Loved you first » Harry Styles

Kapitel 17

Harrys Synsvinkel

Det var åbenbart sådan her det føltes at være forelsket. Jeg havde en virkelig underlig fornemmelse i maven, om den var god eller dårlig havde jeg ingen idé om.

Hvad nu hvis nogle af de andre fortalte til Stephanie jeg havde sagt jeg elskede hende? Hvad nu hvis hun ikke engang elskede mig tilbage?

Hvad var chancen for hun gjorde det, hun havde jo Zayn nu.

Jeg havde egentlig ondt af Lauren. Hun var jo kærester med Zayn og alligevel havde ham og Stephanie haft sex.

Dem have sex.

Jeg kunne slet ikke forestille mig det, men føj.

Og hun ville ikke engang have sex med mig, hver gang jeg havde lagt op til noget havde hun altid afvist efter lidt tid, men hun afviste ikke Zayn?

Jeg havde endda mere erfaring med hensyn til sex end ham, og så valgte hun ham frem for mig.

Det gjorde ondt indeni.

Hvorfor havde jeg det så dårligt over at hun sikkert ikke havde samme følelser for mig som omvendt? Hvorfor betød det så meget for mig at få hende til at kunne lide mig?

Chancerne var virkelig små og jeg skulle sikkert ikke forvente hun nogensinde ville komme til at kunne lide mig.

Udenfor havde mørket lagt sig som et tæppe over London. Der var helt mørkt inde på mit værelse, men jeg var ude af stand og orkede ikke gå op for at tænde for stikkontakten.

Lauren havde haft skrevet til mig et par gange efter jeg forlod Louis' lejlighed i vrede da hende Christy pigen havde kommet med sin åndsvage idé.

Selvfølgelig skal vi ikke fortælle Stephanie at jeg har følelser for hende, så vinder hun jo.

Hele planen var bare at jeg skulle i seng med hende og så var hun ovre, men jeg havde ladet mig rive med og var blevet ved for længe, og til sidst opbygget følelser for pigebarnet.

Hvis jeg kunne gøre det hele om, så havde jeg i hvert fald også gjort det.

Hvis nogle fandt ud af jeg var kunne lide hende, så var mit omdømme over. Så ville jeg ikke være den hårde seje Harry mere, men ham Harry der forelskede sig i en normal pige.

Ikke en kendt eller berømt, en helt almindelig normal pige.

Og dog, hun var jo model. Bare ikke særlig kendt, endnu.

*

Jeg vil ikke gætte hvor lang tid jeg havde lagt i sengen og bare tænkt. I hvert fald over 2 timer, men det var slut nu.

Dørklokken ringede og egentlig orkede jeg ikke åbne, men da personen også begyndte at banke kunne jeg ikke lade være.

Jeg var nysgerrig, det kunne være hvem som helst der bankede på.

Måske Louis? Eller Lauren? Eller måske endda Stephanie?

Hvad var chancen for hun ville besøge mig, haha.

Jeg rystede på hovedet og lod min nysgerrighed overtage.

Med store skridt var jeg på under nogle sekunder ude ved døren, på vej til at lukke op. Men hvad nu hvis det var Stephanie?

Hvad skulle jeg så gøre?

Jeg bandede indeni over jeg ikke havde sådan et dørøje man kunne kigge ud af, jeg måtte anskaffe mig en dør med sådan en!

Jeg strakte hånden ud for at åbne døren og til mit tilfælde overraskede synet mig i døren overhovedet ikke.

Lauren stod med hendes falske smil og prøvede at se så sød ud som hun nu kunne.