EZ, Kirito og Zolo

[Kapitel 7]

Jeg sagde farvel til folk, de har været så søde imod mig imens jeg har været i deres hjem. Og det er jeg meget glad for det.

Folk gøre klar til at gå i krig og jeg ville ikke skuffe nogen af dem. Så jeg ved jeg bliver nødt til at gøre det samme.

Jeg kiggede på Zolo og Kirito der snakkede med hinanden om et eller andet, jeg ikke kunne hører. Ærligt var jeg også lidt ligeglad.

Mike kom gående "Jeg kommer med" Sagde han, "Har dit folk ikke brug for dig?" Spurgte jeg og lagde mit hoved på skrå. Forvirret over at han gerne ville med.

"De har ikke brug for mig, tro mig. De klare sig" Han sendte mig et smil. "Desuden er jeg bekymret for dig" Hviskede han.

Jeg rynkede mine øjenbryn "Hvorfor dog det?" "Fordi jeg viste dig det, du er allermest bange for. Du har ikke været dig selv. Du er slet ikke kommet ovenpå, det er ikke godt" "Jeg har det fint, du-" "Dine ord lyver men dine øjne fortæller sandheden"

Han strakte sig "Kirito og Zolo, er I klar eller hvad?" Spurgte han og gik forbi mig.

Jeg tabte kæben imens jeg så efter ham.

Han lyttede slet ikke til mig! 

Jeg sukkede dybt og gik med de tre drenge.

"Så hvor længe har du kendt Hawaii?" Spurgte jeg, Kirito. Han rynkede brynene før han brød ud i et stort smil. "Mener du Hwan?" "Ja Hawaii." Grinede jeg.

"Altid. Min far har altid elsket den blodsuger. Han sagde altid til mig jeg burde blive mere som Hwan. Men som du nok kan gætte, har jeg aldrig været en der lytter til min far" Grinede han.

"Har du aldrig haft et godt forhold til din far?" Spurgte Zolo. Kirito kløede sig i nakken "Ikke efter han slog nogen vigtige personer ihjel" "Hvem slog han ihjel?" Spurgte Mike.

Kirito var stille og kiggede op i trækronerne "Det er okay hvis du ikke-" Kirito afbrød Mike. "Min mor og min lillesøster, han slog dem ihjel som om det var helt normalt bare at gå rundt og slå sine elskede ihjel" Han svingede rundt med sit ene sværd.

"Lige siden har jeg haft et brændende had til ham. Jeg er ligeglad med jeg er hans søn, at jeg er hans kød og blod. At jeg en dag skal arve den forbandet trone. Han kan rende mig" Sværdet svingede gennem luften.

"Det er jeg ked af at hører" Mumlede jeg. "Please, ikke sig du er ked af det og undskyld. Det er ikke din skyld. Det var ikke dig der gjorde det" Sukkede han.

"Jeg voksede op uden forældre, min far skred fra min mor da hun blev gravid. Og hun døde få dage efter hun havde født mig. Hendes krop var syg og svag. Jeg boede sammen med min bedstemor og min fætter da hans forældre døde i en ulykke da han var fem. Der er kun mig og min lille fætter tilbage" Fortalte Zolo.

"Meh, min familie er ret normal" Sagde Mike og trak på skuldrene. "Samme her" Sagde jeg.

"EZ?" Jeg kiggede op og så en bekendt person. "Yukine?" Hans krop slappede af og han åbnede sin favn. Jeg kunne mærke et smil brede sig over mine læber. Jeg løb ind i hans favn og han svingede mig rundt, imens han krammede mig hårdt ind til ham.

"Jeg har savnet dig" Mumlede han ned i mit hår, jeg nikkede og gemte mit ansigt i hans brystkasse. "God, hvor har jeg dog savnet dig, EZ" Han tog fat i mit ansigt. Begge hans hænder på mine kinder.

"Du er så smuk" Hviskede han, jeg rødmede svagt. Hans næse ramte min, "Jeg har savnet dig, EZ" "Jeg har også savnet dig" Hviskede jeg.

Vores læber mødte hinanden og jeg krammede mig hårdt ind til ham. Bange for vi ville blive adskilt igen.

"Ewo." Hvinede Zolo "Jeg har aldrig været stor fan af kærlighed" Sagde Kirito. "Shut up, I ødelægger øjeblikket" Brummede Mike.

Men jeg var ligeglad, jeg kiggede blot på Yukine med et skævt smil på læberne. "Jeg har savnet dig, Yukine" Mumlede jeg. Han smilede tilbage og kyssede min næsetip. "Se det gør mig glad"

//Det her kapitel blev slettet tusind gange af wattpad så det er nok ikke blevet så godt. Sorry about that
¯\_(ツ)_/¯.//