Justin Bieber; Besat

Så anderledes

Jeg kigger måbende ind og er næsten mundlam..

-Er der nogle hjemme?, spørger jeg nysgerrigt og stopper mit måbende blik. Jeg bliver endelig sat ned.

-Stop nu med alle de spørgsmål, siger han opgivende og griner meget lavt. Jeg trækker på skulderen og tager bare mine sko af, hvor der står en masse andre højhælede sko, andre sneakers i forskellige farver, store størrelser mandesko, et par converse og alt for mange andre til at overskue det.

-Hvem fanden bruger så mange sk..

Jeg bliver igen afbrudt, ved at han klasker sin hånd på min mund så jeg kommer til at fortsætte i en mumlen der ender i ingenting.

-Jeg mener det, siger han med en knækket stemme med et smil og tager sin anden frie arm rundt om min skulder og fører mig igennem det ret store hus. Endelig fjerner han sin hånd og jeg smider min taske på gulvet.

-Hej!, råber en lys stemme fra et rum ved en gang ved siden af os. Vi begge kigger over mod stemmen, og en lav, mørkhåret og smilende dame kommer ud.

-Hej mor, mumler Justin og smiler hurtigt. Hun smiler stort tilbage til ham og kigger derefter over på mig som et spørgsmålstegn.

-Jeg... jeg er Kristen, stammer jeg og ender i et lille forsigtigt smil. Moderen kommer tættere og hendes helt lige og hvide tænder kommer igen til syne.

-Jeg er Pattie, præsenterer hun sig selv og giver mig et knus. Jeg krammer hurtigt tilage og trækker mig tilbage igen. Jeg smiler og nikker inden Justin trækker mig videre hen mod en trappe. Jeg kigger mig nervøst tilbage med et skævt smil til hende. Hun gjorde virkelig noget helt specielt ved mig. Jeg kan virkelig ikke udtrykke om, det er en god eller dårlig ting. Altså, på en måde havde jeg bare lyst til at give hende et kæmpe kys på hendes kind og give hende et bedre, og mere fast kram. Men, alligevel fik jeg kun fremstillet et skævt og usikkert smil. Hvad skete der lige for det?

Hun forsvandt igen med en hurtig håndbevægelse og pludselig er jeg ved at snuble ved at et trappetrin kommer i vejen. Jeg gisper men Justin griber mig hurtigt ved at holde sine hænder låst om mit liv så jeg får min balance igen og smiler svagt til ham, som tak, og han fjerner sine hænder igen.

Hvordan og hvorfor går han fra at være en rigtig lumsk og udfordrende dreng til en forsigtig og fin gentlemand? Jeg ved ikke hvad jeg bedst kunne lide, for det var faktisk gået op for mig, at det var lidt morsomt, at blive udfordet sådan af ham.

Vi går i en akavet stilhed med tunge trin opad den hvide og lidt gennemsigtige trappe. Jeg tager mit sidste trin opad den, og ser endnu en masse døre foran mig,

-Sig mig, hvor mange bor I her?, spørger jeg og bryder stilheden. Jeg begynder så småt at tælle de forskellige døre af ren pinlighed over den her stille situation.

-Det finder du jo langsomt ud af, svarer han lidt koldt tilbage men får faktisk et lille selvsikkert smil på læben. Han går lidt foran mig og stiller sig til sidst foran én af de hvide døre, og presser håndtaget ned.

-Og hvordan kan du finde ud af, hvilket værelse der er dit, når der er så mange døre?, spørger jeg en ekstra gang og sætter et øjenbryn i vejret. Han smiler kun til mig.

-Det tager ikke så lang tid at lære..

Et stort panorama værelse kommer til syne. En stor luksus, dobbeltseng står opad et vindue lige i midten af værelset. Der er et skrivebord der står med en macbook placeret og med udsigt lige ud til havet. Resten af værelset består egentligt bare af små detaljer, såsom sækkestole, skabe der sikkert er fyldt op med tøj, medmindre det ene er et walk-in-closet. Der står nogle forskellige skateboard placeret i et hjørne og der står rent faktisk også en masse hylder fyldt med en masse forskellige caps. Et tydeligt drenge værelse, må man sige.

-Hvad synes du?, spørger han, da han finder ud af at jeg bare har stået og betragtet næsten hver og én detalje i rummet. Jeg skynder mig ud af trancen og lyser bare op i et lille smil.

-Du har ikke i hvert fald ikke lyst til at se mit hjem.., mumler jeg næsten og krydser mine arme. Han griner hæst og lægger sig blot til rette i sengen.

-Har du opgaverne?, spørger han nærmest helt glad og kigger på mig. Jeg kigger lidt forvirret på ham med mine øjenbryn knebet sammen. Så ryster jeg bare på hovedet.

-Det har du vel selv styr på?, spørger jeg og går forsigtige skridt mod hans seng. Hvad skete der lige for min selvsikkerhed? Jeg stopper lidt op foran hans seng og kigger bare lidt ligeglad på den lige indtil jeg bare nærmest hopper ned i den og griner underholdt som gør at Justin også griner af min lidt mærkelig handling. Jeg stopper langsomt mit grin, og trækker mig bare under hans dyne og trækker mig sammen.

-Fryser du?, spørger han hæst efter sit grin og kigger fascineret på mig. Jeg trækker lidt på skulderen og smiler lidt mens jeg gør et nik. Han smiler selvsikkert og tager derefter dynen op, så en kold luft trænger ind på min hud. Han sætter sig besværet under den, som gør, at jeg sætter mig lidt mere op,

-Du skal ikke ligge under samme dyne som mig!, næsten beodrer jeg ham, selvom det er hans dyne. Han ignorerer mig blot, og trækker sin telefon frem og låser den op. Jeg skal til at trække mig op ad dynen, da han pludselig ligger sit ene ben hvilende op på mig, som faktisk stopper min handling.

-Rolig, siger han lavt med et stadig-selvsikkert smil. Jeg tager en dyb indånding, og trækker mig langsomt ned igen. Der er allerede dejligt varmt under dynen, som næsten giver mig det modsatte af varme. Gåsehud.