Whipped

Kapitel 12

At gå tur med Fletcher kan til tider være utrolig røvsygt.

For det første fordi min hund har anskaffet sig den dejlige vane med at skulle æde alle småting han møder på sin vej. Jeg har skulle pille hundredevis af tilsavlede grene, kviste, blade sten og planter ud af den makrels mund, og lige meget hvor meget jeg prøver at træne ham til ikke at æde det, lystrer han ikke.

For det andet har jeg det altid med at rode mig ud forfærdeligt akavede situationer.

. . .

"Slem hund, Fletcher! Slem hund," hviner jeg mens jeg desperat prøver at få fat i et blad der lige pt er i gang med at blive tygget i stykker af min hund. Jeg sidder på hug, solen bager ned på min ryg, og jeg er iklædt cowboyshorts, en tanktop og en lys trenchcoat. Mit hår er samlet i en løs knold, og på min næse hviler et par Rayban solbriller. Jeg ville rent faktisk se ret stilet ud hvis det ikke var for det fact, at jeg bliver trukket rundt af en lys labrador, udstødende de mest farverige bandeord der nogensinde er blevet hørt her på jorden.

Der er mange mennesker i parken i dag. Fantastisk. Endnu flere mennesker får udvidet deres ordforråd.

Børn løber rundt i badetøj, og der er fyldt med folk i alle aldre der snakker, drikker og griner. Der er ikke en sky på himlen, og jeg ved allerede at mine kinder vil være solskoldede inden jeg når hjem. Fletcher har tungen hængende så langt ude af munden, at jeg er bange for, at den vil røre jorden, og der er ingen tvivl om, at han er ved at bryde sammen under varmen.

Nu jeg tænker over det, så har Connor stadig ikke udvekslet et eneste ord med mor, og det driver mig til vanvid. Både fordi jeg er pissehamrende nysgerrig over, hvad der mon kan have gjort Connor så rasende, men også fordi jeg pludselig er blevet hans personlige brevugle. Hver eneste gang han vil 'sige noget til mor', så går det igennem mig. Ved spisebordet skal jeg gentage hver eneste ting han sig og beder om, og når mor forgæves prøver at tale til ham, svarer han hende ikke. Umiddelbart er det mega barnligt, men så igen; Connor har helt sikkert god grund til at være så sur som han er. Det er ikke tit at han bliver sur, men når han endelig gør, så er det af fair grund. Hvilket også er derfor jeg er så skide nysgerrig.

Med de dystre tanker plastret fast i mit sind, begiver jeg mig ned ad den lille jordsti i parken og lægger slet ikke mærke til en lille djævleunge der langsomt samler en pind op og derved skaffer Fletchers opmærksomhed. Jeg når lige præcis kun at se den store pind flyve forbi mig og lande i søen til højre for os med et plask.

Lad mig lige påpege, at Fletcher ikke er en af de hunde der bare er ligeglad med at kaste pind. Han er obsessed. Pinde skal hentes, og Fletcher ved det.

Så da jeg pludselig mærker et kraftigt ryk i hundesnoren der er bundet godt fast til mit håndled, går jeg i panik.

"Nej, nej, nej, Fletcher, stop så!" råber jeg, men Fletcher kan ikke høre andet end lyden af pinden der skvulper rundt i vandet. Han hiver mig afsted, og jeg kan ikke andet end at halte efter mens jeg desperat prøver at forhindre katastrofen der skal til at finde sted. Det begynder brat at gå stejlt ned ad bakke mod søen, og jeg kan ikke få fodfæste og stå imod. Mit hjerte banker med hundrede slag i sekundet, og med et sidste, skingert skrig, styrter Fletcher i vandet og hiver mig med.

Det kan godt være, at vejret er dejligt, og at det er varmt oppe på land, men jeg lover dig; det er det ikke i vandet. En isnende jernhånd griber fat om mig og omslutter mig, og jeg tror næsten at jeg skal dø, inden mit hovede bryder vandbarrieren, og jeg igen kan trække vejret. Vand står op til alle sider, og jeg kigger mig panisk omkring, inden jeg får øje på Fletcher der glad svømmer hen mod mig med den satans pind i munden.