Whipped

Kapitel 17

Først og fremmest - undskyld for at være så mega doven, og først opdatere nu :( Og desværre vil den næste opdatering nok først også komme om et stykke tid... Skal til Berlin med min klasse, så får højst sandsynligt slet ikke noget tid til at skrive. Og hvis jeg gør, så vil jeg nok blive en lille smule kvalificeret som asocial og øv. Jeg undskylder på forhånd :(

Og ja. Jeg ved godt at I undrer jer over billedet af den lidt fede pug der er pakket ind i bubblewrap og gaffatape. DET ER FORDI! - Jeg har besluttet mig for at dele ud af mit fantastiske lager af sjove billeder og jokes, så fra nu af vil der højst sandsynligt altid være tilføjet et billede af en eller anden art :) Håber I kan lide dem, og at det ikke bare er mig der har verdens mest lamme humor. (Men indrøm lige at den er nuttet.)

. . . . . .

Okay, der er ingen grund til at flippe ud.

Frederikke er påvirket. Hun kan ikke tænke logisk. I morgen når hun vågner, vil hun indse, at det er en komplet idiotplan at prøve at føre mig og Alec sammen. Ikke?

Jeg mener, hun ved, at vi har hadet hinanden i årevis! Hun var der til at holde om mig, når jeg hulkede over de ting, han sagde til mig, da vi var små, og hun var der til at støtte mig, når jeg næste dag fik min hævn ved at pranke ham for groft. Lige siden Connor og Alec begyndte at hænge ud sammen, har jeg skulle døjes med den skid, og Frederikke ved det.

Så hvordan kan hun nogensinde tro, at noget kunne spire imellem os?

Jeg ender med at proppe den piges hoved ned i en kødpresser.

"Hvor er det flot!" hviner Grace og kigger sig fortryllet omkring, og jeg kan faktisk ikke andet end at nikke. Efter jeg fik klemt mig ud af det lille bagagerum, kunne jeg endelig se karnevallet an, og det skuffede ikke.

Dem der havde lavet det her, mente virkelig halloween temaet alvorligt - hundredevis af små græskarlamper hænger ned fra snore og bader området i et hyggeligt, varmt lys, og massevis af små boder er placeret rundt omkring på plænen. Der dufter stærkt af brændte mandler, og mellem alle de besøgende gæster, valser der hekse, spøgelser, skeletter, vampyrer og alverdens monstre rundt. Jeg lægger mærke til alle forlystelserne rundt omkring - dog mest småting - men i baggrunden kan man lige skimte en stor ruchebane som mine fingre med det samme begynder at krible efter at prøve. Foran os er der en stor indgang, og et stort, lysende skilt hvorpå der står, "Kom indenfor - hvis du tør," der fanger min opmærksomhed.

Det tør jeg fandme godt.

"Jegvilindjegvilindjegvilindjegvilind," mumler jeg og tripper på græsset, indtil Blake griner nervøst og klapper mig på skulderen. "Du skræmmer mig kun lidt, Charlie."

"Hvad kan jeg sige? Det er halloween tema," forsvarer jeg mig med et skævt smil, inden jeg kigger over på de andre. "Okay, nu går jeg altså indenfor, og jeg har tænkt mig at styre direkte mod den der," fortæller jeg og peger resolut mod den store ruchebane med et sammenknebet øje. "Og I skal med!"

"Hvad, den der?" mumler Will, og ser med det samme en smule blegere ud. "Den store?" Jeg nikker med et entusiastisk smil, og han løfter et øjenbryn. "Jeg tror bare at jeg venter ved siden af."

"Aww, er lille Willie basse bange for den store ruchebane?" driller Connor i babystemme, og modtager derefter en hård albue i siden. "Hold mund," mumler Will tvært. "I det mindste kan jeg klare noget så simpelt som syltede agurker," siger han og stirrer sigende på Alec der rømmer sig og undskyldende holder hænderne oppe. "Hvad? De er skide klamme! Blake kan ikke se på Ursula fra den lille havfrue uden at skide grønne grise!" "Det kan da godt være, men har ingen af jer tænkt jer at nævne det fact, at Connor var bange for sine egne tæer indtil han var 12?" forsvarer Blake sig mens Connor krænket åbner munden.