Whipped

Kapitel 11

Tegneserier ligger spredt ud på gulvet foran mig, og jeg roder en hånd gennem mit hår mens jeg skimmer en side fra Steen og Stoffer. Frederikke ligger ved siden af mig med benene hvilende på sengen og ryggen mod gulvet, mens hun har øjnene klistret til sin telefon. Solen skinner udenfor, og vi er begge iført korte shorts og t-shirts. Mit fugtige hår hænger løst ned over mine skuldre, og jeg er stadig ikke kommet mig over endelig at være hjemme. Jeg har for en gangs skyld kunne tage et ordenligt bad, rede mit hår, børste tænder og opfylde næsten alle krav i Maslow's behovspyrsamide.

Ah, livet er dejligt.

Will og jeg kom sikkert ud af højhuset i går, og kom heldigvis ikke i særlig meget ballade. Hvis jeg skal være ærlig, så har jeg ikke haft så meget sjov i dagevis, og hele oplevelsen har fuldkommen ændret mit syn på Will. Han er faktisk slet ikke så slem som man skulle tro, på trods af at være en del af de 4 musketerer. Der er rent mere ved ham end bare lyst hår, læderjakker og dårlig attitude. Hvem skulle have troet det?

Da jeg færdiggør endnu en side af min tegneserie, kniber jeg øjnene sammen og vender mig mod Frederikke da en tanke brat rammer mig.

"Tror du stadig, at Marie Higgins og inspektøren boller?"

"Ja da. De var skamfulde, men hvad er mægtigst? Skam eller liderlighed?" svarer Frederikke kort, stadig med sine blå øjne rettet mod sin iPhone skærm.

"Jeg kan se hvad du mener."

Det føltes allerede som en evighed siden, at jeg fangede drengene i at lave hærværk på skolen. Dengang havde jeg overhovedet ikke noget forhold til nogen af dem - udover min bror, selvfølgelig - og lige nu virker det som om, at de bare er overalt hvor jeg går. Og eftersom Alec seriøst går mig på nerverne, er jeg godt træt af det. Han er i det mindste ikke så slem som jeg før i tiden troede at han ville være, men sandheden er så enkel som at mig og Alec bare ikke passer sammen. Vi er som 2 magneter med nordpolerne pegende mod hinanden - han kan lide cigaretter, fest og piger, mens jeg foretrækker Tumblr, is og katte. Den eneste ting vi har tilfælles må vel være vores utrolige skønhed.

Nej Charlie, det var ikke selvfedt, for du gav også Alec et kompliment. Sådan er jungleloven.

Jeg kvikker op ved lyden af min brors stemme der råber et sted ude fra haven. Efter at have kastet min tegneserie til side, kommer jeg på benene og bevæger mig over til mit vindue der står på vid gab. Jeg kigger ud, og mit blik lander med det samme på Connor der står midt i haven, iført en tynd, hvid t-shirt, røde shorts og et stort smil plastret på ansigtet.

"Charlie? Kommer du ikke lige ud?"

Jeg rynker panden og lægger armene over kors. Der er helt sikkert noget mærkeligt ved det her. Connor er lidt for glad til, at det virker normalt. En ting er sikkert ; jeg skal i hvert fald ikke bevæge mig ud i haven lige foreløbig.

"Der er en killing i vores have!" lyder det pludseligt fra Connor, og mine øjne bliver med det samme store, inden jeg beslutsomt spæner ud af rummet og ned af trappen. Jeg når blot lige at råbe til Frederikke at hun skal komme med, inden jeg træder ud af hoveddøren og standser op.

Haven er tom. Alt spor af min bror er forsvundet, og der er ingen nuttet, fluffy killing i sigte. Jeg mærker mig selv blive skuffet, inden skuffelsen skiftes ud med mistro.

Det her var en fælde.

"Frederikke!" Råber jeg, og gør klar til at spæne indenfor igen, indenfor i sikkerheden hvor min bror ikke ville kunne gøre et eller andet åndssvagt. "Ikke kom u -.."

Mere når jeg ikke at råbe, inden jeg bliver hevet hårdt tilbage i en stenhård omfavnelse. Jeg sparker og skriger, men de mystiske arme er utrolig stærke, og jeg bliver holdt på plads - fuldstændigt fanget. Da jeg kigger op, kommer jeg ansigt til ansigt med Blake der kigger ned på mig med et stort, drilagtigt, selvfedt smil og hans grønne øjne glimtende med ballade. Jeg sender ham et dødsblik.