Forelsket!

Afsløret!

Jeg stirrede lige ind i Anastasia's øjne, de tordnede af raseri. " Hold dig væk fra ham, eller jeg siger det!" Hun nærmest spyttede ordene ud i mit ansigt. Jeg kunne se Anders bagved hende, han trippede frem og tilbage. Hvad tænkte han mon på? Der var blevet helt stille i klassen, og alle kiggede på os. Hun gav mig et hårdt puf på skulderen, løftede øjenbrynene og slog armene ud, som et tegn på at jeg skulle gøre et eller andet. "Stop" min stemme var så lille at jeg dårligt nok selv kunne høre den. " Hva sagde du?!" Hun skubbede mig igen, og da jeg ikke svarede begyndte hun: " Jeg har noget at fortælle jer!..." Mere nåede hun ikke at sige. Jeg havde rejst mig op, og stod faretruende foran hende. " Jeg synes du skal holde din kæft! Du tror du er så meget, klassens populære pige, det er du måske, men det er squ kun fordi du enten har købt dig til det eller fordi du har noget på folk som de ikke vil have ud!" Jeg var helt forskrækket over mine egne ord, stod lamslået og anede ikke hvordan jeg skulle fortsætte. Hvad var der gået af mig? Hun kiggede på mig, med ren afsky i hele ansigtet, så begyndte hun ellers: " Jeg har fået nok af dig! Din billige..." Hun holdt en pause. " kæreste-stjæler!" Der lød ting som : "What the f***" og " Hva fanden mener hun?!" Rundt omkring i klassen. Jeg stirrede på hende, hun havde sagt det, og jeg havde intet modargument. Jeg stod bare der som en eller anden idiot, der lige var blevet slået i maven, det føltes det ihvertfald som. Det enste jeg kunne komme i tanke om at gøre, var at komme væk, så jeg tog mine ting og skred. Udenfor klassen kunne jeg høre Anastasia's stemme, hun var allerede igang med at "hjernevaske" klassen til hendes fordel, så jeg ingen chance havde. Døren gik op, jeg havde mest forventet at de var hende, der ville råbe et eller andet i stil med "Jeg er ik færdig med dig" eller " Hvor tror du, at du skal hen taber?", men det var slet ikke hende. Anders stod i døråbningen og kiggede på mig. "Er det sandt? stjal du hendes kæreste?" Han lignede et stort spørgsmålstegn. "Nej" Jeg kiggede på ham og tog jakken på. " Hun har misforstået det hele, hendes x-kæreste var vild med mig, og prøvede at kysse mig. Hvad hun ikke har fattet var at jeg ikke kunne lide ham, og at det slet ikke var meningen." Jeg forstår det squ ikke, jeg havde troet anderledes om dig..." Jeg kunne mærke tårene presse på, så jeg skyndte mig at tage mine ting, uden at se mig tilbage...

Den aften føltes alt sort, som om intet havde nogen betydning. "Jeg havde troet anderledes om dig" ordene blev ved med at spille om og om inde i mit hovede. Hvad mente han med det, troede han at jeg ingen fejl havde? For det havde alle mennesker da. Anastasia havde ihvertfald fået sin vilje, jeg var kommet helt ned på bunden, og kunne ikke komme op. Anders kunne ikke længere lide mig, og alle i klassen så nu på mig med sådan en afsky. At jeg havde stjålet hendes kæreste, tænk at de kunne tro det. Alle ved jo at Anastasia er den pæneste i klassen, hvordan skulle jeg kunne lokke hendes "snave-ofre" ud af hendes klør? Hun måtte virkelig have overtaget deres hjerner og deres egen tænkemåde. Jeg blev revet ud af mine tanker, da mor bankede på døren. "Du har besøg" hendes stemme virkede bekymret. Hun kunne mærke med det samme hvis alt ikke gik som det skulle, men for det meste lod hun det også være med det. "Hvem er det?" Mine øjne var sørgmodige, da jeg kiggede på hende. "Han sagde han hed Anders" Der var ikke nogen mulighed for mig at skjule min begejstring. . .