Citybois Fanfiction

Kapitel 4 - Smil og ulykker

Hans hår svævede efter ham, da han på sit pennyboard der ud af skatede. Han lod være med at sparke sig frem af, så jeg hurtigt kunne indhente ham. Han rakte hånden ud, og med et skævt smil tog jeg den. Han VAR virkelig perfekt. Jeg tjekkede min iPhone 3gs (da jeg ikke havde råd til en bedre en). Jeg så på snapchat, og så en mystory fra Anthon. Mit hjerte bankede som tusinde heste på en mark, da jeg åbnede den. Jeg vidste ikke hvad jeg havde forventet, men da et billede af Anthon og en letpåklædt pige ved hans side mødte mig, blev jeg svært jaloux. Thor rev mig ud af min sorg, da han kaldte på mig. hans stemme fik tusinde sommerfulge til at lette i min mave. jeg proppede telefonen tilbage i mine stramme jeans. Det føltes som om vi svævede sammen over asfalten, og jeg var virkelig lykkelig. Jeg forsøgte ihærdigt at glemme den forbandede mystory, men det lykkedes kun halvt. Uden jeg havde opdaget det, var Thor faldet af sit board, og lå nu på jorden og ømmede sig. Det sortnede for mine øjne, da jeg så at hans lyse hår var dækket af mørkt blod, nær hans baghoved. Det så meget alvorligt ud, og han nærmest snakkede i toge. Jeg var bange. Straks ringede jeg efter Anthon, da jeg ikke vidste hvad jeg ellers skulle gøre. Med gråd i stemmen fik jeg fortalt hvad der var sket, mens jeg forsøgte at holde Thor ved bevidsthed. Anthon lød bebrejdende og lidt bange. Jeg kunne høre hans stemme knække, mens han beroligede mig, ved at sige han ville ringe efter Thors forældre. "Bare kom så hurtigt du kan," nærmest græd jeg efter ham, "jeg er så bange." 

Jeg sad ved Thors side og holdt ham i hånden, bag os lå vores pennyboards - hans med en lang rift på siden, efter at have gledet på asfalten. Alt der virkede så godt, var på et split sekund blevet forfærdeligt. mit liv virkede sølle, da jeg sad med thors blod på mine hænder, og det føltes som om det tog år for hjælpen at komme. Da jeg så Thors forældres bil rulle op af landevejen, og så hans mor nærmest flyve ud med et bekymret udtryk på hendes smukke, men aldrende, ansigt. Da hun fløj forbi vores boards, og bebrejdende viftede mig væk, så hun kunne komme til sin søn. Der var ikke længere brug for mig, og jeg fik at vide, at jeg godt kunne tage hjem. På afstand så jeg Thors far løfte ham ind på bagsædet af bilen, og inden længe var jeg efterladt i min sorg, på en landevej lidt udenfor Gentofte. Jeg samlede forsigtigt hans forladte pennyboard op og krammede det ind til mig. Jeg håbede inderligt, at han ville være okay. 

Undskylder mange gange for ikke at have opdateret i lang tid. Der har været nogle personlige problemer jeg skulle tage mig af. :-) Jeg vil forsøge at poste så tit som muligt!!