Forelsket!

Sammenstødet

Jeg var stødt ind i Anders. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, så jeg sagde at jeg skulle skynde mig videre. Men da jeg gjorde mine til at gå videre greb han fat i min hånd. Det gav et sæt i mig, det var som om der gik stød igennem mig, men på en god måde. hele min krop blev varm, og jeg kunne mærke at jeg rødmede. "er du okay?" Hans dybhavs blå øjne borede sig ind i mine, som om han ville kigge ind i mit hoved og se hvad jeg tænkte. Hvis jeg ikke snart svarede, ville det blive endnu mere akavet. så jeg svarede bare som altid med at det troede jeg. Det så ikke ud til at han købte den. " er du sikker?" Han gav vist ikke op så let, hvilket ikke var noget jeg var vant til. Jeg nikkede, og sagde at jeg var okay. Jeg løj igen. Han gav slip på min hånd, og jeg mærkede en vis skuffelse hos mig selv.

Det var i sidste øjeblik, for i det vi ikke længere havde fysiks kontant kom Anastasia rundt om hjørnet, inde fra klassen. " hvad sker der her?! Havde jeg ikke sagt til dig Josefine at du skulle holde dig væk fra Anders?!" Det gik vist op for hende hvad hun havde sagt, men selvom hun prøvede at glatte det ud, kunne det ikke redes. Anders kiggede tilbage på mig og så på Anastasia. Han så forvirret og bestemt ud. " Hvad laver du Anastasia? Du squ da ikke min kæreste eller så noget! Jeg kan udemærket godt selv finde ud af hvem jeg snakker med, og hvem jeg ikke snakker med!" Jeg kunne se på Anastasia at situationen ikke behagede hende, så jeg skyndte mig at sige at det ikke ville ske igen, at han bare havde spurgt om hjælp til nogle lektier, og at det ikke var noget særligt. Så forsvandt jeg ind i klassen. Jeg kunne mærke Anders's undrende blik i nakken på mig...