Xantiea - Til en ukendt verden

Kapitel 13. Kimiryas grotte

Mærkelige planter og svampe i alle slags farver, vokser på de groft udhulede grotte-vægge, kravler op af gulvets revner og hænger ned fra loftet. Gulvet er ujævnt og de fleste steder dækket med sandbunker, diverse planter og halvrådne, flækkede træstubbe med mos grønne på - hvordan er det kommet herind?

De blussende blå flammer følger os på den lille smalle sti, vi går på. Ingen af ​​​​os siger et eneste ord.

Til sidst efter et skarpt sving på den anden side af en bred, ujævn væg, viser der sig en masse pergamentruller, mærkelige dyblilla og bleggrønne eliksirer, og en stor støvet glaskrukke med en masse små lysende ildfluer i stående hulter til bulterovn på et meget gammelt. og vakkelvornt træbord. En lille trebenet træskammel står skævt på en sandbunke bag ved bordet.

Jeg går op til bordet og kigger lidt på nogle af pergamenterne. Mange af dem er notater, men der er også skitser af trylledrikke og frygtindgydende skabninger og noget der ligner opskrifter på eliksirer på gamle gulnede udrevne sider fra bøger.

Et mærkeligt hvidt lys, der kommer fra et sted omme bag endnu en massiv grottevæg - der hvor stien fører hen -, fanger min opmærksomhed.

De andre har også sat det og er allerede på vej derhen. Jeg skynder mig efter dem.

Vi kommer ind i et dunkelt rum, og i midten er der en forbandet sø. "Hvis vi skal ned og svømme igen..." visler Jack bittert.

Noget får mine nakkehår til at rejse sig, og kuldegysningerne til at risle ned ad ryggen på mig. En sælsom, uhyggelig nynnen kommer nede fra dybet. Først er den meget lav og svær at høre, men tonerne bliver højere og højere, og mere og mere lokkende . Alting bliver toget i mit sind, og det er som om at lyden kommer inde fra mit hoved. Jeg bliver beroliget. Lyden er pludselig ikke længere uhyggelig. Bare mystisk. Det føles så tillokkende at gå ned i vandet. Det er kun melodien jeg tænker på, og den brændende nysgerrighed for at finde ud af hvem der kan synge så fantastisk. Så smukt. Tanken om at alt hvad jeg har brugt for er dernede, kommer til mig.

Langsomt og uden at jeg rigtig registrerer det, begynder mine ben at bevæge sig ned mod søen....

Mænd hvorfor?

Tanken slår mig så pludseligt og en rystelse går igennem mig. Et kort øjeblik bliver alt klart for mig og melodien føles uhyggelig igen.

Og så, med ét, bliver alt tåget og godt igen, og melodien tager til og runger indefra... Alting føles så rart... men det er det jo ikke.

Ordene er så oprigtige og tågen i mit hoved krakelerer.

Jack og de andre er på vej ned i søen. Saga har allerede sat det ene ben i, og jeg opdager at mine ben også er ved at gå i vandet. Jeg skynder mig at stop op. Alt bliver klart for mit blik. Melodien er på ingen måde beroligende længere. Faktisk er det lige det modsatte. Hvad er det jeg havde gang i? Hvad er det, andre har gang i?

Jeg løber hen og hiver Saga op af vandet. Hendes blik er tomt. Hun rører bare på vandet. "Saga!" siger jeg bange og rusker i hende. "SAGA!"

Saga ryster forvirret på hovedet og hendes blik bliver klart igen. "Hvad skete der?" spørger hun opræmt. "Jeg ved det virkelig ikke, men hold dig for ørene og lad være med at lytte til sangen." siger jeg og skynder mig hen for at trække Jack væk fra det iskolde vand. Jeg giver ham en hård lussing og han vågner fra sin trance med et sæt. Han blinker hårdt med øjnene nogle gange som for at blinke søvnen væk. "Adr," siger han og kigger derefter rundt på de andre. Uden yderligere kommentarer går han hen og vækker Maya.

"Hvad var det ?" spørger Fryd, som jeg lige har vækket.

"Det minder mig om ' The Pirates of the Caribbean 4 '." siger Jack. Fryd og de andre elvere kigger mærkeligt uforstående på ham. "Nå ja." siger han skuffet, "Sirenesang" siger han bare. De andre ikke bekræftende. "Det kunne det sagtens have været..." siger Aksel tænksomt.