Justin Bieber; Besat

Skype opkaldet

Jeg accepterer opkaldet med et tøvende udtryk i ansigtet og Justin kommer frem med video, og det samme gør min video også automatisk.

-Hvor fanden kender du min Skype fra?, udbryder jeg. Jeg kigger mere grundigt på hans video. Han har trukket en sort t-shirt over hovedet så hans bare og veltrænede mave ikke er til syne mere. Heldigt for mig, men så alligevel ikke..

Et smil kommer langsomt frem på hans læber og hans øjne fokuserer vist på hans telefon, da han sidder med blikket nede i noget der også lyser op på hans ansigt. Han ryster på hovedet med sit fortsatte smil og begynder pludselig at skrive noget på sin telefon.

-Mike spurgte din veninde.. Jad.. Jade, eller noget, fremstammer han og skriver videre med sit stadigvæk-smil på læben. Jeg irriterer mig over hans svar, da jeg ved, at Jade, og sikkert også Zoe og Alice, kunne finde på at gøre det. De brænder jo selv for at få Justin og endnu mere at få mig til det.

Jeg fnyser pludselig af mine tanker, som gør at Justin endelig kigger op og lægger sit hoved på skrå med et forvirret ansigtsudtryk. Jeg tager en dyb indånding og åbner munden,

-Jeg har ikke tid til at snakke lig.., jeg stopper mig selv, da Zoe og Alice pludselig ringer fra en samtale, også fra Skype.

-Hvad?, spørger Justin og griner kort.

-Alice og Zoe ringer, så jeg har ikke tid til at sna..-

-Så inviter dem herind, afbryder Justin mig med et fortsat smil og kigger ned på sin telefon igen. Jeg trækker øjenbrynene sammen og må tænke hurtigt.

Jeg kunne vel godt invitere dem herind, så de kunne hvine over ham, hvis det var sådan. Men.. det ville sikkert blive sådan en akavet samtale..

Jeg kigger ned ad mig selv, men accepterer så bare deres opkald. De dukker pludselig begge frem på en video også. Alice sidder også med blikket ned i telefonen mens Zoe kigger stift på skærmen.

-Hej, babe, siger Alice uden at kigge. Jeg smiler mildt imens jeg kigger på Zoe. Hun kigger stadigvæk måbende ind i sin computer skærm, som sikkert nu betyder, at hun har fundet ud af, at Justin er med her.

-Alice.., siger Zoe lavt og kigger stadigvæk tomt ind i skærmen. Alice nikker i et godt stykke tid til Zoe taler igen.

-Nej, Kristen, retter hun, og kigger enedelig et lidt andet sted på skærmen, som sikkert er på min video. Jeg nikker bare kort.

-Hvorfor er Justin med i den her samtale?, spørger hun lavt og Alice kigger brat op fra telefonen og op på skærmen. Hun åbner munden, men jeg afbryder hende,

-Det kan han vel selv svare på.., siger jeg lavt og kigger ned på mit armbåndsur. Kvart over et. Det bliver Justins tur til at kigge op fra sin telefon, så vi alle kigger på hiananden lige nu. Han trækker på skulderen med et smil og kigger igen ned. Jeg trækker øjenbrynene sammen af hans 'svar', og sukker bare inden jeg fokuserer på Alice og Zoe i stedet for.

-Så, hvad med Jade?, spørger jeg i en anden tone og fugter mine læber. Alice kigger op fra telefonen uden at kigge på vores Skype-opkald, men i stedet et andet sted i luften. Hun kniber øjnene sammen som må betyde, at hun tænker sig om.

-Hun var til middag med hendes fætter, siger Zoe frem for Alice, og Alice nikker med et -nå-ja, smil. Jeg trækker mine øjenbryn sammen og kigger forvirret på dem begge,

-Det har hun da ikke sagt noget om.

