EZ, Kirito og Zolo

[Kapitel 5]

Jeg vågnede op ved at jeg ikke kunne få luft, jeg åbnede mine øjne og en hånd pressede hårdt ned på min mund og næse.

Jeg fik store øjne og prøvede at rive hånden væk, jeg vred mig under personens greb.

De lilla øjne lyste og så ind i mine blå.

Hawaii..

"Er du klar over hvor stor lyst jeg har til at slå dig ihjel lige nu?" Hvæsede han "Men kongen ville havde mit hoved hvis han finder ud af det"

Jeg satte mine hænder i hans hånd og sparkede hårdt i hans mave. Han fløj ind i væggen men kom hurtigt op igen.

Hans hugtænder var fremme Og han hvæsede af mig.

"Hawaii! Hvor forfærdeligt at se dig igen" Brummede jeg.

Han rullede med øjnene af mig, jeg stak ham et dræberblik.

"Ville du ikke bruge dine kræfter på mig? Huh? Eller har du glemt hvordan man gør?" "Fuck you" Snerrede jeg.

"Ellers tak" Han sprang imod mig og jeg skyndte mig at undvige ham men han tog hårdt fat i min arm så jeg var stensikker på jeg ville få et blåt mærke.

Han smed mig i sengen, jeg skulle til at slå ham med min anden hånd, men han tog hårdt fat i mit håndled. Jeg ville sparke ham men det fede dyr havde sat sig på mig med alt sin vægt.

"Fuck hvor du vejer meget og din ånde stinker" Snerrede jeg og spyttede ham i ansigtet. Han lavede en grimasse og tørrede det på sin skulder.

"Jeg er ligeglad, men jeg har ikke fået noget mad i lang tid" Han smilede med sine hugtænder tydelige fremme, jeg bevægede ubehaligt på mig.

Hans ansigt kom tættere på mig "Don't you dare" Snerrede jeg "Det er sødt at du tror du kan bestemme over mig"

Jeg slog mit hoved ind i hans eget, vi begge hvæsede i smerte men han rystede blot på hovedet og borede sine hugtænder i min hals.

Jeg bed mine tænder hårdt sammen i smerte. Jeg ved mig under og havde lyst til at brække mig da jeg kunne hører ham suge mit blod ind til sig.

Jeg prøvede at komme i kontakt med mine kræfter men intet skete. Jeg kunne bare mærke jeg fik mere ondt i hovedet.

Han slap mig og slikkede sine læber, jeg ville slå ham hvis det ikke var fordi min krop føltes som om den vejede flere tons.

Han rejste sig op og løftede mig op fra sengen. "Lad os komme væk fra denne freaks by" Han gik ud af huset og skulle til at løbe sin vej. Men han væltede bagover, han hissede i smerte.

"Nope, du kan ikke bare gå uden at sige farvel eller uden at hilse" Jeg sukkede lettet da jeg hørte det var Mike.

Hwan knurrede og rejste sig op men Mike bevægede sin hånd og Hwan landede på jorden igen. "Sikke en klodset vampyr" Grinede han.

Jeg rejste mig langsomt op, en anden person tog fat i mig og hjælp mig væk fra Hwan.

"Heyh.." Jeg kiggede op og så Zolo, han holdte mig op. "Er du okay?" Jeg nikkede "Yeah.."

Kirito stod og kiggede på Hwan "Du drak meget blod gjorde du ikke Hwan? Du har aldrig kunne styre dig?" Hwan smilede skævt "Min prins, godt at se dig igen. Men er du ikke blevet lavere?" "Shut up" Brummede Kirito.

Mike rullede med øjnene og mumlede noget. Hwan kom op i luften og gyldne slanger stramte sig omkring hans krop.

Hwan snerrede og vred sig rundt men kom ikke langt. "Hvordan fandt du byen? Og hvordan kom du forbi spejderne?" Brummede Mike. Han så koldt på Hwan der så koldt tilbage på ham.

"Det var nemt nok desuden deres blod var fantastisk" Han viste sine hugtænder. Slangerne stramte sig hårdere omkring ham.

"Gå hen til din konge og fortæl han burde gøre sig klar. For Saffi's folk ville deltage i krigen og det bliver ikke på jeres side" Han smed Hwan ned i jorden.

"Vi ville aldrig blive bange for nogen så god troende som jer" Han rejste sig op. "Næste gang vi ser hinanden ville jeg smage dit blod og jeg ville drikke det hele til du er en livløs krop. Husk dette freak, Hwan ville komme efter dig" Hans øjne landet på mig, Zolo og Kirito.

"Vi ses min prins" Han bukkede og løb med sin vampyr speed.

Han var ligeså hurtigt væk som han var kommet.

Jeg kiggede på Solo der stadig hjælp mig med at stå på mine egne to ben.

Jeg smilede til ham og krammede ham indtil mig.

"Jeg er så træt" Mumlede jeg, jeg gabte og skulle til at lukke mine øjne i dag Kirito råbte. "Don't you dare!"

Jeg kiggede søvnigt på ham, "Vi bliver nødt til få mere blod rundt omkring krop. Han har taget alt for meget"

"Hmm.." Mumlede jeg og lukkede mine øjne men Solo ruskede i mig.

"Dig, Mike eller hvad fuck du hedder kender du måder hvor hjertet pumper meget blod?" "Kun når man er bange"

Deres samtale blev sløret, de blev sløret. Zolo ruskede i mig men jeg reageret ikke. Jeg er bare så træt.. Mit hjerte begyndte at banke langsommere og langsommere.

Men så var der et skrig, det var inde i mit hoved det gav nærmest et ekko. Og jeg så billeder, billeder der var forfærdelige og skræmmende.

Jeg prøvede at åbne mine øjne men intet skete. Jeg var fanget inde i mit eget hoved, hvor mine egne monstre gemmer sig.

Jeg kunne ikke bevæge min krop, det eneste jeg kunne var at se de her ting og føle mit hjerte pumper mere blod ud til mig. Så jeg kunne løbe min vej men man kan ikke løbe fra ens egen tanker.

Fordi uanset hvor meget du løber, uanset hvor meget du prøver at glemme dem, uanset hvor meget du prøver at gemme dem. Ville de komme frem, de ville komme tilbage og de ville aldrig nogensinde lad dig vær i fred.

//Zolo og Kirito er her baby!//