Whipped

Kapitel 5

Jeg kan huske, at jeg, på en shoppetur, engang glemte koden til mit dankort. Alt mit tøj var pakket fint sammen i poser, køen bag mig syntes uendelig, og ekspedienten smilede utålmodigt til mig. Jeg skulle bare trykke på 4 små, irriterende taster, og så ville jeg være væk.

Alligevel var jeg totalt blank, og begyndte befippet at plapre om, at min farmor lige var død, og at jeg derfor ikke kunne tænke på andet end hende, og at jeg derfor havde glemt min kode - min farmor var dengang død for 9 år siden, men i akavede situationer begynder jeg at plapre. Plapre, plapre, plapre om alt mellem himmel og jord, bare for at undgå noget som helst ubehageligt. Hvilket jeg så for det meste ikke gør alligevel.

Det fantastiske ved det er, at jeg - lige meget hvilken situation jeg står i - kan tale. Lige meget om det er Einsteins relativitetsteori eller kaniner med badetøj på, så har jeg altid noget at sige. På en måde er det jo en fantastisk egenskab.

På andre måder er den. . . ikke så fantastisk.

"Jeg tror helt ærligt talt ikke på, at Svampebob er en svamp. Jeg mener, burde han så helt ærligt ikke udvides eller sådan noget? Når man stikker andre svampe ned i vand, udvider de sig jo også, ikke? Så hvorfor ikke Svampebob? Har har en eller anden vandafvisende creme på eller et eller andet? Det er så urealistisk at jeg mange gange har tænkt på om jeg mon måske kunne tjene kassen på at sagsøge firmaet der har lavet det - I forvrænger små børns billeder af svampe, og er videnskabeligt ukorrekte, og BAM, penge i store stimer! Synes I ikke ogs - ...."

Min talestrøm bliver ved, og jeg er ude af stand til at stoppe den. Hvorfor jeg lige præcis valgte at lave en monolog om Svampebob, har jeg ingen ide om, men det virker i hvert fald, for drengene foran mig ser mere forvirrede ud end nogensinde. Connor er den eneste der bevarer fatningen og ruller med øjnene inden han opgivende lader armene falde ned langs siden på ham. "Det er bare sådan noget hun gør, okay?" siger han, og de 2 resterende drenge kigger mærkeligt ned på mig.

Jeg bliver dog brat afbrudt, da jeg mærker et fast tag i min arm, og jeg bliver hevet op bagfra. Jeg tumler til benene, med sammenkneben mund og store øjne, og stirrer, skræmt for livet, ind i Alec Blacks lynende, blå øjne.

Og de ser ikke for glade ud.

Han skubber mig bagover, og jeg tumler ind med ryggen mod skabene med et brag der runger hele vejen ned ad gangen og tilbage igen. Jeg synker og mærker blodet forlade mit ansigt.

Connor, jeg ved ikke om det der tvillinge telepatis pis virker, men hvis du hører det her, så lad ham ikke dræbe mig.

"Hej," hvisker jeg med et undskyldende smil, efter hvad der synes som en evighed af stilhed.

"Hvis jeg ikke kan få børn nu, er det din skyld," snerrer Alec, og jeg fnyser.

"Jeg tror lige jeg måske har gjort verden en gigantisk tjeneste."

Slem Charlie, slem Charlie.

Alec bider tænderne hårdt sammen, og kigger irriteret over på stakkels Will, der prøver at holde et grin inde. Tanken om små mini Alec'er, løbende rundt på gulvet er nu også ret morsom i sig selv.

"Bare fordi du er Connors søster, betyder det ikke at jeg ikke kan smadre dig, lige nu og her."

Connor rømmer sig, og vi kigger begge to afventende over på ham.

"Jo det gør," indvender han, og jeg smiler triumferende til Alec, inden jeg sender en diskret thumbs up til min bror. Tvillinge telepati findes måske virkelig?

"Hvad fuck gør vi?" lyder det frustreret fra Blake, der kører en hånd gennem sit lyse hår. "Jeg mener, vi er jo ret så busted, ikke?"

Det har han i den grad ret i. Inspektøren ville ikke engang stille spørgsmålstegn ved noget, hvis jeg gik op og sagde til ham, at det var drengene der havde gjort det. Han har alligevel tørstet efter at finde snavs på dem i hundrede år, for selvom de laver helvedes meget ravage og helvedes mange pranks, formår de altid at undgå at blive taget. Altså lige indtil nu.