Forelsket!

Fortidens mysterier

"Kan du huske den? Vores kæle-kanin? Jeg var dernede den aften, og jeg hørte det hele. Især hvordan dyrene skreg og hylede til ilden var slukket. Kan du huske Sorte? Hver dag tog vi hende med til mødestedet for vores lille klub, og hun vidste alt vi snakkede om. Men nu er hun død, død i den brand du skabte, fordi du ikke vidste hvordan man slukkede ilden!"

Jeg sad foroverbøjet med armene krydset for brystet, og så ned på mine slidte sneakers. Stille løb tårerne ned af mine kinder, alt indeni mig var eksplosions-klar af smerte. Jeg kiggede op på Anders, han rystede på hovedet og tog min hånd. "Kom" jeg fulgte med ham uden at spørge hvor vi skulle hen. Anastasia havde rejst sig, og kiggede efter os. Hendes blik sved i nakken på mig. Kunne man forlade hende sådan der? Uden at hun straks ville fortælle alle det? Jeg satte tempoet lidt op så vi gik side om side. Han måtte have kunnet mærke mit undrende blik. "Nu ordner vi det her Jose", han gav min hånd et lille klem, og et øjeblik troede jeg faktisk på ham, men nej det kunne jo ikke ordnes. Jeg havde jo gjort det, og endda skjult det i alle de år. "Men hvor skal vi hen" Han stoppede op og kiggede på mig, "Stoler du på mig?" Jeg sendte ham et lille forsigtigt, anderkendende nik. "Så har du ikke noget at bekymre dig om" Han lagde armen om mig, og så fortsatte vi længere ned i byen.

Vi stod nu lige foran politistationen, det gav et sæt indeni mig. Kom jeg så i fængsel for at stifte brand? Alligevel fulgte jeg lydigt med Anders, og stod næsten hypnotiseret ved siden af ham, imens han fortalte den vagthavende betjent hvorfor vi var kommet. Jeg blev vist ind i et lille forhørslokale. Anders fulgte med, og han strøg mig blidt over håret da han satte sig ved siden af mig. "Bare rolig, jeg bliver hos dig" Hans stemme var varm og tryg. Men mente han det virkelig? Ville han blive hos mig, ligegyldig hvad han fik at vide? Jeg greb panisk ud efter hans hånd ,da betjenten kom ind af døren, med en tyk mappe under armen. "Branden på. . . " der var en pause "SFO'en" Han kiggede på os, for en form for anderkendelse. Vi nikkede begge to. Jeg sank en stor klump, og mærkede rædslen indeni. "Jeg kan forstå at det drejer sig om en tilståelse" Betjenten satte sig ned og foldede hænderne på bordet og kiggede mig ind i øjnene. Stille begyndte jeg at fortælle min historie. Jeg fortalte om An's og mit mødested - om vores lille hemmelige to-mands klub, og om vores bål. "Det var ikke hendes skyld, jeg havde ansvaret for bålet, det var min og kun min skyld. Jeg ved godt jeg skulle have meldt mig for længe siden, men An sagde at hun også ville blive stillet til ansvar, men det jo min skyld. Så jeg lovede at lade vær." Jeg hulkede nu, som om noget indeni var gået i opløsning, eller gået i stykker. Betejenten trommede med sin blyant på sagsmappen. "Josefine... Se lige på mig" Jeg løftede bange mit hovede og mødte hans blik. Det krævede alt det mod der var tilbage i mig. Han smilede. "Det bål som du og Anastasia havde lavet startede ikke branden. Det var en elektrisk fejl nede i kælderen under SFO'ens lokaler. Vi afsluttede sagen allerede efter en enkelt uges efterforskning - det var ikke nogens skyld at den brændte ned." Længe sad jeg bare og kiggede på ham. Prøvede at regne ud om han lavede sjov med mig, men efter lidt tid overgav jeg mig. Jeg havde stadig svært ved at forstå det. Det havde ikke været min skyld, at branden var startet. Jeg var helt mundlam. "Jeg synes dog at du skal vide" fortsatte betjenten. "At An's far var her sammen med sin datter og afgive forklaring dagen efter branden. Og An lovede at fortælle dig at jeres bål ikke havde forbindelse til branden." Betjenten så undrende på mig. Troede han at jeg holdt ham for nar? Men An havde vidst det i alle de år?! Og havde bundet mig til et liv med den dårligste samvittighed underlagt hendes magt! Jeg kunne mærke vreden vokse i mig.

Betjenten trykkede mig hånd og blinkede til Anders da vi gik. Solen skinnede og luften føltes frisk. Anders holdt min hånd, han var blevet hos mig. Jeg følte en bølge af varme skylle igennem mig, og jeg sendte ham en taknemmeligt smil, lige inden vores læber mødtes. Udenfor skolen kom Anastasia og hendes bodyguards og ventede på os. Vreden indeni voksede igen op i mig og tog kun til i styrke. Jeg så hende direkte ind i øjnene. "Jeg har været nede hos politiet AN" Det navn var hun ikke blevet kaldt siden branden, og jeg kunne se at hun blev hylet en lille smule ud af den. "Jeg ved alt både om branden og om dig!" Hun åbnede munden, men mere nåede hun ikke. "Bare lad vær, jeg har ikke mere at sige til dig! Og flyt dig lige... Jeg væmmes ved synes af dig!" Modstridende flyttede de sig alle sammen. Hun råbte efter mig. "Bare vent! Jeg skal nok få dig ned med nakken!" Jeg vendte mig om "Prøv du bare. Du har ikke længere nogen magt over mig." Anders hev nu i min hånd og trak mig tættere på. Hånden på ryggen var der. Og jeg er sikker på at Anastasia var grøn i hovedet af misundelse. Lidt efter sendte jeg Ham et forelsket smil, hans øjne strålede, og sammen gik vi hånd i hånd væk fra "fortiden". . .

---Forfatter Note----

Det var så slutningen på "Forelsket", jeg tænker på at lave en 2'er. Men i kan jo fortælle mig om det er noget i synes jeg skal i kommentarerne :D . Så klik følg på min profil, og se hvad der sker. :) Lige nu er jeg igang med bogen "Forbudt kærlighed" så hvis i vil, tag et kig på den. :) <3
-Jenie