Whipped

Kapitel 8

Jeg undskylder tusind gange for den mest langsomme opdatering jeg nogensinde har lavet! Jeg har haft så mega travlt på det seneste, at jeg overhovedet ikke har haft tid til at skrive :( Håber virkelig at I kan bære over med mig <3 Nu er det jo heldigvis gået hen og blevet sommerferie, så jeg vil forhåbentlig have meget mere tid til at skrive nu! Rigtig god ferie ;)

"Connor, dammit!" råber jeg fra køkkenet og smækker vredt med køleskabsdøren. Med Fletcher rendende nysgerrigt efter mig, tramper jeg ind i stuen med rynkede bryn og øjne der lyner, inden jeg holder den tomme æske is op i strakt arm og vredt skuler til min bror. Han sidder henslængt i sofaen med sin mobil i den ene hånd og en skål i den anden hånd, indeholdende min is. "Hvad?" spørger Connor og kigger afventende over på mig. Jeg ligner helt sikkert lort.

Min dag har været sådan set også været lort. Matematik var svært, jeg havde glemt min frokost, og Linda havde konstant kommet med små, irriterende bemærkelser der var nok til at få mit blod til at koge.

Min stakkels, lille cykel var stadig ikke hjemme hos sin mor, og det var barbies skyld.

Lige så snart jeg kom hjem smed jeg tøjet og hoppede i mit nattøj, inden jeg smuttede nedenunder efter den vanilieis, jeg vidste lå gemt inde bag isterningerne i vores fryser. Der var bare det problem, at den ikke var der, og jeg vidste udmærket godt hvem synderen var.

"Den is var det eneste der holdt mig fra at bryde sammen og gå i hi, din makrel!" hvæser jeg vredt. "Og nu er den væk."

Connor ruller med øjnene. "Som mor altid siger: Her i huset deles vi om alt," siger han og tager drillende en skefuld is. Mine kinder bliver røde, mine næver knyttes, og jeg sætter beslutsomt af, inden jeg løber mod sofaen og lander oven på Connor med en dunk. Mine hænder låser sig fast om skålen med is, og jeg hiver alt hvad jeg kan, i forsøget på at sikre mig de sidste, ynkelige rester af vanilieis. 

Jeg glemmer åbenbart at Connor er rimelig stærk.

Inden jeg overhovedet kan nå at hive skålen 2 cm over på min side, ligger jeg på gulvet med en fod i hovedet og stønner. Connor sidder over mig med ansigtet rettet mod sin iPhone og en ske i munden, men jeg kan se det selvfede smil der spiller om hans mund. Jeg skubber vredt hans fod af mig, og kigger hævngerrigt op på ham. "Jeg farver dit hår pink når du allermindst venter det, Fletcher," siger jeg, og Connor trækker på skulderen uden så meget som at værdige mig et blik. "Du ved jeg ville se fantastisk ud med pink hår."

Jeg åbner munden for at kalde ham et eller andet grusomt, men inden jeg får sikret mig endnu en fod i hovedet, stikker mor hovedet indenfor i stuen.

"Vær nu gode ved hinanden, ikke?" siger hun, og da hendes øjne lander på mig, bliver de store. "Charlie, hvordan er det dog du ser ud? Sagde jeg ikke at jeg havde lagt en kjole frem til dig?" Jeg lader mig falde tilbage på gulvet med et suk. "Jo. Men det fact, at den er lyserød og har strutskørt afholdte mig fra at tage den på"

Mor er helt igennem feminin. Selv i dag på en helt almindelig hverdag har hun sit hår hængende ned ad skuldrene i bløde krøller, kjole og perfekt makeup på, som om dronningen skulle komme på besøg. Det er bare som om at hun ikke forstår, at jeg ikke også er ultra feminin. Jeg er ikke en Christel Fletcher i mini version. Jeg er Charlie Fletcher, den akavede, sarkastiske pige med det rodede hår og jord under neglene. Og jeg har på ingen måde tænkt mig at iføre mig en lyserød kjole.

"Men Charlie, skat," prøver mor med et smil spillende om hendes læber. "Du ved det ville gøre mig helt vildt gl..-"

"-Bare drop det, mor," afbryder Conner der rejser sig fra sofaen og langsomt slentrer ud ad rummet, mens han irriteret kigger på mor. "At du lærte at styre dig ville også gøre mig glad, men det ved jeg jo godt ikke kommer til at ske," snerrer han og forlader rummet. Jeg rynker brynene og kigger forvirret op på mor, der stiller stirrer ned i gulvet, inden hun også går. Hvad i alverden gik det ud på?