Barndoms-venner med playeren.

Den mærkelige seddel.

Klokken ringede og nu var der pause. Jeg pakkede stille mine ting. Mathias lagde i smug en seddel på mit bord uden Cameron vidste det.

Jeg kiggede mærkeligt på Mathias, han drejede sig kort og tyssede på mit uden lyd. Jeg undrede mig bare. Jeg kiggede på mit bord, og tog derefter sedlen.

"Hvad er det?" Spurgte Liza. Jeg kiggede undrende op papiret. "Jeg ved det ikk?" Svarede jeg usikkert. "Hey!" Jeg kunne genkende stemmen.

Jeg skyndte mig at gemme papiret bag mig og kiggede op. Det var Cameron. "Kommer i?" Spurgte han.

"Jaja, lige et øjeblik, så er vi der" svarede jeg. "O...kay?" Han kiggede undrende. Og gik så. "Læs nu sedlen!" Sagde Liza.

Jeg overvejede det kort. Jeg sukkede. "Nej. Hvis det er mere sladder vil jeg ikk læse det. Tror kun på ting når det kommer fra personen det omhandler om" svarede jeg.

Derefter lagde jeg det i lommen. "Hvilken seddel?" Spurgte Cameron nysgerrigt. Både mig og Liza blev forskrækket.

Vi kiggede undrende på ham. "Hallo, hvilken seddel?" Spurgte han mere nysgerrigt. "Det ligemeget. Den er ikk vigtig" svarede jeg bare. Han nikkede. Men ikk overbevist.

"Kommer i?" Spurgte han igen. "Ja, vi kommer nu" svarede jeg bare. Mig og Liza kastede taskerne over skulderen, og fulgte med.

Vi gik i tavshed. Men lige inden vi nåede ind i kantinen, stoppede Cameron op. "Cat? Kom lige med" sagde han.

Jeg kiggede undrende på ham, og gav så Liza tegn til bare at gå ind. Hun nikkede og gik derind. Jeg vendte mig om mod Cameron igen.

Han tog fat i min hånd og trak mig til side. Han kiggede lidt rundt inden han talte. "Hvad er det for en seddel?" Spurgte han igen.

Jeg rullede øjne. "Ingenting. Hvorfor da?" Spurgte jeg og lagde armene over kors. "Ingenting. Er bare nysgerrig" svarede han lidt opgivende og så ned.

"Hør jeg har ikk læst den, hvis det er det du vil vide" sagde jeg. "Det ved jeg, du ville jo ik..." han stoppede sig selv. Der kom et lille smil på mine læber.

"Så du udspionere os?" Spurgte jeg. Han havde store øjne da det gik op for ham at han havde sagt for meget. "Nej, nej, nej. Det er ikk på den måde!" Prøvede han at forsvare sig.

Den her leg er jeg rigtig god til. "Så det var ikk på den måde du ville udspionere os på? Eller er det kun en af os du ville udspionere?" Spurgte jeg med et kækt smil.

Han kløede sig i nakken. "Øhh, nej, eller jo, eller nej!" Han blev virkelig nervøs. "Så er det mig eller Liza du udspionere?" Spurgte jeg hurtigt.

"Dig, men..." han blev stille igen. "Hvorfor udspionere du mig" spurgte jeg hurtigt igen. "Fordi du minder mig om en og du er virkelig lækker..." han gav sig selv en usynlig lussing.

"Det godt du kan være ærlig. Men næste gang så lad vær med at prøve at lyve. Det virker ikk for dig" svarede jeg med et smil. Han smilede et skævt smil igen.

"Skal vi gå ind til de andre?" Spurgte han. Jeg nikkede kort. "Ja". Vi gik ind og fandt så de andre. Men Liza var der ikk.

Jeg kiggede ved bordet ved siden af os der sad hun og fik skæld ud igen af de samme piger som tidligere. Jeg sukkede dybt.

Jeg satte mig skråt bag hende jeg tog fat i hendes stol, fordi jeg kunne se hun blev utryk ved de andre piger. Derefter drejede jeg stolen til vores bord.

"Hey Liza! Vil du ikk lige høre en sang?" Spurgte jeg for at hun ikk kunne høre de andre snakke bag hendes ryg.

Jeg tog mine høretelefoner og mobil frem. Jeg satte en sang på der hedder "llama in my livin' room". Jeg gav hende begge høretelefoner i.

Jeg ville egentlig gerne ha hende til at høre det her, men det er nok bedst at det ikk sker. "Ej, hvem tror hun lige hun er?! Vi kan jo ikk føle os pæne hvis hun er med hende den nye!" Kunne jeg høre dem beklage sig.

Jeg har fået nok! De kan sige sådan nogle grimme ting om mig. Men de skal fandme ikk kalde Liza en duff! Hun er faktisk skide køn! Det er nu. De leger med ilden!