Stuck In Gentofte

Kapittel 1

Vandet begynder så småt at sive gennem det tynde sorte stof mine bukser er lavet af, som jeg løber gennem den våde gade. Det hvide skær fra gadelygterne spejler sig i det våde sorte asfalt, og skyer glider langsomt forbi over mig. Månen hænger tungt på himlen omgivet af stjerne store som små. Min ånde forsvinder op i himlen, som små hvide skyer for hver hvertrækning. Min hånd holder hårdt om stroppen på min taske, gør det umuligt for den at falde ned mens jeg løber mod mit mål. Busser og taxaer kommer til syne, og stationen lige efter. Jeg bremser brat op, kæmper for at få vejret. Langtids-løb har aldrig været min stærke side, spurt i et stykke tid er derimod noget helt andet. Jeg retter mig op, og går det sidste stykke mod stationens store døre. Varmen omfavner mig som et tæppe lige da jeg træder ind på stengulvet. Duften af pizza fanger min næse, men jeg fortsætter uden et eneste blik i kioskens retning. Det ikke lige penge du har rigeligt af. På trods af at klokken er 5, er stationen bestemt ikke stille. Mennesker i lange frakker, huer og vanter stryger forbi uden at kigge tilbage. Jeg bevæger mig langsomt gennem mængden, placere mine fødder forsigtigt for at lave så lidt lyd som muligt. Jo mindre der ser, jo bedre. Jeg bevæger mig ned ad trappen med lavt hængende hovede, og fortsætter hen ad den mørke, lugten, gang. Det ikke ligefrem det mest hyggelige sted at færdes. Forenden af den lange tunnel, skinner månen igen på asfalten, som føre ud til parken. Minder begynder at vælte op, men jeg skynder mig at sænke hovedet igen. Plakater flyver forbi ved hvert skridt. De er alle overtegnet med uprofessionel graffiti, hvorfor dog ikke gøre det ordentligt? En gruppe af tre træder ind i tunnelen i den anden ende, og jeg panikken instinktivt. Jeg drejer hurtigt op ad trappen til paronen, og spurter ind i det åbne tog. Jeg ånder lettet ud, og placere mig selv ved et vindue i stillesonen. I tasker finder jeg mit Steelseries headset frem, og placere det over mine øre. Vinduet er koldt mod min pande, men det er okay. Toget begynder langsomt at rulle, og jeg når ligge at fange et blik af de tre mørkklædte mænd på trappen. Træer, marker og huse med varme lys pacere udenfor, men månen følger med hele vejen. For hver station toget standser ved, kigger jeg på alle folkene som stiger ind og ud. Gudskelov holder de fleste sig væk fra stillesonen. Jeg strammer hestehalen i nakken, som består af lysebrunt, dels ødelagt, hår. Jeg er bestemt ikke glad for det, men hvad kan jeg gøre, andet end at vente på det gror ud? Intet.. 5 stop, min endestation. Det giver et lille ryk, i toget før det standser. En utydelig stemme skærer gennem højtalerne i loftet, og informeres passagerne om vi er ankommet til stationen. Jeg trækker tasken op på skulderen, og bevæger mig akavet gennem mængden af mennesker, der stiger ind og ud af toget. Stemmer suser forbi mig og mennesker støder ved uheld ind i mig. De bevæger sig hurtigt videre med en kort, ligegyldig undskyldning. Mine bejle bore sig ind i min hud, fra det stramme greb om stroppen på min taske. Jeg har lyst til at sætte mig ned og græde, der er folk overalt! Jeg sætter farten op, og kigger i panik efter et stille sted. Alt går så hurtigt, og de forbipasserende mennesker bliver trukket ud i et. Mit hjerte pumper afsted. Før jeg ved af det, rammer jeg ind i noget hårdt. "Av." Han grupper sin skulder, og kigger forundret ned på mig. Med et, mærker jeg mit hjerte stoppe. Foran mig står en dreng på min alder hvis ikke ældre. Han er høj, over mig, iført en sort hættetrøje, som er lynet helt op, blå skinny-jeans og et par Dr. Martens støvler i samme farve som den brune læderjakke han har hængende over sin sports taske. Hans hud er fejlfri og hans kæbe og kindben sidder perfekt. Hans hår, som er lysbrun og langt, hænger perfekt uden at være stylet og ser helt fantastisk ud. Det frembringer hans øjne. Jeg mærker hvordan jeg langsom forsvinder ind i varmen af hans øjne, og giver hver del af min sjæl væk til ham. De er blå, en helt dyb mørkeblå klar farve, som minder mig om havet. "Er du okay?" Wow... Hans stemme. Kildegysninger spreder sig på hele min krop, og den her gang er det ikke fra kulde. Han er sateneme høj, det da.. Mærkeligt? Jeg kigger rundt, og opdager hurtigt jeg sidder midt på den våde jord. Mine kinder bliver varme, og jeg nikker overdrevet mens jeg uelegant rejser mig. Typisk, fucking typisk. Jeg er så uduelig. Jeg mumler et hurtigt "undskyld" og skynder mig forbi ham. Da jeg mår i sikkerhed bag nogle mennesker, ser jeg ham kigge i den retning jeg gik, før han trækker på skuldrene og bevæger sig upåvirket gennem menneske mængden. Da han er ude af syne, bevæger jeg mig væk bagfra menneskerne jeg havde søgt tilflugt bagved, og beundre stedet hvor akt det luge foregik. Fuck jeg er kikset. Jeg skal lige til at vende mig om, da jeg opdager noget på jorden. Da jeg bukker mig ned, og griber fat om læderet, går det op for mig hvad det er; Hans jakke.
Det er så småt begyndt at tynde ud med mennesker, og klokken på min iPhone viser den er 6. Toget burde være her nu? Med tasken på skulderen og den overraskende tunge jakke under armen, bevæger jeg mig iver mod køreplanen. Hvad jeg ser der på lys-skærmen for alt hvad jeg har på mig til at falde til jorden. Gentofte? Wtf?!?!

AN: Heey guys!❤️🙈 Så det her var første part af min fan-fiction, håber i kunne lide den, selvom den ikke var specielt god. Anyway! Lad mig vide hvad du tænkte om den og om jeg skulle fortsætte, og vote/stem endelig det betyder meget! Tak!❤️👌