Justin Bieber; Besat

Maden

'You're my standi..' Jeg vågner langsomt ved den høje musik som bliver lavere, og åbner blidt mine trættende mine øjne. En lysende telefon skærer i mine trættende øjne så jeg kniber dem lidt i igen.

-Hovsa, hører jeg en svag stemme som vibrerer i hele min krop. Jeg kigger forvirret rundt med øjnene, og genkender skam værelset. Jeg er her stadig..

Men først nu går det op for mig, hvorfor lyden gik så meget gennem mig. Jeg ligger åbenbart på Justins bryst med min venstre hånd der hviler længere nede på hans mave.

Jeg giver et lille gisp fra mig og flytter mig med et sæt.

-Jeg faldt i søvn, siger jeg lidt for mig selv, og sætter mig op i sengen. Justin har lagt sig selv længere ned, men dynen var blevet lagt ned til slutningen af hans t-shirt i anledning af min måde at skulle sove på ham.

Justin kigger på mig med et smil og griner pludselig, når han har sat sit blik på mig.

Jeg kigger forvirret på ham, og fornemmer at det har noget at gøre med mit hår. Derfor tager jeg min hånd langsomt op, og mærker en kæmpe filter der stikker et godt stykke ud, så kan pludselig godt forstå hans latter.

Jeg opgiver at rede den ud og skal til at rejse mig op, da han bare trækker mig ivrigt ned igen.

-Hvad er der?, spørger jeg gispene og kigger lidt skræmt på ham. Han smiler bare varmt.

-Bliver du her ikke?

-Hvad er klokken?, spørger jeg hurtigt og ligger mig lidt bedre til rette.

-Kun halv otte.

Jeg følte den var halv elleve, endda over. Jeg trak lidt på skulderen og lod bare være med at svare.

Der går nogle sekunders stilhed...

-Men jeg keder mig fucking meget, mumler jeg og kigger bare ud på havet. Bølger og vind.. ingen mennesker.. jeg får næsten helt kuldegysninger.

-Du kan lave de her, siger han og tager sin hånd ned under sengen, og rækker mig pludselig et ark.

-Matematik?, spørger jeg lavt og finder senere ud af, at det var dét ark vi "skulle" lave, som Justin nu snakkede så meget om.

-Men.. hvor.. du?, prøvede jeg at stave mig frem, men havde så mange spørsmål. Jeg kiggede måbende på ham og viste ham bare papiret, selvom han udmærket godt vidste hvad jeg ville sige.

-Du... jeg mener, hvorfor spurgte du mig om jeg havde de..

-Her, afbryder han mig, og giver mig bare en blyant.

Jeg kigger såmænd stadigvæk måbende på ham.

-Du svarer aldrig ordenligt, mumler jeg og kigger surt på arket.

48y^2+3,14(pi)y-6778=x

-Du kunne måske også prøve at hjælpe?, spørger jeg efter jeg allerede har opgivet den første ligning.

-Næ, svarer han næsten koldt tilbage, men stadig med et smil. Jeg fnyser kort af ham, men prøver til sidst bare at begynde så småt på at lave den, da jeg godt vil prøve at få nogle fine karakterer.

...

Jeg holder vejret til jeg har isoleret x'et, altså fundet tallet, til den sidste ligning på arket. Og ærlig talt, har jeg næsten holdt vejret så lang tid, at jeg føler mig helt bleg i ansigtet, og kunne besvime hvornår som helst.

-2!, udbryder jeg og skynder mig at puste ud. Justin giver et ryk fra sig af et chok, og kigger lidt skræmt på mig. Han har helt sikkert siddet og læst noget han havde været opslugt af.