Forelsket!

Ned med nakken!

Jeg kunne ikke bestemme mig den morgen. Intet af mit tøj passede og mit hår var ikke i orden. Længe stod jeg foran spejlet og hev det ene stykke tøj af efter det andet, og den ene frisure ud efter den anden blev ødelagt. Det endte med at jeg tog min sædvanelige blå/sort ternede skjorte på, mørke jeans, håret ud til siden i en løs fletning, mine sorte Converse og naturlig makeup. Det kan godt være at jeg puttede lidt mere mascara på end normalt. Mit makeupspejl stod ovre i vinduet. Det regnede udenfor og var mørkt, hvilket mindede mig om Anders. For igår da han gik havde det også støvregnet og været mørkt. Jeg elskede Regnvejr. Dråberne løb ned af vindusruden, og lignede små stjerneskud i lyset fra gadelamperne. Det gav mig blandede følelser, for dråberne mindede mig om tårer, mens at "stjerneskud" fyldte mig med glæde. Alle sangene jeg hørte på vej til skole mindede mig om Anders, og hver en sætning der blev sunget fik mig til at tænke på ham. Inde i klassen stod alle i grupper og hviskede. Da jeg trådte derind blev der helt stille, og alle vendte deres hoveder mod mig."Ja, hun er virkelig billig." Blev der sagt ovre i et af hjørnerne. Jeg forstod ikke rigtig hvad de mente, vi havde jo aftalt at ingen fra klassen måtte få det at vide? Havde han sagt det? Jeg følte mig rigtig utryg i situationen, og for at finde en smule støtte gik jeg henad mod Sofie. Hun kiggede på mig med sådan en afsky i øjnene at det var til at blive bange for, så vendte hun ryggen til. Jeg var åbenbart blevet erstattet med en ny bedste ven, en af Anastasia's mest betroede "undersåtter", Thea. Det gjorde ondt, helt indeni. Det føltes som om nogen var igang med at skære mit hjerte ud, og vende vrangen ud på mig. Som om alt i verden blev sort, for en tid. Ja hvad kan jeg sige, det gjorde ondt, rigtig ondt.

Anders kom senere på dagen, så de første timer gik både langsomt, gjorde ondt og var fyldt med tanker. Jeg fulgte ikke med i undervisningen, istedet havde jeg adskillige "flashbacks" med Sofie. Jeg kunne slet ikke tænke på Anders, selvom der ikke var noget jeg hellere ville. Jeg blev ved med at se på dem, Sofie og Thea. Se hvor glade de så ud, og hvor meget de hyggede sig. Tårerne pressede på, og jeg kiggede væk for ikke at give dem tilfredsstillelsen. Hele tiden kunne jeg mærke Anastasia's borende blik i nakken på mig, det var lige før det gjorde ondt...
Sekunderne føltes som minutter, og minutterne som år. Gik i langsomt tempo frem, men aldrig tilbage. Da det så endelig blev "Spise-frikvarter", var det som om at jeg mindst var blevet 100 år gammel. Anders kom, hvilket næsten blev højdepunktet på min dag. Jeg havde mest lyst til at kaste mig i hans arme, fortælle ham hvad der var sket, og kysse ham. Det kunne jeg jo bare ikke, for så ville Anastasia gå helt ind i et nyt spadser-flip, hvilket ville ende i et nyt kaos. Igennem hele dagen sad hun midt blandt alle de andre og snakkede, alle skulede over til mig, hvilket gav mig kuldegysninger. Især drengene passede på hende, stod som en kæmpe mur ,og lignede bodyguards, foran hende. De nussede hende på armen, og gav hende adskillige kindkys, faktisk så mange at jeg stoppede med at tælle.

