Dag 1-

Dag 6576

Jeg undrede mig allerede, da han spurgte. Det er ikke noget vi plejer at gøre. Kun yderst sjældent. Nærmere defineret: aldrig.

Og August skulle med, hvilket gjorde det til noget større end 'bare' vores far, der inviterer os på brunch.

Jeg kunne ikke tænke, før vi sad i bilen. På vej. Trangen til at græde var der allerede. Angsten, der pressede sig ud i lyset i form af tåre. Han så det ikke. Det sørgede jeg for. Jeg kiggede ud på alt det grønne i stedet for at vise ham sandheden. På beklageligvis kom den tilbage og afbrød ham senere. Jeg nedstirrede de andre bilister. Nysgerrighed er nogle gange årsagen til ulykker. Det er så anderledes at glo på andre mennesker, mens de sidder i en bil. For de går ikke ud fra, at andre ser dem. De går ud fra, at andre ser dem som bilen. Som at de var en og samme person. Den fejl har jeg begået mange gange. Men nu er jeg begyndt. At se på mennesker. Og det er sjovt. Interessant. For når mennesket går på gaden ved det, at det bliver iagttaget af andre, men i en bil er det noget andet. De er alene. Hjemme i privaten, men synlige gennem vinduer. Gennemsigtige vinduer, selvom mennesket ikke virker til lægge mærke til denne funktion.

Tilbage til vores bil. Den holder stille. Motoren er holdt op med at arbejde. Jeg sidder stadig i sædet. Bange for hvad der vil ske fra jeg går ud af bilen til jeg går ind i bilen igen. Jeg stiger alligevel ud. For det er jeg nødt til. Jeg kan ikke blive her.

Far snupper noget fra bagagerummet. Det er nogle papirer. De ser vigtige ud. Jeg prøver at ignorere dem. Ser dem ikke.

Vi venter. På August. August, der altid kommer for sent. Det har jeg lige fundet ud af. Jeg troede ikke på det, da min far nævnte det tidligere på ugen. Det gør jeg nu. Tænk, at jeg ikke vidste det om min egen bror. Der er så meget jeg ikke ved om min egen bror.

Han kørte lige forbi. Vi kunne genkende hans bil. Han kommer vel tilbage. Far leer kort. Lad helst vær'. Jeg siger det ikke. Venter bare. Til vi ser hans bil komme tilbage fra modsatte retning. Han laver noget ulovligt og far griner igen.

August er her.

Han ligner sig selv. Jeg elsker hans gang. Det kan jeg altid kende ham på.

Han hilser med kram. Jeg elsker hans kram. Selvom han er begyndt at gøre det med en arm kun. Det føles dog stadig som et bjørnekram. Jeg elsker hans kram.

Vi går indenfor. Det ligner et billigt sted, selvom jeg senere finder ud af, at det er dyrere end noget jeg ville betale for. Pengetyve er de. Eller er det pengegale det hedder?

Hvorfor vi sætter os ved bordet lige ved køkkenet ved jeg ikke, men i det mindste sidder jeg over for August. Fars papirer sidder til gengæld på stolen ved siden af mig. De skræmmer appetitten væk.

Smalltalken begynder. Jeg hader smalltalk. Det er så ligegyldigt. Der er så mange, der lever af det, at det burde være ulovligt. Jeg hader det.

Endelig rømmer far sig. Siger et eller andet om, at der er noget han gerne vil snakke med os om.

Der var den. Igen. Angsten. I form af tårer.

Papirerne bliver trukket ud af plastikchartekket og lagt på bordet foran os. Den synlige angst har forrådt mig. Men jeg kan lide den. Og jeg kan ikke gøre for det, men det er en trang. En trang, der virker foruroligende for andre end mig.

Han forklarer noget. Nævner hans egen død. Resten forstår jeg ikke. Eller også hører jeg det bare ikke.

Mit hjerte krymper sig sammen.

Augusts hånd kommer først. Du må være lidt hurtigere far. Jeg bliver helt paf. Han har aldrig vist sin kærlighed på den måde før. Kun et par klap på skulderen i andre situationer, men aldrig mere. Jeg ved, han synes, det er akavet, men jeg kan lide det og griber godt fast. Så han ved, at han hjælper. Så han ved, at jeg også elsker ham.

Men vi siger det ikke. Vi siger det ikke højt. Og jeg hader det. Jeg hader, at vi ikke siger det højt.

Det er ikke fordi, at far er til stede. Det ved jeg. For vi siger aldrig sådan noget til hinanden. Faktisk taler vi sjældent med hinanden. Alt vi har er berøring. Alt det andet er hadefuldt smalltalk, der ikke kommer nogen vegne. Og jeg hader det. Det hele.

Men det er ikke vores skyld, tror jeg. Selvom det er os, der skal kæmpe for at genopbygge noget som vores forældre så kærligt har smadret. Destrueret.

Det er bare så svært. For jeg føler stadig, at jeg er et lille barn, og at August er et barn (dog større og ældre). Og jeg føler ikke, at vi kan gøre det. Ikke før vi er voksne. Men hvornår er vi det? Burde vi ikke i det mindste prøve. Nu.

Jeg har bare så svært ved det. For det føles som om, at vi er to fremmede, der tilfældigvis har samme forældre. Og jeg ved ikke, hvordan man snakker med en fremmed, der er fem år ældre end mig selv. Jeg snakker nemlig aldrig med fremmede, der er fem år ældre. Men når jeg gør, er det min bror. Og jeg hader det. Og jeg kan se på ham, at han hader det. Men det er så svært, når vi aldrig burde have stået i denne her situation. Jeg hader vores forældre for at gøre det her mod os. Kunne de ikke bare... have ventet?

Jeg fucking hader det. Jeg fucking hader det så meget, at klamt snot lægger sig om min overlæbe og tårer samler sig ved kindbenene for at tage springet ned på min bluse.

JEG FUCKING HADER DET!