Cat flytter tilbage til sit barndoms hjem sammen med hendes familie. Cat er model, hendes mor er designer, hendes far er direktør for et meget stort selvskab, og storebroren er professionel fodboldspiller, og deltid model. Men hvad sker der når Cat...
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
Jeg stod nu og betragtede Cameron's hus. Det var virkelig fedt. Jeg fik endelig fat mine ben igang, op mod døren. Deres hus var stort og Hvidt, med sort tag. Døren var også sort. Det mindede meget om vores, men så alligevel ikk. Jeg tog mig sammen og bankede på. Døren blev åbnet af en dame. "Hej, søde" sagde hun. Hun studerede mig grundigt. Egentlig jo, men hvad ville hun dog sige til at jeg var kommet tilbage?
"Det tror jeg ikk, hvorfor?" Spurgte jeg hun kiggede endnu engang på mig. "Du minder mig bare om en. Nå, det ligemeget. Hvad ville du?" Spurgte hun med et sødt smil. Jeg smilede skævt. "Jeg skulle være sammen med drengene" svarede jeg bare. Hun nikkede forstående. "Cammi!!!" Råbte hun. Cammi? Var det ikk det han blev kaldt? Altså en af de drenge jeg altid var sammen da jeg var mindre? Måske. Jeg er ikk sikker. Cameron kom løbende ned af trapperne, og kunne se ham komme igennem køkkenet, med et uskyldigt smil på læben. Han gav mig elevatorblikket. Og nikkede så, for at gøre sig enig om et eller andet. Men hvad han tænker på ved jeg squ ikk.
"Bare kom" sagde han med et smil. Jeg trådte ind, og han lukkede døren efter mig. Vi gik igennem køkkenet, ud i en gang, og op af nogle trapper. Jeg gik lige bag ham. Vi kom ind på et værelse, men da jeg trådte helt ind. Blev døren lukket bag mig. Jeg vendte mig om, og så 2 drenge. Jeg så over mod Cameron. Han stod med sin kammerat, og havde lagt armene over kors. "Hva sker der?" Spurgte jeg nysgerrigt. Cameron sukkede højlydt. "vi bliver altså nød til at se din baggrund" svarede Cameron. "Hvorfor?" Spurgte jeg, selv om jeg godt vidste hvad han mente. "Jeg kan ikk forklare det, men vi bliver nød til det" svarede han så. Jeg sukkede. Trak mobilen op af lommen, og gav ham den. Han tog imod den, og kiggede så på mig. "Koden?" Spurgte han, og hævede et øjenbryn. Jeg gik over til ham, og brugte mit fingeraftryk. Han fik store øjne.
"Cat?!" Halvråbte han glad, og så på mig. "Ja?" Svarede jeg lidt ligeglad. "Hvorfor er du ikke oppe og køre over det her?" Spurgte han med et løftet øjenbryn. Jeg smågrinede. "Jeg vidste det faktisk efter her idag, da i hviskede bag mig. Vores aftale, husker du?" Spurgte jeg med et smil. Han smilede endnu mere. "Du så dum!" Svarede han grinede, og kom hen og krammede mig. De andre kom også over og gav mig et kram. Jeg følte mig, som én igen. Noget jeg ikk havde følt i lang tid. Vent. Der mangler da en. "Hvor er Liza?" Spurgte jeg undrende. De begyndte alle at grine. Men der var også et pige grin. Jeg vendte mig om, og så Liza komme ud af Cameron's klædeskab. Hun kom løbende over og vi krammede så meget at vi endte på gulvet. Det andre drenge grinede også, selvom Cameron prøvede at holde hans grin inde.
Sorry for et kort kapitel. Der bliver måske lavet flere i løbet af dagen. Vote gerne, hvis i kan lide den, eller smid en kommentar! Tak på forhånd! Elsker jer❤️
