Vi stod i kø i hvad der føles som foreviget. Køen var lang, alt for lang. Vi havde stået der i flere timer og jeg anede ikke hvor langt der var endnu. Jeg kunne mærke nerverne presse sig mere og mere på.
Efter hånden var vi kommet langt hænd og min tur var lige om hjørnet. Jeg hoppede lidt og klappede med tænderne.
" Lucia , lille skat slap lige af."
Kom det beroligende fra moren.
"Mor jeg.... Jeg tror ikke jeg kan." sagde jeg stille.
"Lucia, jeg har stået i kø, i jeg ved snart ikke hvor lang tid. Og jeg har ikke brugt den tid på at du bare vender om nu. Desuden vad er det værste der kan ske?" Lød det igen fra min mor. Hvad er det værste da kan ske? Tanken var skam faldet mig ind. Jeg kunne blive afvist. De kunne give mig følsen af at være 'god men ikke god nok' igen. "Alt for mange ting." Mumlede jeg bare som et svar. "Men hvad kan så gå godt? Det er det du skal tænke." Sagde hun så for at berolige mig. Det hjalp ikke det mindste. Jeg var stadig ved at omkomme af nerver. Men min mor havde jo ret. Vi havde stået for lang tid i kø til bare at gå hjem nu.
Det blev min tur. Og jeg blev hurtigt interviewet , jeg sagde ikke så meget om mig selv. Ikke engang hvor jeg kom fra. Jeg fik vist bare sagt noget i retningen af 'Jeg hedder Lucia og jeg har altid drømt om en sang karriere '. Der lød vel meget rigtigt. Det var jo det de andre sagde så hvorfor ikke. Mit navn blev kaldt op via højtaleren og jeg blev ført ud til scenen.
YOU ARE READING
En del af dem (One Direction)
FanfictionForstil dig at være en del af det største boyband i verden. Som den eneste pige? Med fans , og haters, og 4 drenge som man kan støtte sig til. Tjaaa det er så mig du forestiller dig lige nu. En 15 årige, blond pige, med blå øjne og et fint nok sm...