Det viste sig så, i dansk timen, at vi alle skulle over i computer-lokalet. Jeg gik med musik i ørene, og tænkte på Anders, så jeg lagde ikke mærke at jeg ,med skulderen, kom til at støde ind i Anastasia. Det skulle jeg aldrig havde gjort. En af hendes "tro bodyguards", trådte til. En solid knytnæve ramte mig lige i hovedet og gav mig næseblod. Jeg var helt ude af den, slet ikke forberedt på det. Mine knogler raslede og Adrenalinen kørte rundt med mig. Mit syn var sløret af slaget, og jeg havde svært ved at stå på benene. Inden jeg kunne nå at løbe min vej, tog en af dem fat om livet på mig og slyngede mig til jorden. Min hørelse havde det ikke særlig godt efter slaget i baghovedet, men det lød som om han sagde "Lad Anastasia være!" Resten kunne jeg ikke forstå. Verden var mærkelig ud uden lyd, som om gruppen ikke længere havde så stor magt, og som om at de legende børn nu ikke var så glade. Jeg var øm i baghovedet og ryggen af slaget, men det var vist ikke mere end et par seriøse hudafskrabninger. På vaklende ben gik jeg op mod klassen, jeg havde bestemt ikke lyst til at være i rum med alle de idioter lige nu. Det var som om jeg var ved at besvime på vej opad trapperne og jeg måtte flere gange sætte mig ned. Hver gang døren under mig gik op gav det et sæt i mig, for jeg forventede at det enten skulle være Anastasia eller en af hendes såkaldte "Bodyguards", men ingen af dem der gik ind var nogen jeg kendte. Oppe i klassen satte jeg mig ned, og åndede lettet ud. Der var ingen der var fulgt efter mig, og jeg kunne se frem til en time uden skulende blikke. Jeg måtte dog indrømme, at jeg indeni følte mig en lille smule tom, nu da Sofie sådan havde forladt mig. Det gjorde stadig ondt.

Jeg kunne høre Døren nedenunder lukke, og nogle forhastede skridt op mod klassen. Skridtenes lyd tog til i styrke. Jeg orkede ikke en ny krig eller en ny knytnæve i ansigtet. Skabet ovre i den anden ende af klassen stod åbent, og jeg gjorde op med mig selv at jeg ville gemme mig derinde. Det var lige i tide at jeg nåede derhen, for hvem det så end var, var de inde i klassen. Personen ledte efter et eller andet, hvad det var vidste jeg ikke. Skridtene blev hurtigere og hurtigere, og stoppede hele tiden op. De var henne ved skabet. "Nå det der du sidder!" det gav et sæt i mig. Jeg kiggede op, det var slet ikke hvem jeg forventede. Han hjalp mig op og stå. "Hvem af dem var det der gjorde det?!" Han kiggede undersøgende på mig. "Bare glem det... Det lige meget" Jeg havde ikke lyst til at fortælle Anders hvem det var, for hvad nu hvis han tog fat i personen? Så ville alle jo vide at der var noget kørende mellem os. "Det er ikke lige meget! Nu fortæller du mig hvem det er!" Han holdt mig i hånden, og støttede mig, for jeg havde svært ved at stå selv pågrund af slaget. "Det var Alex." Jeg lænede mig ind mod ham, og han holdt om mig. Vi passede lige sammen i højden, mit hovede passede lige under hans hage, og hans hvilede perfekt ovenpå mit. Det føltes trygt at blive holdt om, og vi stod sådan i lidt tid. Det hjalp lidt på svimmelheden. Verden svandt ind til kun os to. Døren nedenunder lukkede igen, men det lød ikke som om skridtene kom tættere på, så vi var ligeglade. Pludselig, på en meget intim måde, løftede han min hage op fra hans bryst. Hånden på ryggen og kinden var der igen. Hold kæft hvor var han god og til at kysse. Vi stod sådan i noget tid, men vi blev afbrudt af lyden af et kamera. Vi stoppede øjeblikkeligt, og kiggede efter lyden, den var kommet fra Anastasia's telefon. Hun vendte telefonen om, og viste billedet hun havde taget. "Gad vide hvad din Anders vil tænke om dig, efter jeg har fortalt ham det her!" Hun skar en grimmasse da hun sagde "din Anders", det var tydeligt at det var noget hun helst havde undværet at sige, men alligevel kunne man se på hende at hun nød det, et ondskabsfuldt smil bredte sig på hendes læber...