EZ, Kirito og Zolo

Kapitel 4

Jeg kiggede blankt på de børn der talte til mig, jeg forstod ikke en lyd. Eller det er løgn, jeg forstod noget af det de sagde men ikke alt, det gik for hurtigt til jeg kunne nå at få det til at være sammenhængende. Noget der ville give meningen i mit hoved.

Jeg rystede på hovedet "Undskyld jeg forstår ikke.."

De lagde deres hoved på skrå og så forvirret på mig.

Mike sukkede af dem og sagde noget til dem på deres moder sprog. De nikkede og gik deres vej.

Han smilede til mig "Så EZ, hvordan kom du ud af slottet?" "Hvor ved du fra jeg var på slottet?" Spurgte jeg mistroisk.

Jeg rynkede en smule væk fra ham imens jeg så mistroisk på ham. Parat til at slå ham ned og løbe som jeg aldrig har løbet før.

Han sukkede "EZ.." "Hm?" "Du fortalte mig det for like 10 minutter siden" Jeg tænkte mig om og indså jeg havde ikke en grund til at mistænke ham.

"Oh."

Han nikkede og spiste det sidste af sin kylling suppe, jeg har været færdig med min mad længe. Det tog dog evigheder for ham at blive færdig.

Aldrig har jeg mødt en mand der tog så lang tid at gøre noget i det hele taget.

Han klappede sin mave "Nå." "Det er de dovnes valgsprog og de flittiges pausesignal" Sagde han randomly.

Jeg rynkede mine bryn af den randomme fact, især fordi det var ham selv der sagde nå.

Prøver han at diss sig selv eller sådan noget?

Han rejste sig op "Kom jeg skal vise dig noget"

Jeg så på den hånd han rakte imod mig men rejste mig selv op uden hans hjælp. Han tog akavet sin hånd væk og begyndte at gå.

Vi gik længere og længere væk fra byen, han sagde ikke noget. Han gik bare.

Jeg kiggede rundt, træerne var enorme og der var virkelig mange af dem. Jeg kunne hører fugle og andre dyr rundt omkring i skoven.

Vi kom til en lysning hvor der var en bygning.

Et tempel.

Det var stort, og det så flot hvis man kan lide sådan nogen ting.

Det var lavet af sten, der var hugget detaljer i der var så fine og alligevel så tydelige.

Lyset ramte templet så det nærmest glimtet i solens lys.

Der var noget.. Magisk over det.

"Hvor er vi henne?" Spurgte jeg og så nysgerrigt rundt.

Vi gik op af trapperne, jeg så bogstaver jeg aldrig har set før på trapperne.

"Vi er i templet, til vores gudinde, Saffi. Hun er en gudinde der står for visdom. Det her tempel har været her i flere tusindvis af år. Det er vores gamle sprog" "Lad mig gætte ingen kan læse det?" "Jo da, vi lærer det stadig" "Hvorfor fik i et nyt sprog så?" "Gudinden Saffi ville give os mulighed for at tale med menneskerne"

Jeg kiggede rundt inde i templet, der var fakler og her var mørkt. Fordi de ikke var tændte. Så jeg kunne ikke rigtig se detajlerne her.

Jeg hørte Mike mumle noget og alle faklerne blev tændt på en gang.

Jeg hørte en nynnen af flere mennesker, men her var ikke en sjæl udover os. Og det stoppede også ligeså hurtigt som det var begyndt.

Jeg kunne mærke gåsehuden sprede sig. Jeg så en statue af en kvinde der havde en let kjole på. Hun smilede stort og havde en bog i sin favn.

"Er det hende?" Spurgte jeg, Mike stoppede op "Yeah, det er vores gudinde, Saffi" Han lukkede øjnene og bukkede hovedet let.

Han åbnede sine øjne og begyndte at gå igen. Jeg kiggede rundt, her var malerier, statuer, vaser med friske blomster.

Han drejede til højre og jeg blev overrasket over alle de bøger der var vidt omkring.

"Hmm.. Hvor er den.. Hvorhenne.." Han kiggede på reolerne og så ud til at tænke sig om.

"Der!" Han tog en bog ud af reolen og gik hen til mig.

"Du har en speciel kræft EZ, du er stærk alene men endnu stærkere med de to andre. Sidst dette skete var der krig i vores magiske verden. Det var slemt, dengang var menneskerne en del af verden. Men da krigen var slut og vi så hvor mange der var døde på menneskenes side. Pga vi magiske væsner ikke kunne blive enige valgte man at dele vores verden i to. Vi skabte en verden til jer mennesker, og med tiden glemte I at vi fandtes. Vi blev myter, historier, blot et barne eventyr" Han åbnede bogen. "Dem der var før dig, Kirito og Zolo. Var dem der stoppede krigen. Og nu skal I tre stoppe en krig igen"

"Bliver vi kun født når vi skal ordne jeres pis?" Brummede jeg og lagde armene over kors. Han grinede svagt.

"Det kan vi godt sige, men det er kun når det er virkelig slemt. Og det er mere slemt end sidste gang" Han mumlede nogen ord jeg ikke forstod et pip af. Han havde lukkede sine øjne men han åbnede dem brat igen.

Hans brune øjenfarve var væk, alt i hans øjne var væk. I stedet var det gyldent og lyste kraftigt. Han pustede til bogen og en kraftig vind rev i mit hår og tøj.

Siderne bladre hurtigt indtil det stoppede og omgivelserne forsvandt.

Der var mennesker som var lavt ud af noget gyldent støv, alt var lavet af gyldent støv.

Jeg så sværd, jeg så magi, jeg så folk der blev ramt forsvinde. Det var kaos og jorden sprækkede og rystede.

Jeg så en kvinde der så fortvivlet ud på alle de små folk. Hun tog sig til hjertet og græd.

Jeg genkendte hende indså jeg, hun lignede statuen på en prik.

Hun lod sin hånd kører gennem landskabet under hende. Det hele forsvandt.

Jeg så rundt og så pludselige, New York, London, Paris og flere andre steder. Bygninger væltede, vand omsvømmede steder, orkaner tog alt med sig. Ilden brændte alt på sin vej. Mennesker løb deres vej men de alle forsvandt.

Alt blev stille og sort, der var kun Saffi tilbage. Hun så tom ud før hun begyndte at forsvinde.

Omgivelserne kom tilbage, reoler fyldt med bøger og Mike lukkede bogen i.

Hans brune øjne var tilbage men der var stadig gyldne streger.

"Den magiske verden ville falde fra hinanden og menneskenes verden med. Vi ville alle dø. Hvis dig, Kirito og Zolo ikke snart finder på noget. I bliver nødt til at arbejde sammen" Han lagde bogen tilbage.

"Mike.. Jeg kan ikke redde noget, jeg er bare mig" Han vendte sig om og gik helt tæt på mig.

"Du kan gøre alt det du sætter dig for i livet, EZ. Ved du hvad EZ betyder på mit gamle sprog?" "Nej men jeg ved det er en forkortelse" Mumlede jeg.

"Det betyder kriger, det betyder fighter" Han lagde sine hænder på mine skuldre.

"Tro på dig selv og resten af verden ville gøre det samme" Han slap mig og gik videre.

Jeg så undrende efter ham men gik efter ham.

//Yup, Jeg holder hvad jeg lover. Det er mandag og jeg opdater bogen med et kapitel. Yai//