Xantiea - Til en ukendt verden

Kapitel 1. Ny skole, nyt hjem, nyt liv

Store dryp plasker på bilruden. Der er ikke andet at se udenfor, end de endeløse marker, som ligger som et tæppe over den bakkede jord.

Jeg kigger sørgmodigt ud på de grå skyer. Snart er vi fremme i vores nye hjem. På grund af far er vi lige flyttet ud fra vores lille lejlighed med den hyggelige lille altan med udsigt ud over storbyen.

Selvom jeg måske alligevel er lidt træt af de mange dyttende biler og de larmende fester i sommeraftenerne, kan jeg ikke holde ud at vi er taget af sted. Det var mit barndomshjem. Hvad skal jeg gøre uden det? Hvad skal jeg gøre uden far? Og hvad skal jeg gøre uden mine venner? Jeg og mor kommer til at være helt alene. Og hvad bliver der af Casper, Linus, Lukas og Rasmus? Kommer vi overhovedet til at ringe og skrive sammen igen, eller glemmer de mig helt? Jeg snøfter kraftigt op uden at tænke over det. Mor hørte heldigvis ikke noget.

Jeg hader det. Hader så meget at skulle flytte fra mine venner.

Mor vender sig i bilen og kigger sørgmodigt på mig. "Bare rolig skat, det hele skal nok ordne sig... en dag." hun skynder sig at skifte emne. Ingen af os har lyst til at snakke om far. "Og tænk, du får et meget større værelse. Er det da ikke rart?" siger mor og tilføjer "...Desuden ved du godt, at det er bedre at flytte. Bedre for os begge." Jeg trækker blikket væk fra hende og kigger gennem ruden igen.

Gider ikke vise hvad der brænder for at komme ud af min mund.

"Mit gamle værelse var bedre," mumler jeg bare. Mor, hun kigger halvt bedrevidende og halvt med medlidenhed på mig. "Jeg er sikker på, at Casper ikke glemmer dig, og du skal nok få nogle nye venner hurtigt." Hun lægger hendes dejlige varme hånd på mit skød og siger stille: "Det lover jeg dig." Hendes varme smil får mine øjne til at brænde. Mor vender sig og kigger frem, men hun lader hånden hvile....

Far plejede at styre bilen, men det gør mor nu. Far... er væk. Det skete for nogle måneder siden. I nyhederne. Far arbejdede som politimand. Mor vidste ikke, hvordan hun skulle sige det. Hun var helt grædefærdig, da jeg kom hjem fra skole og så hende i sofaen med tv'et tændt.

Der gik noget tid, før hun fortalte mig det. Hun kom bare hen og krammede mig med tårevædet ansigt. Det var verdens værste dag i mit liv. Langt værre end aldrig at skulle se Casper igen.

Forude begynder der at komme huse frem. "Så er vi lige ved at være der." siger mor og retter på bakspejlet.

Husene bliver flere og flere, og til sidst til en lille by med små butikker.

"Se skat, der ligger din nye skole," siger mor og peger på en lille gammel skole opbygget af røde mursten. Mørkegrønne klatreplanter vokser om kap op ad muren, og en stor grøn græsplæne, og gynge- og klatrestativer kan man lige skimte bag en åbning i den gamle murstensmur, der omkranser denne her side af skolens område. Den ser især hyggelig ud med alt det pynt, der er i hvert eneste rum, som man kan skimte gennem de gamle vinduer.

Masser af folk går stille og roligt rundt på gaderne, som om de slet ikke har noget for. Det her er en mærkelig forandring. Fra storby til verdens mindste Rema 1000. Det er vist noget jeg skal vende mig til.

Senere kommer vi til et stort og utrolig slidt gammelt hus. Bilen sænker farten og kører direkte ind i garage åbningen. Et gammelt ægtepar står og vinker til os. Mor stiger ud for at sige hej. De begynder at snakke, men jeg bliver inde i bilen. Jeg stirrer tomt på dem i lang tid, mens de står der, indtil den gamle dame retter blikket mod mig. Jeg skynder mig at kigge ned på mine fødder, men jeg kan alligevel tydeligt høre hende sige, "Og det må jo så være jeres søn. Sikke han dog ligner jer," siger hun med rusten stemme. "Ja," siger mor og forsøger at smile, men mislykkes med det. "han hedder Oliver. Kom Oliver!" råber hun, og vinker mig hen. "Se dit nye hus. Er det ikke smukt?" Mor har et stort smil på læberne - hun forsøger virkelig at lade som om alting er perfekt - But I don't care. Jeg ryster på hovedet. "Han er lidt genert." Undskylder hun, og skynder sig hen og åbner bildøren. Hun kigger med et strengt blik ned på mig, som snakker sit tydelige sprog.