Cat flytter tilbage til sit barndoms hjem sammen med hendes familie. Cat er model, hendes mor er designer, hendes far er direktør for et meget stort selvskab, og storebroren er professionel fodboldspiller, og deltid model. Men hvad sker der når Cat...
Rất tiếc! Hình ảnh này không tuân theo hướng dẫn nội dung. Để tiếp tục đăng tải, vui lòng xóa hoặc tải lên một hình ảnh khác.
Jeg rejste mig op så hurtigt jeg kunne, så stolen væltede deres drikkevare. Jeg kunne høre nogle små skrig bag mig. Det fik mig til at smile.
Drengene kiggede uforstående på mig. Et kækt smil kom frem på mine læber, mens jeg kiggede rundt på drengene.
"Hey! Styr dig dog!" Råbte en af pigerne. Jeg lod som ingenting, men lagde armene over kors.
"Hallo?" Var der endnu en stemme der sagde. Mit smil blev bredere. "Hov? Hvor blev min stol af?" Sagde jeg. Jeg kiggede rundt om mig, mens jeg tog mig til hagen.
De kiggede stadig uforstående på mig. Liza havde taget høretelefonerne ud. Jeg blinkede til hende. "Hallo? Kælling?" Var der endnu en stemme der sagde.
"Ved i hvad?" Spurgte jeg og kiggede rundt på de andre. Jeg tror bare jeg tager en ny" svarede jeg med et skævt smil. Jeg stoppede op ved siden af en af pigerne.
"Ved i hvad?" Spurgte jeg. Liza sad og var ved at flække af grin. "På min gamle skole lærte jeg noget nyt i kemi" sagde jeg.
Næsten alle kiggede undrende på mig. Men min gruppe forstod godt hvad jeg havde gang i. "Med lufttryk nok, kan køer faktisk flyve!"
De kiggede uforstående på mig. "Kan du demonstrere det frk. Cat?" Spurgte Cameron som lød som en gammel skolelærer.
"Gerne, hr Dallas" svarede jeg og smilede. Jeg undgik at se på pigerne. Men med en snore tur rundt om mig selv, og med et hårdt spark, sad tøsen, som havde kaldt Liza en duff, på gulvet lidt længere bag ud.
Jeg gik over mod stolen, men stoppede lige ved siden af hende. "Hej, Cat. Skolens nye rebel. Hyggeligt at møde dig" sagde jeg og rakte hånden frem.
Hun så alt for overrasket ud til at gøre noget. "Næste gang du kalder Liza en duff, så tænk lige på din egen vægt først" sagde jeg efter jeg havde trukket min hånd til mig.
Jeg rejste mig op igen, tog stolen med over til vores bord og satte mig igen. Jeg smilede bare til den alle sammen. De smilede tilbage med enden et forstående udtryk, eller som om de ikk helt forstod det.
——————————— ~Efter skole
Mig og gruppen skulle mødes ude på gangen. Jeg stod inde i klasselokalet som den eneste. Utroligt nok havde jeg ikk fået ballade med skolen, pga det der skete i pausen.
Der er bare en ting jeg er bekymret for. Imorgen er det jo fredag. Og der skal jeg sove sammen med drengene og Liza.
Men jeg kan jo ikk ha min paryk på mens jeg sover? Hvad gør jeg? De må helst ikk vide at jeg er model?
Især efter det Cameron sagde tidligere da jeg fik den der seddel. Han sagde jo at jeg mindede ham om en.
Hvad hvis han har fundet ud af at jeg er model? De fleste drenge ville jo bare date mig pga det, hvis de vidste sandheden.
Vent sedlen? Jeg gravede lidt i min lomme. Fundet. Jeg tog en dyb indånding. "Kommer du?" Jeg fik det største chok, og lagde sedlen hurtigt tilbage i lommen.
Jeg kiggede derefter hurtigt over mod døren. "Cameron! Du må ikk skramme mig sådan" halv råbte jeg.
"Undskyld, Cat" sagde han bare og grinede lidt. Han kom hen mod mig. "Jeg kommer nu" sagde jeg roligt, tog min taske, og gik med ham ud af døren.
