Stuck In Gentofte

Kapitel 8

Jeg løber op ad trappen og hen ad gangen. Min vejtrækning bliver kortere og hurtigere, og jeg smækker badeværelsesdøren bag mig. Døren er kold mod min ryg, og jeg glider langsommere og langsommere ned ad døren til jeg sidder på gulvet. Tusind ting flyver gennem mit hoved, og det føles pludseligt så tungt. Jeg trækker mine knæ ind til mig og hviler hovedet på dem, forsøger at gære mig så lille som mulig. Hvad skete der lige? Det gele kører på replay i mit hoved, og Anthons skuffede blik er som limet fast i min hukommelse. 1000 vis af følelser løber rundt i mig, og fortvivlelsen spreder sig i hele mim krop. Hvorfor ramte det mig sådan at han så sådan på mig? Hvorfor fik jeg en følelse af at jeg svigtede ham? Hvad fuck skal jeg gøre nu? Den så velkendte følelse skylder pludseligt ind over mig, og jeg mærker vandet i mine øjne begynde at flyde over. En varm tårer løber ned ad min kind og jeg presser mine øjne sammen, i et mislykket forsøg på at holde tårnene tilbage. Hvorfor skal jeg altid fucke alting op?!?! Luft fylder mine lunger som jeg trækker vejret dybt ind og retter mig op. Jeg kan ikke vare sidde her. Min hånd flyver op til min kind, og jeg tørre de sidste tårer væk. Jeg løfter mig selv fra gulvet og stirre ind i spejlet foran mig. Reflektionen jeg ser er ikke imponerende, personen ser ærlig talt lidt smadret ud. Døren hiver et lille "klik" fra sig, og jeg stopper min bevægelse og lytter ud i gangen. Helt stille. Blist skubber jeg døren videre op, og lister mig ud i gangen. Huset virker helt stille, og kun mit hjerteslag er til at blive hørt i den tomme gang. Umage lister jeg videre over gulvet og forsøger at lave så lidt lyd som muligt. Det sorte gulvtæppe er blødt under mine fødder. Trappen nærmer sig og mit hjerte pumper en smule hurtigere end før. Jeg for mest af alt lyst til at vende om og gemme mig på toilettet igen, men jeg fortsætter. Trappen knager en anelse for hver skridt, og hvert knirk giver et sæt i min krop. Rummet for enden af trappen er tomt og stille, og døren til køkkenet står kun halvt åbent. Lydløst sniger jeg mig over gulvet mod den, og kigger ind i køkkenet. Ved bordet sider en dreng med albuerne placeret på bordet og ansigtet gemt i hænderne. Hans skulder hænger tungt og han knuger sit lyste hår mellem fingrene. Pladsen ved siden af ham er tom, og jeg mærker et hul begynde at forme sig i min mave. Jeg skubber døren op, og venter på en reaktion fra Anthon. Lynhurtigt løfter ham hovedet fra sine hænder og stirre direkte på mig. Det giver et sæt i mig og tomheden i hans blik spreder en smule angst i min krop. Forvildet leder jeg efter ord at sige til ham, men intet kommer ud af min mund. "Han gik.." Hans stemme er stille og på en måde kold. Jeg mærker et stik i min mave. "Hvad?" Jeg ved godt hvad han mener, men alligevel spørger jeg. "Thor, han gik, lige efter dig faktisk.." Hans blik ændre sig lidt i slutningen af sætningen, men jeg har svært ved at læse dem. Jeg svare ham ikke, men placere mig derimod i stolen overfor ham. Han kigger på mig med afventende øjne, men jeg ved ikke hvad jeg skal sige til ham. "Du kan gå efter ham hvis du vil, han er helt sikkert på bænken ved søen, det er hans tænkested". Med et målløst blik stirre jeg på ham, af ren forbløffelse. Det havde jeg aldrig regnet med at ham ville sige. Troede han ventede på at jeg sagde noget? Igen ved jeg ikke hvad jeg skal sige. Han sukker og kigger ned på sine hænder, han leger med sine egne fingre. "Han kan virkelig godt lide dig, det er tydeligt. Der er piger omkring ham 24/7 men han er aldrig interreseret. Og så kom du.." Han retter blikket mod mig i stedet for sine fingre: "det er som om du har ændret et eller andet ved ham, og jeg ved du også kan lide ham. Han er heldig.." Han trækker sin underlæbe ind under sine tænder og sænker tænderne i den, mens han flytter blikket fra mig og ud af vinduet ved siden af os. Jeg følger hans bliv og kigger ud i haven. Tykke regndråber ruller langsomt ned ad runden, og haven ligger dækket af et tykt lag tåge og regn. Jeg havde slet ikke set det var begyndt at regne. Jeg har aldrig været så splittet før. En del af mig har løst til at læbe ud og finde Thor og en anden del af mig har lyst til at gå over til Anthon og presse mig ind til hans bryst. "Du kan går efter ham, men du skal bare vide at du har et valg, det er enten mig eller ham. Jeg ved host du har lavet meget mere med ham end du har med mig, men du skal bare vide at jeg virkelig godt kan lide dig..." Alt går i stå omkring mig, og jeg kan mærke alt falde fra hinanden inden i mig, jeg kan ikke miste flere personer. Jeg kan simpelthen ikke. Minutter går og tanker flyver rundt i mit hoved. Jeg tager en sidste dyb vejrtrækning gør jeg åbner min mund: "jeg vælger.."

Endelig var?!? Jeg undskylder allesammen, men har simpelthen ikke haft tid til at skrive, har været på efterskole og alt muligt, men her er kapitel 8 endelig! Håber i kan lide det og at det var ventetiden værd❤️