Stuck In Gentofte

Kapittel 2

Heey folkens haha❤️ Her er part to, har ændret den lidt, men håber i stadig vil læse den! Tusind tak for kommentarerne sidste gang, det betyder meget!😱😍

Jeg stirrer på skiltet i lang tid, fatter ikke hvad der sker. Jeg skulle jo have været i Vanløse? Min moster venter jo på mig, eller ikke helt... Hun ved jo ikke at jeg kommer... Noget koldt og vådt rammer min kind, jeg ser op i himlen som er dækket af en kæmpe grå sky. Det ser bestemt ikke godt ud. Rundt om mig er alle nu forsvundet, kun få personer står og venter på det sidste tog. Jeg skynder mig at se på tavlen, men sidste tog for i dag går til Næstved. Fuck. Fuck Fuck FUCK! Jeg panikker, opdager ikke det begynder at regne helt vildt over mig. Regnen går gennem min bluse, gennembløder mit hår og rander over mit ansigt. Jeg kan fornemme hvordan min hud bliver koldere og koldere, og hvordan jeg begynder at ryste svagt men kulde er mit mindste problem. Min tunge fanger dråberne der har samlet sig på mine læber, og jeg blinker for at få dråberne væk fra mine øjnvipper. Mit blik falder på jakken i min hånd... Det er meget uhøfligt at bruge andres ting uden at spørge, men den er jp allerede våd... Jeg sukker og løfter jakken opp for at brede den ud. Noget hvidt i kraven fanger min opmærksomhed. Hvad er det? Det ligner der står noget i den? Jeg løfter jakken op og tager et nermere kig på mærket.

Anthon Edwads

(Gadenavn+nummer)

Det må være ham der ejer den. Han lignede ikke en Anthon, nåh men... Der står adresse underligt nok? Jeg må hellere give den tilbage. jeg tager jakken på, og tager min mobil op af lommen. Jeg har kun 40% på.. Det ikke meget.. Et suk forlader mine læber mens jeg trykker adressen ind på min GPS. 20 minutter herfra. Himlen er stadig ligeså grå som før og regnen stoppernok ikke forløbigt. På trods af at jeg er totalt gennemblødt dufter her godt. Helt sommeragtigt. Detbringer minder frem, men jeg vil ikke tæmke på det... Jeg ryster tankerne af mig og går over mod trappen ned til turnellen. Kl. er 10:00 nu, og GPS'en siger jeg kun er få minutter væk. Det har taget omkring 30 min. at komme her til. Det er ret svært at gå hurtigt når man nærmest er frosset ihjel. Den blå steg på skærmen der har ført mig her hen fortæller mig jeg er ankommet. Jeg ser op og bliver mødt af et stort hvdt hus med to etager. Det er flot, min mor drømte alrtid om at bo i sådan et hus... Der er lys i de fleste af venduerne på begge etager, så der er nogen hjemme. Jeg trækker vejret dybt ind, og prøver at lade som om det er ingenting, men har aldrig været god til det med at snakke med nye mennesker, eller mennesker i general... Jeg serrundt om mig for første gang på hele vejen her hen. Gaden jeg står på er helt sort, kun gadelygterne lyser den op ligesom tidligere i dag. Husene på hver side med varme gule lys fra vinduerne, gør det dog mindre uhyggeligt. Jeg har prøvet værre.

De tre bank på tradøren ekkoer næsten i den helt stille gade. Ingen lys kommer inde fra huset, og jeg bliver næsten helt i tvivl om der overhovedet er nogen hjemme. Jeg folder armene om mig selv og trækker hovedet ned mellem skuldrene for at holde varmen så godt som muligt. Det virker ikke specielt godt, men en anelse. Jeg studerer fliserne foran døren, hvordan en lille blå blomst har groet sin vej op mellem sprækken. Jeg gåt langsomt opad og studerer hvert lille hul i fliserne. Pludselig lander mine æjne på et par fødder med sorte sokker. Jeg får et schok, gisper og træder et skridt bagud. Min hæl vipper og trinnet jeg står på og jeg mærker min kropsvægt falde bagover. Mine øjne lukkes automatisk og jeg venter bare på at mærke min ryg med jorden under mig. Efter et stykke tid uden der er sket noget, åbner jeg langsomt det ene øje og ser direkte ind i et par blå øne. Det er en dreng, og han har begge hænder på mine arme, forhindret mig i at falde. Mine kinder bliver varme og jeg ser ned i jorden. Han står ikke længere i gangen, men er trådt ud på de våde fliser får at gribe mig. Langsomt trækker han sine arme tilbage med mig, så jeg kommer op og får balance igen. "Tak." Det er meget stille, men jeg får det da sagt. Langsomt bevæger jeg mine øjne op og ser nærmere på ham. Han er høj, men ikke sidsyg høj. Han hår lyst hår som er kort i siderne og langt på toppen. Det er ikke stylet, men tror han normalt gør. Han er llys i huden og har ret store læber. Han har en sort lidt stor hættetrøje på og et på sweatpants i samme farve. Hyggetøj, sagt på en anden måde. "Det var så lidt.." Han ser undrene på mig med et lidt skramt udtryk. Det er vel meget normalt, der står en foran hans hus som han ikke kender midt om natten nærmest. Man kan ikke bebrejde ham. "Øhh, jeg ville bare... Du ehm, eller én tabte din jakke... På stationen, jeg ville bare- aflevere den.." med det samme jeg har sagt det, går det op for mig jeg stadig har den på. Hurtigt tager jeg den af, og den sidste smule varme forlader min krop, jeg ryster lidt, men rækker alligevel jakken frem til ham. "Tak.." Han stiger stadig på mig, dog med et andet ansigtsydtryk end før. Det er ikke ham fra stationen? Men adressen sade det var her, og han tog i mod den? Bag ham knirkede trappen, og en person hoppede ned på gulvet bag ham. Det tager mig et øjeblik, men så går det op for mig. Ham der lige kom var ham fra stationen, Anthon var det ikke? Vi udvæksler blikke et kort sekund, men jeg ser hurtigt ned igen. "Hey, det er dig fra stationen, er det ikke?" Hans stemme... omg. Jeg nikker bare, er både for skræmt og for kold til at svare. "Hvad laver du her?" han se afventende på mig, og er lige ved at svare da ham den anden svare for mig: "Hun komm med den her." han holder jakken op for at vise hvad han mener. Drengen med det lange flotte hår stirrer på jakken i et stykke tid. Det var nok ikke gået op for ham at han tabte den. "Hvordan har du fåået den?" Han ser undrene og skeptisk på mig. "Uhh, du tabte den.. På stationen." Jeg strammer mine arme om mig selv og prøver at holde varmen mere inde. "Wow du må fryse, hvad laver du overhovedet ude nu?" Jeg trækker bare på skuldrene. "Kom." Ser ikke hvem der siger det, men kan høre det er han der tabte jakken. Før jeg ved af det, bliver jeg trukket væk fra trinnet jeg stod på og ind i det varme hus med de to drenge...

Kapittel 2 allesammen! Lidt underlig men det skal nik blive bedre haha<3