EZ, Kirito og Zolo

[Kapitel 9]

"Er du klar?" Spurgte Yukine, "Hvad nu hvis jeg ikke kan klare det?" "Jeg er lige her" Lovede han. Han flettede vores fingre sammen.  

Vi har trænet i en uge og vi er på vej mod Kirito's barndoms hjem. Så vi kan gå i krig mod hans far. 

Vi blev mødt med en hær og Kirito's far. Der var stille.

"Min søn! Du har forrådt dit folk" "Det her er mit folk nu" Knurrede Kirito.

"Trist du har valgt den side, fint dø med dit folk" Råbte han.

"Det er dig som kommer til at dø med dit folk, gamle mand" Snerrede Mike.

"Damn jeg har ventet så længe på at smadre nogle kranier" Grinede Cutiepie og hoppede på stedet.

"Voldsomt" Grinede Yato og strakte sig.

"I taler som sædvanligt for meget" Yuki strakte sig og sætte i løb mod hæren som den første. Yuno fulgte hurtigt trop.

"Selvfølgelig" Sukkede Hiyori og nikkede til Leorio som råbte til Gon og  Killua. Der derefter råbte videre til de andre i vores hær og så begyndte hæren at storme mod vores fjender.

"Det her er en real pain" Sukkede Tomeo opgivende og slog Kurapika hårdt på ryggen så løb de afsted med nogle sværd og deres magiske kræfter.

"Skal vi stoppe det her nu?" Spurgte Zolo og kiggede på mig og Kirito.

Jeg nikkede "Lad os rydde folks rod op" Brummede jeg. Kirito gabte "Yeah Jeg trænger til en lur efter det her"

Vi alle lukkede øjnene for at åbne dem igen, man kunne fornemme en kraftig vind. Vores kræfter var aktiveret.

Jeg så en kvindelig figur, hun lignede den gudinde Mike fortalte om.

Hun så trist ud og rystede på hovedet, hele verden rystet og det var som om det hele faldt sammen.

"Vent! Nej! Hvad gjorde vi forkert?" Spurgte jeg forvirret, hun svarede mig ikke. Folk faldt sammen og forsvandt fra øjnene af mig. Alle mine venner og fjender, landskabet forsvandt langsomt. "Well det er skidt" Zolo faldt sammen og blev til støv. Jeg skreg forskrækket da Kirito også faldt. "Nu bliver det ikke et problem at få en lur" Mumlede han og forsvandt.

Jeg kiggede panisk rundt og så Yukine løbe hen til mig. Jeg løb imod ham og var ved at blive mast under et træ men Yukine tog fat i mig og ind i hans favn.

"Luk dine øjne EZ" Hviskede han, "Jeg forstår ikke hvad jeg gjorde galt. Jeg troede-" "Du gjorde intet galt, luk dine øjne" Jeg rystede på hovedet med mine øjne fulgt med tårer.

"Luk dine øjne for mig, EZ" Hviskede han blidt og jeg gjorde det. Jeg mærkede hans læber mod mine før alt blev sort.

Ingens synsvinkel;

"Luk dine øjne for mig, EZ" Hviskede Yukine blidt, EZ gjorde som han sagde og lukkede sine øjne. Hans læber mødtes hendes i et sidste kys imens verden faldt sammen og deres kroppe forsvandt og blev til støv der blæste væk i vinden.

Alt blev mørkt og man kunne kun se gudinden, Saffi. Hun stod blot i mørket og bare stod.

Man hørte et host og Mike rejste sig op, den eneste i nærheden.

"Igen Saffi?" Spurgte han med et fortabt udtryk. "Yeah.. En gang til Mike. Lad os se hvordan EZ's historie udvikler sig denne gang" Hun havde en glas kugle i sin hånd hvor man kunne se EZ sove trygt, før Saffi smadret kuglen ned og alt mørket blev opslugt af lys og farver.

//Det her kapitel er et mess men eh, Whatever//