Forelsket!

Den nye dreng

"Han skal starte idag!" Alle pigerne er helt oppe at køre... Jeg forstår dem ikke. Jeg ved godt han er pæn, okay rigtig pæn. Men ligefrem at "Whine" over at der starter en ny dreng i klassen er squ lidt for meget. Jeg prøver at lukke tankerne om "ham den nye" ude, og istedet snakker med Sofie, det er svært at føre en ordenligt samtale med hende, for hun er ligeså spændt som alle de andre.

Midt i dansk-timen kommer han, sammen med Anastasia, selvfølgelig. Hvordan kunne jeg ikke have regnet ud at hun ville kaste sig over ham?! Et nyt offer at snave med, holder hende jo aldrig tilbage. Hendes store øjne er lige ved at falde ud af hovedet på hende så meget som hun stirre på ham, og man kan se at hun indprenter hver en detalje. Jeg må indrømme at jeg selv ikke kan lade vær med at stirre. Hans mørke hår står med voks ud til siden, blusen stram og man kan ænse en 6-Pack, løse bukser med en lille smule hænge-røv, og de nyeste sko på markedet. Jeg høre slet ikke efter hvad vores klasselærer siger, men er istedet helt optaget af ham.
"Jamen du kan sætte dig der" læren peger på stolen vedsiden af mig... og jeg kan mærke en varmen i kinderne. Han smiler sødt til mig når han trækker stolen ud fra bordet, og spørger om mit navn. Det svært at få sagt noget, men tilsidst får jeg fremstammet mit navn.
Josefine, navnet lyder mærkeligt og uperfekt når jeg siger det... Han svarer blot at det er et smukt navn, og at hans eget er Anders.

Anastasia er henne ved ham hurtigere end klokken kan nå at ringe. Normalt er jeg aldrig med i samtalerne i frikvarteret, og det har jeg det fint med. Normalt sætter jeg mig med musik eller snakker med Sofie, men idag blev jeg siddende på min plads ,og lyttede med til alle de spørgsmål ham den nye blev stillet...
Jeg havde min menstruation den uge, og blev derfor nødt til at gå på toilettet det samme frikvarter. Sofie gik som altid med, og det et ikke svært at gætte hvad hun snakkede om.

Oppe i klassen er der ingen der har sat sig på min plads, hvilket er underligt , for hver gang man forsvinder bliver man hurtigt erstattet. Uden at tænke mere over det sætter jeg mig på stolen.
KLASK! Jeg ligger på gulvet med alle andre grinende omkring mig, bortset fra fra Anders og Sofie. Jeg kan mærke jeg har slået hovedet men bider det i mig. Det ville være endnu mere pinligt hvis jeg også begyndte at tude. Sofies grønne øjne stirrer bekymret på mig, men bliver afbrudt af Anastasia. "hold dig væk fra os Josefine, alle og enhver ved jo du en særling. En sand spadser der burde gå i special-klasse... jeg foreslår at du og jeg bytter pladser, du kan jo alligevel ikke lide at sidde så langt væk fra tavlen vel?!" Hun smiler over hele ansigtet, hvilket ikke er noget nyt i disse situationer. Og jeg kan se på hende at hun snart er tilfreds. Inden jeg kan nå at svare bliver vi afbrudt af Torsten, skoleinspektøren...