Jeg læner mig tilbage op ad væggen og Alice trækker på skulderen,

-Hun skrev til os for en time siden, at hendes fætter var kommet, og at han kommer så langt væk fra hende, at de næsten aldrig ses, så nu ville de lave noget sammen, svarer hun næsten uden at kunne få vejeret til sidst men skynder sig at puste ud efter sætningen. Jeg griner kort af hende og nikker forstående.

-Jeg tænkte på, om I vil med i byen i morgen efter skole?, spørger jeg Alice og Zoe om, og prøver at ignorere Justin der sikkert lytter godt med, men uden at kigge op. Der går lidt tid før Alice får tænkt sig om og svarer ja.

-Det er fint, svarer Zoe dernæst og nikker langsomt med et smil imens.

-Justin kan da også komme med, indbyder Zoe og Justin kigger op. Jeg stopper mine vejrtrækninger et kort sekund og lukker min mund helt sammen. Der er nogle sekunders stilhed til Alice pludselig åbner munden,

-Klart.

Mit hjerte begynder at slå hurtigere og jeg ryster stille på hovedet i tre sekunders tid, som virkelig er lang tid, alligevel. Justin kigger med et lidt større smil og fugter sine læber inden han nikker en enkelt gang,

-Aftale, svarer han bestemt og kigger ned i telefonen igen. Jeg spærrer øjnene op og slår ud med armene. Jeg føler mig helt mundlam. Det føles som om mine bevægelser var mine svar, men alligevel var der ingen der kiggede på mig...

-Nej!, får jeg endelig sagt, og alle kigger på skærmen med et forvirret udtryk i ansigtet. Jeg synker en enkelt gang over det, og kigger lidt væk fra computeren.

-Nej, gentager jeg lidt mildere. Jeg ryster på hovedet igen. Justin begynder pludselig at lyse op i et kækt smil, som gør mig endnu mere irriteret. Jeg kigger på pigerne der bare sidder med et forvirret udtryk i ansigtet stadigvæk. Det irriterer mig endnu mere.

-For helvede, piger!, udbryder jeg og skynder mig at slå Justin fra, fra samtalen som gør at de begge trækker øjenbrynene sammen.

-Hvad laver du?, spørger Alice forvirret over min handling og jeg mærker snart det rasende indeni mig, der gerne vil ud. Mit hjerte galopperer af sted efter at slå mine tanker ud af hjernen på mig. Forbandede tanker! Forbandede tanker!

-Jeg gider da forfanden ikke, at have ham her!, udbryder jeg højt og kan mærke den røde farve af raseri oppe i ansigtet på mig.

-Kristen.., siger Zoe lavt og presser tænderne sammen af usikkerhed.

-Hvorfor.. hvorfor prøver I at få mig til at være så meget sammen med ham?, spørger jeg meget lavere og opgiver ved at lade mit hovede banke ind i væggen bagi mig.

-For at få dig til at indse, at du rent faktisk godt kan lide ham..., begynder Zoe igen lavt, så jeg næsten ikke kan høre det. Men jeg hørte det skam. Min krop begynder at slås med den gode side. Den onde side vil ud. Den uartige der gerne vil have Justin, vil ud. Den gode skal dø! Dø!

-Argh!, udbryder jeg højt og sparker bærbaren af mig. Jeg banker mig rasende ned i sengen og begraver mine hænder i mit ansigt.

-Argh!, gentager jeg råbende og sparker igen med mit ben. Jeg mærker nogle tårer presse på, men de skal ikke ud! De har ingen grund til at løbe ud. Hvad er der galt med mig? Hvorfor kan jeg ikke finde ud af det her lort?

-Alice, løber du ikke lige hjem til hende?, hører jeg en stemme ovre fra computeren. Jeg havde helt glemt dem. Forhelvede! Jeg løfter, i en hurtig bevægelse, mit ansigt, og tager min hånd frem, for at smække bærbaren i.

Stop det her lort, Kristen!