Forelsket!

En ny hemmelighed

Han stod og kiggede på mig i døråbningen, med sådan et "jeg-ved-godt-jeg-var-en-total-idiot-blik". Han havde blomster i hånden, røde roser. Hvordan tog man imod sådan nogle? Sagde man bare "tak" og gav personen et kram som om det ik var noget særligt?. . Mere tid fik jeg ikke at tænke over det. For inden jeg vidste af det var han henne ved mig og rakte mig buketten. " Jeg ved godt jeg var unfair, intet den idiot havde sagt skulle have fået mig til at se anderledes på dig...Det må du altså undskylde." Jeg rystede bare på hovedet, sagde tak og gik ud af værelset for at hente en vase til blomsterne. Det var det smarteste, for hvis jeg gav efter nu, ville jeg ende med at smide mig i hans arme og sige at det var okay, og at han var tilgivet. Da jeg kom tilbage stod han henne ved mit skrivebord, min computer var åben. Jeg gik tvivlsomt hen imod ham, og forventede mest at han var igang med at skrive en ubehagelig opdatering på Facebook. Han vendte sig om mod mig, stadig med hænderne på keyboard'et. "Hva fanden er det hun får dig til Jose?!...Du gør jo stort set alt hun beder dig om!" Han var helt oppe og køre, og gik forhastet rundt i rummet med hænderne foldet på hovedet. "Hvordan kan hun gøre sådan noget mod den pige jeg kan lide? Vent hvad? Jeg mente hvordan hun kunne gøre sådan noget mod dig?!" Da han sagde det ,sprang mit hjerte mindst hundrede slag over, og begyndte at slå hurtigere. Jeg kunne ikke kontrollere det, heller ikke mine kinders rødmen. "Jeg tør bare ikke sige til hende, at hun selv må lave det...Fordi du så jo selv hvad hun kunne gøre idag!" Hans dybhavs-blå øjne kiggede ind i mine, og gav mig den bedste form for kuldegysninger. "Jeg skal nok prøve at komme op med et eller andet, så jeg ikke skal lave det. Men for nu er det vidst hvad jeg må gøre, for at jeg ikke bliver endnu mere slagtet over i skolen." Han begyndte, hovedrystende, at gå hen imod mig. "Hvor ville jeg ønske at det gik ud over nogle andre, og du ikke havde alt det her at slås med alene." Hans stemme var intim og tryg. Han var nu så tæt på mig at jeg kunne mærke varmen fra hans krop. Mit hjerte hamrede hurtigere og hurtigere, jo tættere vi kom på hinanden. Hans hånd kærtegnede min kind, kunne han mon mærke varmen? Jeg tog mod til mig og gav ham et af de der hurtige generte kys på læberne. Jeg havde mest forventet at han ville blive forskrækket, eller at han ville sige han skulle gå, men ingen af de 2 ting skete. Han lænede sig nu frem mod mig, ikke for hurtigt, men heller ikke for langsomt. Tiden føltes som evigheder, og samtidig som et splitsekund. Jeg kunne mærke hans hånd på den nederste del af ryggen, den trak mig tættere på. Jeg kunne tydeligt mærke hans veltrænede krop imod min. Hånden fra kinden var nu omme i nakken og nussede mig. Jeg ved ikke hvor længe det stod på, for det var som om tiden stod stille, og samtidig løb forbi. Efter lidt tid fjernede han sine læber, "altid?" Hans stemme var lav og ru af følelser, og måden han sagde det på, fik det enkelte ord til at give genlyd i mit hovede. Jeg nikkede "altid", lænede mig så frem mod ham igen, og lagde armene omkring hans hals.

Da klokken var omkring 23.30 tog Anders hjem. Jeg græd indeni. Nede på gaden vendte han sig om og vinkede, jeg vinkede igen, og kiggede efter ham, imens jeg kunne mærke mit hjerte gå i stykker. Men jeg var ikke den eneste der så ham forlade mit hus. . .