Loved you first » Harry Styles

Kapitel 13

"Gå nu, jeg har sagt jeg selv kunne gå hjem," vrissede jeg da Zayn nåede min side. Helt ærligt, hvad troede de jeg var? Et pattebarn? Nej.

"De skubbede mig ud," forklarede han med et lille lumsk smil på læben. Fuck ham. Jeg kunne ikke lide ham, hvorfor kunne han så ikke bare skride, jeg kunne selv finde hjem altså.

"Så bare bliv væk i en time, på en tankstation eller noget," prøvede jeg, men hans hovedrysten fik mig til at opgive allerede nu. Han ville altså ikke lade mig gå alene hjem. Godt så.

"Jeg bor altså-" "Det er lige meget, jeg har godt af noget friskt luft," afbrød han. Han lod mig ikke engang fucking tale ud, han skulle altid komme med en eller anden irriterende kommentar.

"Så gå et andet sted hen og luft dig selv," hvæsede jeg, mens jeg satte tempoet lidt op, man kunne vel håbe på at han var så doven at han ikke ville følge med så.

Men siden han fortsatte med at følge efter mig stoppede jeg brat op under en lygtepæl så jeg kunne kigge lidt nærmere på ham. Mente han seriøst han ville følge mig hjem?

Det der forvirrede mig allermest lige nu var faktisk at han var gået med til at følge mig hjem. Han havde sikkert dels gjort det fordi Christy bedte ham om det, de var blevet ret gode venner, og dels fordi han måske havde brug for noget luft?

Ærligtalt anede jeg ikke hvorfor han ellers skulle gøre det.

"Mener du virkelig at du vil følge mig hjem?" spurgte jeg seriøst efter noget tid med en indre diskurtion om hvorfor han ville følge mig hjem. Han lyste op i et smil inden han nikkede.

Hvorfor nu så positiv?

"Godt så, men først skal du lige svare mig på et spørgsmål," han nikkede endnu engang, men inden jeg nåede at fortsætte med mit yderst kloge spørgsmål afbrød han mig.

"Kan vi ikke snakke, hos dig? Du ved-" "Paparazziaer, I know."

Han smilede bare og nikkede, han ville ikke opdages af paparazziaer, som sikkert allerede havde opdaget os. Faktisk havde jeg slet ikke tænkt på paparazziaer før nu.

Det kom faktisk bag på mig at de tumper som jeg kaldte for mine venner var verdens berømte. De var nok de mest barnlige berømtheder jeg nogensinde havde mødt.

Hvis ikke de var mere end det. De kunne være skide irriterende, og så alligevel var de nogle gode venner. Altså når jeg ikke fik et bitchflip på dem, ligesom i skoven.

Et overstået kapitel, der skal ikke grines!

"Kommer du?" grinte Zayn og trak lidt i min arm så jeg ville følge efter ham. Problemet var bare at han ikke vidste hvor vi skulle hen, så det var nok lidt dumt at han gik forrest.

Haha, dumme ham.

"Ja undskyld," mumlede jeg og overtog igen da vi skulle dreje og Zayn ligesom bare fortsat lige ud. "Zayn?" råbte jeg med en fnisende stemme. Han kunne ikke mene han ikke så jeg drejede.

"Du kunne godt have sagt vi skulle dreje," prustede Zayn der igen var nået op på min side.

***

"Te eller kaffe?" jeg vendte blikket over mod Zayn som stadig sad i min sofa. Tog han aldrig hjem eller hvad? Var det ikke meningen han kun skulle følge mig hjem eller hvordan?

Det var ikke fordi vi skulle holde pyjamas party, kun os to. Det tror jeg ikke Lauren ville bryde sig særlig meget om. Men hun kunne jo alligevel ikke lide mig.

Og hvornår var jeg egentligt begyndt at være sød og kunne lide Zayn igen? Han var jo et røvhul husker I?

"Ellers tak, jeg bliver ikke særlig længe," jeg nikkede bare og satte noget vand over til min te. Me love te<333333333