Whipped

Kapitel 1

Hej! RainbowJohn123 her. Først og fremmest vil jeg bare sige tusind tak fordi du læser med, du aner ikke hvor glad det gør mig. Kommentarer, votes osv. er altid værdsat. Husk, at inspiration er i orden, men hvis du støder på en historie der direkte har det samme plot, samme personer etc. ville jeg blive glad hvis du informerede mig om det:) Derudover er der ikke andet at sige end "god læsning!"

<><><><><><><><><><>

"Er det her fint?"

Nej. Nej, nej, nej, det er langt fra fint. Det er det mest ufine jeg nogensinde har set, og det der lyder mest fristende lige nu er, at kravle sammen i et hjørne og tude mine øjne ud. Min verden braser sammen under mig, og jeg føler at jeg falder. Falder og falder, lige indtil jeg rammer bunden og mærker de kvælende mørke omslutte mig.

Jeg smiler varmt mod frisøren og nikker mens jeg prøver at undgå at kigge mig selv i spejlet.

"Ja, det er helt fint."

Frisøren smiler tilbage, lægger mordvåbnet - den skinnende saks - på bordet ved siden af hende, og hiver det store, sorte forklæde af mig. Hendes hår er farvet i en dybrød, unaturlig farve, og sat op i en høj knold. Hun har eyeliner rundt om hele øjnene og hendes kinder er røde af alt for meget blush. Hvorfor valgte jeg nogensinde at gå her ind? Havde jeg bare ignoreret alle de tegn der desperat prøvede at advare mig om den tragedie der skulle til at finde sted?

Jeg rejser mig op og rører tøvende med mit hår. Det føles kortere end normalt, mere underligt end normalt, og jeg synker inden mit blik møder mit i spejlet.

Det er egentlig ikke fordi det er så slemt. Før gik mit hår mig til lige under brystet, men af en eller anden årsag synes min mor det var for langt, så hun tryglede mig om at gå til frisøren lige indtil jeg til sidst sagde ja. Og se lige hvor det fik mig! Tak mor.

Nu er det blevet 4 cm kortere. Ja, du hørte rigtigt. Hele 4 cm. Jeg mener, jeg elsker mit hår! Det er langt, tykt, kastaniebrunt med gyldne striber, og nu er det bare tykt kastaniebrunt med gyldne striber.

Jeg bliver straks omfavnet af min mor der hviner og tager mit hår mellem hendes manicurerede fingre. "Nej, hvor er det bare blevet fint, skat! Synes du ikke?"

Jeg tvinger mig selv til at nikke, inden jeg fisker min blå jakke ned fra knagen, og svinger den over skulderen.

"Alberta kommer over i aften, mus, hvorfor tager du ikke den nye kjole på? Den vil bare være så fin sammen med det nye hår. Du ved Alberta har noget imod slidte spidser."

Pis. Ikke Alberta. Ikke venindeflokken. Jeg har lige gennemgået en traumatisk oplevelse der formegentlig vil are mig for resten af livet, og orker da slet ikke en mere. Alberta er iskold og jeg ved, at en sød kjole og en klipning ikke vil ændre på det fact, at hun hader mig og mit "teenageri", lige meget hvor hårdt min mor forsøger at gemme det.

Når man lige ser min mor udefra, ligner hun en af de der typiske, amerikanske housewifes fra film. Skinnende, halvlangt, mørkebrunt hår, altid krøllet til perfektion, fine selskabskjoler og høje støvler. Hun går med mærketøj, har altid frisklagt makeup på, og dufter af jadore parfume. Jeg er hendes lille trofæ. For hende er det vigtigste, at jeg skal gå i kjoler, have gode manerer, hænge ud med de rigtige folk og i det hele taget bare være hendes lille pige.

Jeg tror ikke hun forstår udtrykket "teenager".

Med mine bersærke hormoner, humørsvingninger og 'må-gøre-oprør-instinktet' er jeg sådan set alt hvad min mor ikke vil have at jeg skal være. Jeg hader kjoler. Især når de er struttende og lyserøde. Jeg taler med mad i munden og hører høj musik på værelset om aftenen. Jeg hænger ud med hvem det passer mig, for min mor har da i hvert fald intet at skulle have sagt i den sag. Sådan er jeg bare.