!" Jeg går over til skrivebordet og ser hvad klokken er. Der er kun 5 minutter tilbage! "William! Der er 5 minutter til klokken ringer!" Han flyver op fra sengen. Jeg går over og tager mine briller på. Skifter hurtig tøj ude på toilet. Jeg kommer ind i værelse og kommer så i tanke om, at jeg har glemt at tage mine kontaktlinser på. Mit blik vender sig mod toilettet.

"Hvad er der? Vi har kun 2 minutter og jeg skal nå at hente min taske!" Jeg ser på ham.

"Mine kontaktlinser..," piver jeg. Han tager fat om mit håndled.

"Det har vi ikke tid til." Jeg kigger hjælpeløs på ham. Alle ville genkende mig, som 'Brilleaben'. Jeg ryster bestemt på hoved og hiver i hans håndled.

"Jeg tilstår! Jeg er brilleaben, så vil du ikke nok lade mig tage kontaktlinser på."

"Hvis nogen siger det mindste, lover jeg dig, at jeg smadre dem." Et lille smil former sig på mine læber. Jeg ser dybt ind i hans krystalblå øjne, som har en snært af hav eller ocean..

"Lover du det?"

"Det kan du bande på," smiler han troværdigt.

Vi ser om der er nogle ude ved gangen. Heldigvis er der ingen. De er nok gået til time. William trækker mig med ud og over til drengenes bygning. Han slipper min hånd og vender sig rundt og smiler. Han skubber mine briller op. Jeg fniser, da hans finger snittede min næsetip.

"Vent her. Jeg kommer straks tilbage." Jeg nikker og smiler. Efter han er gået ind, sukker jeg glad. Han er ikke så slem alligevel.

"Hvad står man så her og venter på?" Jeg ånder tungt ud. Det her kan ikke være godt. Jeg vender mig langsomt om, Alec Gemaz. Det overrasker mig ikke, at han ikke er til time.
"Brilleaben? Så det er altså sandt. Du er hende. Interessant." Jeg synker nervøs en klump og ser ned. Han genkender mig og det gør mig mere nervøs og magtesløs. For eksempel, hvis han ikke gjorde, kunne jeg lave en facade og svare ham igen..

"Ikke nogen..," mumler jeg.

"Hvad var det du sagde? Jeg kunne ikke høre det, fordi du talte så lavt? Prøv igen, Brilleabe."
Døren åbner sig med et brag. Jeg kniber øjnene sammen og ser over mod døren, William. Han ser på mig og smiler. Jeg smiler nervøs og utilpas tilbage. Hans blik lander på Alec og blikket bliver skiftet til had og afsky.

Yay! Der kom langt om længe et afsnit op xD
Yep, jeg er godt klar over det tager mig 1000 år.. Sorry!😭
Faktisk er i heldige der rent faktisk er kommet noget op😂