EZ, Kirito og Zolo

Kapitel 8

Yukine er ved at få os til at træne, siden krigen er på kanten til at gå i udbrud.

Endelig ville jeg helst sove, jeg er træt af at være på farten og træt af at hele tiden skulle bekymre mig.

Men dette er en krig, en krig som kan betyde menneskets undergang, den magiske verdens undergang. Alles undergang.

"Hvorfor er du så trist?" Spurgte Zolo og puffer til mig med en drikkedunk som jeg tog imod. Jeg tog en tår og sukkede, han dumpet ned ved siden af mig. "Du ved godt, du kan fortælle mig alting, ik'?" Jeg nikkede og krammede mine ben indtil mig.

Det er bare så svært at sige hvordan man føler..

"Tag I en pause uden mig? I er så onde" Kirito dumpet ned ved os, hans vejrtrækning var hurtig. Han var meget forpustet og utrolig svedig. Han er nok den som arbejder hårdest. "Så hvad hænger I med mulen over?" Spurgte han og tog drikkedunken fra mig for at tag en tår.

"Det gør mig bare trist at tænke på vi kun er født for at rydde andre folks rod op. Det irriterer mig at det er meningen med mit liv" Halv løj jeg, det var ikke løgn. Det er sandt nok men jeg føler så meget mere end bare det.

"Det her er ikke meningen med dit liv, EZ. Du dør ikke ligeså snart du har reddet verdenerne. Vores kræfter er en del af os, men de definerer os ikke. Du er så meget mere end dine kræfter og derfor ville også være meget mere end en krigere. Kig på Yukine, han ligner engang en der nyder du er her og træner. Han ville beskytte dig, du betyder noget for ham. Meningen med livet er ikke at finde ud af det. Nogen spørgsmål skal stå uklar, viden er ikke svaret på alt men er dog vigtig. Lev livet EZ, det er snart forbi" Fortalte Kirito mig.

Han kastede drikkedunken imod mig igen og rejste sig op. "Jeg må hellere træne videre, vi skal redde en masse folks røve snart" Han tog sine sværd og begyndte at gå.

"Du ved han har ret EZ" Sang Zolo "Yeah" "Det irriterer dig, gør det ikke" "Jeg ville bare ønske jeg også var så klog" Snøftede jeg. Zolo grinede og rystede på hovedet af mig. "Det skal nok gå EZ, bare træk vejret. Du gør dit bedste og så kan man ikke forlange mere, okay?" Han klappede mig på den ene skulder for derefter at give den et lille klem. "Jeg må hellere gå nu tho' er du okay?" "Jeg har det fint, tak Zolo" Han nikkede og gik sin vej.

Jeg kiggede rundt i skoven og sukkede dybt og krammede mine ben hårdere indtil mig selv. 

"Du ved, de har ret om at du ikke kan gøre andet end at prøve dit bedste~" Lød en bekendt stemme. "Det er sjovt som I alle skal give mig pep talks i dag" Brummede jeg og lod mit blik lande på Mike der smilede skævt til mig. "Well, det er sjovt at lave pep talks, desuden er det nemt. Alle kopier hinanden nærmest" Han satte sig ned ved siden af mig og strakte sig. 

"Du forstår det ikke Mike, jeg har menneskehedens, de magiske væsner skæbne i min hånd. Jeg skal redde dem, ved at bruge min kræfter som jeg er usikker på. Jeg er opvokset som et menneske, uden magi, en pige med stort kærlighed til anime. Hvordan skal jeg kunne hjælpe nogen? Jeg ved ingen hvordan jeg skal hjælpe mig selv af med de her tanker. Alt det negative, det driver mig til vanvid. Jeg ved ikke om jeg kan klare det. Jeg tror ikke på mig selv, uanset hvor meget jeg prøver. Det er som om nogen holder mig ned og råber til mig jeg er en fejl og det aldrig ville gå. Fortæl mig Mike, lyder jeg som en der har sit fucking shit together til at redde to verdener?" Jeg så på ham, direkte ind i hans øjne. 

Han så på mig med medlidenhed, som om jeg var syg, som om jeg var forkert, som om jeg havde fejlet endnu en gang. 

"Det tager jeg som et nej" Brummede jeg og kunne mærke tårerne presse sig på. 

Jeg blev taget ind i en favn og Mike krammede mig hårdt indtil ham. "Intet af det der er sandt EZ, du er fantastisk, modig og stærk. Hvis nogen kan klare det så er det dig. Det er okay at være bange og usikker, det oplever alle. Du skal bare huske du ikke er alene, Zolo er der for dig, Kirito er der, Yukine, jeg er der også. Og mange, mange flere. Vi alle støtter dig og ville hjælpe dig så godt vi kan. Vi kan kun gøre vores bedste, mere kan Saffi ikke forlange" 

Jeg nikkede og krammede ham hårdere indtil mig. 

//Som I nok har bemærket har jeg ikke opdateret den her bog hver mandag. Og nogen har måske der står at denne bog er igen sat på pause. Der er sket meget i år, det har været meget op og ned af bakke. Og for at ikke gå totalt ned har jeg tænkt mig at tag en pause. Jeg ville stadig skrive videre men ikke opdatere, jeg ville også skrive videre på nogle af mine andre bøger. Men det ville nok være en langsom process. Jeg har det allerede en smule bedre siden sidst vi så hinanden. Men jeg er stadig en smule bange for det ville vende, så yeah. Jeg ville slappe af i denne ferie. Prøve at komme ovenpå de ting der er sket i år indtil videre. Håber I får en fantastisk ferie, ses til august <33//