Whipped

Kapitel 19

Okay, først og fremmest, UNDSKYLD UNDSKYLD, UNDSKYLD! Jeg har været en eeeevighed om at opdatere, og I aner virkelig ikke hvor dårligt jeg har det over det! Jeg har døjet med nogle personlige problemer det sidste stykke tid, og jeg har bare ikke fundet motivationen eller lysten til at skrive.. Har ikke engang svaret på jeres kommentarer og spørgsmål, og jeg ved jeg har forvirret jer - jeg kunne i princippet være død, og ingen ville vide det, men ja, tilbage til pointen! Jeg er i live! Og jeg vil virkelig prøve at tage mig sammen til at skrive, både for jer og for mig selv. Håber virkelig, at I kan tilgive mig- kys!

Jeg hørte engang min fætter sige, at han var bange for hospitaler. Senere hen så jeg det også på tumblr - en post der var blevet delt over 300.000 gange, og jeg har da også en gang eller to hørt mine venner sige det.

Jeg har aldrig helt forstået hvorfor. Ja okay, maskerede læger med hvide kitler, udstyret med kanyler og alverdens torturredskaber virker ikke ligefrem dejligt, men det er enten det, eller en smertefuld død med en kræftsvulst i hjertet eller noget i den dur, ikke? Hospitaler er jo som regel der hvor man bliver kureret, og de creepy, maskerede læger er i virkeligheden bare helt almindelige folk som os selv med en IQ på 3268. Hospitaler bringer tusindvis af nye liv til verden hver dag, og lige siden min far fortalte mig netop det, har jeg altid valgt at se på hospitaler som et hjælpemiddel og et trygt og sikkert sted.

Alligevel var jeg ikke særlig glad for at sidde i venteværelset netop i nat.

Det gule tapet på væggene gør mig ængstelig, og stolene virker for hårde og ubehagelige. Bamserne og alt legetøjet i hjørnet virker uhyggeligt. Jeg kan ikke påskønne, at mine venner sidder ved siden af mig og at min iPhone overraskende nok har mega meget strøm.

Jeg vil bare vide, om Frederikke er okay.

Ambulancen ankom ikke lang tid efter, at jeg havde ringet, og vi havde set bevidstløse Frederikke blive båret ind i den blinkende bil og kørt væk. Vi havde selvfølgelig fulgt efter i Grace's bil, og hun havde sat os af, hvorefter hun var kørt videre på arbejde.

Jeg kommer aldrig til at fatte hvorfor hun gider at stå op klokken 3 om natten og tage ned og arbejde i en bager. Gratis kage slår sgu ikke søvn.

Anyways, Frederikkes forældre ankom i pyjamas og fik lov til at valse direkte ind til stuen hun lå på, mens vi andre blev tvunget til at sidde 2 timer i venteværelset grundet at vi ikke var familie. Prrf. Alec, Connor, Will og Blake ser ærlig talt ud som om de kunne dratte om hvert øjeblik. Tågede øjne, rodet sovehår og akavede sidde/sovepositioner på de hårde stole, er hvad der beskriver os lige nu, og der går ikke lang tid før jeg mærker mine øjenlåg blive tunge og mine øjne rulle om bag i hovedet på mig.

Jeg er ude som et lys.

Da jeg vågner igen, er det lyst udenfor og venteværelset er en del mere proppet end det var før. I et øjeblik er jeg pisse desorienteret og forvirret, indtil mine øjne lander på ansigtet 3 centimeter fra mit eget, og jeg hyler.

Fucking Alec.

Hans og drengenes grin fylder stuen, folk kigger mærkeligt på os, og jeg mærker mine kinder blive røde af vrede. "Du er en fucktard, Alec," mumler jeg tvært, og han trækker på skuldrene med et drillende glimt i øjet. "Jeg ved, du elsker mig."

Inden jeg kan nå at skyde et eller andet mega godt comeback i nakken på ham, grynter Connor der står bagved, og jeg retter min opmærksomhed mod ham. "Lad os nu bare gå ind til Fred, okay?"

Jeg kvikker op. "Hvad? Er hun vågen? Hvad er klokken?" "10 over 7," svarer Will mig hurtigt, og jeg rejser mig op og tørrer det usynlige støv af mine bukser. "Jamen hvad venter vi så på? Værelses nummer?"