Loved you first » Harry Styles

Kapitel 6

Can't never get it right.

No matter how hard i try.

And I've tired.

- One Direction, Tell Me A Lie.

Varmen var igen ved at strømme til mine istapper af fødder. Jeg var fucking sur, bange og ikke mindst skræmt.

Fucking om jeg ikke lige hadede ham Josh nu, det var han skyld!

Der lød et pling ude fra køkkenet af, jeg fik smidt tæppet jeg havde viklet omkring min forfrossende krop af mig og tumlede ud i køkkenet til el-kedlen. Mit glas med kakao stod allerede på bordet - klar til at få fyldt varmt vand i.

Og lige som jeg troede at alt var ved at være godt igen, lød der stemmer ude fra gangen af. Som den nysgerrige person jeg var skyndte jeg mig ind i stuen - og spildte næsten alt min varme kakao udover mig, for at lade som om jeg havde været herinde hele tiden.

Tårende var stoppet for noget tid siden, ellers havde jeg bare siddet herinde og stirret tomt ud i luften. Prøvet at finde en god forklaring på min opførsel til Harry. Ham Josh var i hvert fald den sidste der skulle ødelægge det her.

"Omg Stephanie, er du okay?" gispede Eleanor og var på under ingen tid henne ved mig. Af en eller anden grund gav hun mig lyst til at tude igen.

Tudefjæs Stephanie!

Men sagen var den at jeg ikke var okay. Jeg var skræmt, fucking bange. Aldrig mere om jeg skulle være med til sådan noget her eller gå ude alene om aften!

Det var ham Joshs skyld hvis jeg nu aldrig turde gå uden for om aften igen.

Snøft.

Og lige som jeg troede at tårene var holdt op, lod den første til at smutte ned af min kind igen.

Lorte øjne, de skulle da også bare tisse hele tiden!

Langsomt begyndte jeg at snøfte, hvilket udviklede sig til hulk.

"Nej, jeg var så b-bange," hulkede jeg ned i Eleanors skulder. Og det var fucking ikke løgn, men ham Josh skulle også have lidt selvbebrejdelse, ikke?

De andre stod bare og stirrede på mig, som var jeg en eller anden syg idiot og dog, måske var jeg også det, men fuck da lige det, ikke?

"Hvad skete der?" spurgte Eleanor bekymret om. Tårene strømmede ned fra mine øjne, jeg kunne ikke få et ord indført. "D-det.. bare glem det," stammede jeg hulkende og tørrede arrigt tårene der løb ned fra mine øjne væk.

Eleanor lagde betryggende hendes arme om mig - hvilket fik mig til at føle mig som et lille barn der sikkert troede et eller andet monster ville komme og æde det, men en indre tryghed blev opbygget.

Eleanor havde sådan en rolig effekt på mig, jeg følte mig tryg i hendes selskab. Men som hun selv sagde, var hun jo også som en 'overbeskyttende storesøster' for mig. Hun elskede når folk kaldte os for søstre. Sære tøs.

Og var jeg den eneste der syntes jeg lød lidt lesbisk da jeg tænkte at hun havde en rolig effekt på mig og jeg følte mig tryg i hendes selskab? I må ikke tro jeg er lesbisk, hvis der er noget jeg er, så er det da i hvert fald det sidste jeg ville være.

No Hate!

Faktisk er der en af Eleanor og mine tætte veninder der er lesbisk, og hun er fucker lækker! Siger det bare!

Men for at vende tilbage til virkeligheden, jeg var endelig holdt op med at tisse ud af øjnene, og trak mig langsomt ud af Eleanors greb. Hun sendte mig bare et bekymret smil før jeg rystede på hovedet. "Det er okay," mumlede jeg, ude af stand til at tilgive ham Josh, for det var jo trods alt hans skyld!