En del af dem (One Direction)

Den forfærdelige samtale

Louis pov:

Jeg kigger ned i de krystalblå næsten grå øjne. Jeg forsøger at bryde igennem hendes facade. Jeg prøver at lære hende at kende uden ord. Jeg kan næsten se alle de tårre de øjne har grædt. Eller jeg kan forstille mig at Jeg kan se dem. For det kan jeg ikke. Hun er laver end mig, ikke meget men nok til at jeg kigger ned på hende. Måske 1.60? Måske skulle jeg bøje i mine ben og komme tættere på hende? Helt tæt på måske? Og så ved et uheld røre hendes læber med mine?

Virkeligheden føltes som et slag i maven. Et slag som får mig ud af den fantasiverden jeg var i for få sekunder siden. Et fnis bryder ud af min læber. Jeg kan se Lucia også vender tilbage, måske var hun det samme sted som mig? Samme vidunderlige sted, hvor tiden aldrig gik igang og man kunne bliver der i sit eget ønske øjeblik resten af livet. Måske tænke vi endda på det samme. Følsen får mine kinder til at blusse. De er helt varme og sikkert også røde.

Lucia fniser også kort. Og vi byder begge ud i et en lang stime af latter.

"Der er mad." Bliver der næsten utydeligt råbt fra køkkenet. Og mig og Lucia sætter grinenende kursen mod køkkenet.

___________

Dagen var ved at være over. Igen havde vi bare siddet og snakket i haven. Jeg havde været lidt fraværende. Jeg havde faktisk ikke tænkt på andet end Lucia idag. Den pige fylder for meget i mit hovde.

Igen i nat skulle mig og Lucia sove på samme værelse igen. Det gjorde mig ikke så meget. Faktisk er det 100 gange bedre end at sove med traktoren Niall.

Jeg smed mig i sengen ved siden af Lucia. Vi lå begge i nattøj. Der var stilhed lidt, som om hun forventede at jeg skulle til at sige noget. Jeg tog en dyb indånding og tænkte over hvad jeg skulle sige.

" Er det mærkeligt at få følser for nogen man kun har kendt i en uge?" Fløj det ud. -det sagde jeg ikke lige, men point of no return ig...
Det lød helt roligt og gennemtænkt. Som om det bare var normalt at spørge om den slags. Der var en akavet stilhed. Jeg lagde min hånd op til midt hovde og hævede mig lidt over sengen- min håndflade hvilde til min kind, og min underarm støttede mig.

Man kunne næremest høre hendes tanker køre rundt. Det var som om hun havde tænk det samme.
Hun vendte sig imod mig og kiggede mig lige i øjne. Derefter kiggede hun hurtigt væk igen, som om hun havde glemt hvad hun skulle sige. Hun rømede sig. Det var tydeligvis svært for hende at sige det.

"Jeg øhmmm-  ved det ikke" Indrømmede hun

"Men er det så mærkeligt" Sagde jeg.

"Det tror jeg?" Der var de. De ord der ikke kunne gøre mere ondt. De ord jeg havde frygtet.

Der blev stille. Indtil hun fortsatte

" Min mor ville nok  synes det er meget sært. Men jeg føler ikke at det er så slemt." Siger hun roligt. Ordene gjorde mig bedre tilpas, jeg følte mig ikke nær så sær længere

Jeg svare ikke. Men trækkede hende ind til mig. Hendes varme krop mod min. Det føles trygt. Naturligt.

"Godnat." Hvisker jeg.
" godnat." Hvisker hun tilbage med lukkede øjne.