Justin Bieber; Besat

I byen

- 'I'll take your bad days with your good. Walk thourgh the storm I would. I do it all beacuse I love love-',

-Fuck, det lyder godt.

Jeg gisper af lyden ovre fra døren og skynder mig at tage mine høretelefoner ud af ørene, for at kigge mod døren.

-Sophie, ånder jeg lettet ud over at det bare var hende. Hun griner kort og fortsætter med små skridt ind på mit værelse så jeg kigger mere undrende på hende med et skævt smil.

-Hvad så?, spørger jeg bare og betragter hende sætte sig ved siden af mig på sengen og langsomt læne sig op ad væggen. Hun trækker på skulderen med et svagt smil.

-Han var god.., mumler hun og griner af en sød tanke. Jeg smiler undrende til hende og fugter mine læber.

-Kun det?, spørger jeg lavt og blinker et par gange med øjnene.

-Ja, han var alt for.. selvglad og kedelig, beklager hun sig og kigger håbløst på mig så jeg griner kort.

-Du, Krisser?, spørger hun lavt og kigger mere opmærksom på mig, og jeg nikker.

-Kunne du tænke dig at tage med i byen?, spørger hun stille og smiler stort til mig. Jeg nikker ivrigt med et liigeså stort smil og lukker min bærbar og så er vi gået.

...

-Dé der!, udbryder jeg og peger mod et par helt almindelige, sorte højhælede der alligevel ser mega lækre ud.

-Ej, forhelvede, Krisser, det er jo af Ambattista Valli. De koster vel fem tusind eller noget sindssygt du i hvert fald ikke skal regne med, at din pung er fyldt med!, forklarer hun hårdt og griner alligevel kort bagefter. Jeg smiler undrende til hende, men så går jeg over mod skoen og kigger under den.

-Otte tusind, otte hundrede og fire og tredive!, udbryder jeg nærmest skræmt men holder alligevel fast på skoen.

-Jeg skal altså have dem!, mumler jeg og kigger tiggende på Sophie.

-Glem det, mus, griner hun og hiver mig i ærmet så jeg må slippe skoen igen. Damn! Der røg de drømmesko.

-Du skal ikke lede efter Ambattista Valli, siger hun højt og stopper foran et andet stativ med forskellige nederdele og kjoler.

-Hvad med den her?, spørger jeg og hiver fat i en virkelig lækker, sort og lårkort kjole med nogle gennemsigtige streger rundt omkring.

-Stella Mccartney?, spørger hun pludselig og kigger seriøst på mig. Jeg sender hende et forvirret blink med øjet og kigger ned på kjolen igen.

-Jeg er ligeglad med designeren. Er den ikke fin?, spørger jeg håbløst og kigger igen på hende med et spørgende udtryk samt et lille smil.

-Krisser, vi skal over til Vila! hun hiver mig igen i ærmet og jeg sukker og overgiver mig. Hun havde pengene. Hun bestemte.

-Fuck, fuck, fuck!, udbryder jeg pludselig og Sophie slipper mig af et chok og kigger ligeså chokeret på mig.

-Hvad sker der?, spørger hun lavt og ret nervøs i stemmen. Jeg bider mine læber nervøst sammen og kigger mig panikslagent rundt.

-Justin er her, for fanden!, udbryder jeg igen med en høj hvisken og peger ud af vinduet så Sophie vender sig rundt.

-Gud, han er jo mega pæn.., mumler hun overraskende lavt og vender sig igen, men denne gang foran ingen.

Jeg havde fået gemt mig inde i et omklædningsrum og sad rent faktisk og halvfniste over hendes udtryk af, at jeg var forsvundet.

-Krisser?, spørger hun stille og kigger sig lidt mistroisk om.

-Ey, råber en lidt mørkere stemme, og jeg ser Sophie der lige vender sig hurtigt om på hælene for at se den kaldende stemme. Hendes udtryk forvandler sig pludselig til at stivnet fjæs med store øjne. Godt eller skidt? Aner det ikke..

Men så rykker hun sig pludselig mere fremad så hun forsvinder ud af min øjenkrog. Jeg sukker og rykker mig mere ud af omklædningsrummet. Men synet giver et sæt i min krop.

Justin!

Hvorfor kaldte han lige på Sophie? Jeg kunne ikke engang høre hvad de snakkede om, andet end, at de bare stod og smilede helt vildt til hinanden og grinte en gang imellem.

Men så rækker Sophie pludselig armen ud og kigger sig rundt omkring. Det samme gør Justin.

Hjælp!

Altså, egentligt havde jeg ikke noget imod at se Justin og i det hele tiden tilbringe min tid med ham.. hvis bare ikke jeg hele tiden fik trangen til at give ham et kæmpe snav hver gang jeg rent faktisk så ham. Dét var problemet.

-Fuck, hvor komisk, hører jeg pludselig Justin sige lidt højere med et efterfulgt grin af dem begge. Jeg fnyser kort og forkuserer dybt på Justin mens jeg nærmest savler over ikke at få endnu et snav endnu en gang i dag. Hvordan kunne man være så tiltrukket af ham? Det var fucking omvendt fra start, hvordan kan det så ændre sig så meget på så kort tid?

-Hvad laver du der?

Stemmen får mig til at kigge op og en personale- dame komme til syne med et mistorisk blik ned på mig. Jeg bider nervøst tænderne sammen og kigger mod Sophie og Justin igen og ser dem begge kigge herover.

Gemmelegen er slut, Kristen!

-Jeg... binder mine snørrebånd, stammer jeg lavt og kigger igen nervøst på hende. Hun kniber øjnene lidt sammen og jeg rejser mig langsomt op.

-Herinde?

-For helvede, Krisser, griner Sophie der pludselig står bag ved personale- damen plus Justin der selv står ved siden af med et lille, lydløst fnis på læben. Jeg sukker af det hele og kigger fortabt ind i væggen ved siden af mig.

-Det er simpelthen for barnligt det der, mumler hun og rødmer svagt med et meget lille smil på læben. Jeg mærker selv varmen stige lidt, men prøver at holde det røde indeni.