Forelsket!

Heldig, eller uheldig?

De næste dage gik langsomt, for hvert eneste sekund jeg kiggede på Anastasia og Anders var et helvede, for jeg var ved at brække mig over synet af hende så tæt på ham. Og hvert sekund jeg ikke kiggede på dem var også et helvede, for så var det enste jeg kunne tænke på de to. Jeg vidste ikke hvad der gik af mig. Hvorfor var det eneste jeg kunne tænke på, det møde på gangen, hans entre i klassen tidligere på ugen, og de to siddende sammen i klassen? Det var som om jeg var ved at blive syg. Syg i hovedet måske? Hvis bare Anastasia ikke havde den ene (store) hemmelighed, som hun kunne bruge imod mig, ville jeg da gå hen og snakke med Anders. Forklare ham hvorfor jeg ikke turde snakke med ham, nej det ville nok ikke gå, så bare i det mindste snakke lidt med ham. Lære ham lidt bedre at kende, hvis jeg altså ikke rødmede, og lignede en der skulle høstes på en tomatfarm. Jeg havde flere gange opdaget, når jeg kiggede mig selv i spejlet, og (igen) kom til at tænke på Anders, at det skete. Jeg lignede en forvokset tomat! Min plan var egentlig at holde mig fra ham, og begrave hvad jeg havde imod ( eller med?) Anders inde i mig selv. Det lød perfekt inde i mit hovede, og planen gik fint, lige indtil den dag i samfundsfag. Han og jeg var blevet sat sammen, fordi vi åbenbart var på samme niveau. Indeni jublede den ene halvdel af mig, imens den anden rystede af frygt. og at kigge tilbage på Anastasia gjorde det ikke ligefrem bedre...

Vi blev sat ud på gangen, mit hjerte hamrede som en gal. Vi satte os vedsiden af hinanden, meget tæt, og gik igang med opgaverne. Faktisk som om der intet var hændt tidligere. Indeni sad jeg og håbede på at han ville sige noget der ikke havde med grupper og fællesskaber og gøre. Og mit ønske blev opfyldt. "Hvad er der egentlig imellem jer 2, du ved Anastasia og dig?" Hans stemme var mørk og slet ikke som den plejede at være. "Hvorfor spørger du?" Jeg kiggede på ham, med de mest undrende øjne i verden. Eller det var sådan jeg prøvede at få det til at se ud, for jeg vidste udemærket godt hvorfor han spurgte. " Ah c'mon, alle og enhver kan squ da se at i 2 er uvenner, eller sådan noget... Eller også har hun et eller andet på dig! Noget du ikke vil ha ud?" Jeg stirrede lamslået på ham. Havde hun fortalt det? Vidste han det hele? Eller var det fordi han var ualmindelig god til at observere? "Øhmm... Ja...Jeg ved ik rigtig hvordan jeg skal sige det..." Der var en lang stille pause. Jeg kiggede ham i øjnene og han kiggede mig i mine. De var så perfekte. Jeg kunne sidde og kigge ind i dem til hver en tid, og i al evighed. Han Løftede på øjenbrynene, og jeg tog det som tegn til at han var utålmodig og gerne ville vide hvad det var. " Det er faktisk lang tid siden, at det skete" jeg sank en klump " Og jeg vil intet andet end at fortælle dig hvad det er, men det kan jeg ikke. Jeg kan dog fortælle dig, at hvis jeg sagde det ville det ik gå så godt for mig. Og hvis Anastasia siger det til de forkerte personer... tør jeg ikke tænke på hvad der vil ske." Han lignede en der lige var blevet slået i hovedet af et spørgsmålstegn. Jeg sukkede "og hver gang der er noget hun gerne vil ha fra mig, som for eksempel, at jeg skal holde mig fra dig, og slet ikke under nogle omstændigheder må snakke til dig. ja, så bruger hun det imod mig og truer med at gå til de forkerte personer med informationer." Nu så han ud til at være helt fortabt. " ja det fik jeg squ da ik meget ud af" hans stemme var nu lidt mere som den plejede. Jeg kunne mærke tårene presse på, det var simpelthen for meget, jeg kunne ikke fortælle nogle det. jeg måtte ikke være sammen eller bare kigge forkert på ham. Anders opdagede det lige med det samme. "er du okay?" Jeg rystede på hovedet, og faldt totalt sammen. Han lagde armene omkring mig og trykke mig ind til sig. det var rart, og det var som om det lindrede det hele lidt. Det var som om hele verden forsvandt, og der kun eksisterede os. Sådan sad vi længe. Jeg lyttede til hans hjerte, det slog hurtigt. Jeg mærkede varmen fra hans krop, og den beroligede mig. Jeg ønskede at tid kunne stå stille. Men til min overraskelse kom mit værste mareridt ud af døren . . .