Forelsket!

Dagdrømmen

"Hva fanden tror du at du laver?!" Hun flippede totalt ud, kunne hun ikke se at Anders ikke var det mindste interesseret i hende? Kunne hun ikke få det under hendes lille knold at der ikke var nogle der kunne lide hende, og at hun ikke bestemte over denne her klasse? Jeg havde mest lyst til at rejse mig op og slå hende i hovedet, sige at jeg hang ud med dem jeg ville, og at hun ikke længere havde nogen form for kontrol over mig. Men det havde hun jo...desværre. Hun gloede på mig med det der "sig-noget-nu-ellers-skal-jeg-nok-fortælle-dem-noget-du-ikke-vil-have-de-skal-vide blik" Det var som om mit hovede ikke virkede, fordi jeg havde ikke tankestrøm, over modargumenter til hende. Det eneste jeg kunne komme i tanke om var et spinkelt "undskyld" ,imens jeg sagde det tog jeg mine ting, og forsvandt ind i klassen. Jeg kunne høre dem skændes ude på gangen, jeg ville gerne gå ud og hjælpe ,Anders. Men for det første turde jeg ikke på grund af Anastasia, og for det andet lød det faktisk som om Anders klarede det okay...

---------Dagdrøm----------

"Jeg var tilbage i 4. klasse. Vi havde fri, og Anastasia og jeg sad sammen ved bål pladsen. Hun snakkede om alt det, hun havde lært til spejder, og jeg lyttede meget interesseret."Jeg har også lært at tænde et bål!" Begejstringen i hendes stemme havde ingen ende. Ganske rigtig som hun havde sagt, kunne hun lave et bål. Det var ikke særlig stort, men et bål var det. Vi sad længe og snakkede uforstyrret, og delte hemmeligheder.Hun fortalte mig bl.a. at hendes forældre skulle skilles, jeg trøstede hende, for jeg vidste godt hvad hun gik igennem. Mine forældre var nemlig blevet skilt nogle år før. Hun fortalte mig også noget andet, noget rigtig saftigt, som ingen under nogle omstændigheder måtte få at vide. Det lovede jeg hende. Det blev mørkt, og Anastasia blev hentet lidt før mig, vi havde aftalt at jeg skulle slukke bålet. Det mente jeg også jeg gjorde, jeg sad ved det indtil der ingen flammer var tilbage, "og det måtte jo være godt nok" tænkte jeg. Idet jeg gik igennem døren var jeg hjemme hos mor. Vi sad og så "live" udsendelse fra skolens brand. Hele SFO'en var brændt ned, og brandmændende kæmpede stadig mod flammerne. Jeg gik hen til vinduet, jeg kunne tydeligt se flammerne, gabende mod himlen, skar den itu. Jeg vidste udemærket at det var mig der havde gjort det, men jeg kunne ikke fortælle nogle det. For hvad ville der så ske? Jeg tog telefonen og ringede til Anastasia og fortalte hende det hele. For det føltes trygt, for dengang var vi bedste venner, og vi fortalte hinanden alt. Da vi var færdige med at snakke, gik jeg ind gennem døren til mit værelse.
Nu stod jeg nede ved toiletterne , i 6. klasse, til sommerferie-afslutningen. Jeg kiggede mig i spejlet, og tog lidt at min nye lippgloss på, den jeg havde fået af mor. Mit kastanje brune hår hang i en sideskilning fra venstre til højre, og ned foran ansigtet. Jeg ventede på Sander, han havde sagt til mig han skulle fortælle mig noget. Og vi havde aftalt at mødes hernede, for at ingen andre skulle høre det. Da han kom ind, gik jeg hen til ham, vi stod lige ved døråbningen. Sander og Anastasia var sammen, og jeg var glad på hendes vegne. "Jo altså," begyndte han " Du ved jo An og jeg er sammen, men sandheden er, at jeg synes..." der var en lang pause "Ja jeg ved squ ikke hvad jeg synes... jeg ved bare ,at jeg ikke føler det sammen for hende mere..." Han kiggede ned i jorden, som om det var Anastasia han snakkede med. For hvis man slog op med hende, så blev det værst for en selv. " Hvad skal jeg med det Sander? Det jo sådan noget du burde sige til An" Jeg gjorde mine til at gå, men han stoppede mig lige udenfor døren. Han kyssede mig, det føltes så forkert. Jeg så ham kun som en ven, og forresten var han og Anastasia sammen, hvilket gjorde det endnu mere modbydeligt. for jeg vidste hvor meget han betød for hende. Lige inden jeg kunne nå at skubbe ham væk og fortælle ham at det aldrig kom til at ske at vi kom sammen, kom Anastasia. Forbløffelsen var malet i hele hendes ansigt, lige indtil hun så mig, så blev den erstattet med vrede og skuffelse."

Jeg bliver revet ud af mine tanker, og stirrede lige ind i Anastasia's rasende øjne. . .