Xantiea - Til en ukendt verden

Kapitel 12. Gåder og atter gåder

Vi går længere ind i den sandfarvede tunnel. Væggene buer ind over hinanden og slutter i en spids oppe i loftet. Vi når hen til den ujævne sandfarvede trappe, som er af det samme slags sten som resten af ​​tunnelen. Vi går lydløst ned ad trapperne. Hvornår er vi mon fremme hos Kimiryas grotte? Hvem er Kimirya overhovedet? Og hvad er det, der er så specielt ved hende? Please, sig at jeg kan komme hjem efter det her!

Vi går trætte, men dog varme ned ad den smalle trappe og en blindgyde i et lille lavloftet rum går os i møde. I den smalle mur, der spærrer vejen fremad, er nogle underlige tegn hugget ind. Seks kvadrater med seks forskellige symboler skrevet i fylder muren ud. En flamme, en snirkel der nærmest ligner et vindpust, en sol, en bølge, en cirkel og to spidse vinkler der spejler og lapper over hinanden lodret. "Hvad betyder det?" spørger Fryd, - nok mest hende selv.

"Symbolerne. De ligner lidt din halskæde..." siger jeg tænksomt henvendt til Maya. "Nå ja, selvfølgelig!" siger Maya og trækker sin mors medaljon op af trøjen. Vi stimler sammen om hende og medaljonen. "Vindpustet derovre," siger hun og peger på snirklen der står skrevet øverst til højre på muren, "står for elementet vind. Flammen står for ild..." siger hun og peger på den simple flamme øverst til venstre, "Bølgen står for vand..." hun peger på den snørklede bølge i midten til venstre, "Bjergene der spejler hinanden må stå for jord..." -så det er det de to overlappende spidse vinkler betyder. "Cirklen står for måne, og solen står sjovt nok for sol." afslutter hun. "Men hvad så med sjæl?" spørger Saga. "Hmm... det må være en gåde." siger Maya. "Prøv at lede efter ledetråde. Tryk på ting, se om der er noget, vi har overset." beordrer hun.

Vi spreder os til alle hjørner i det lille lavloftede rum. Jeg står i mange minutter og glor intenst på en meget støvet væg.

"Jeg har fundet noget!" udbryder Aksel. Jeg løsriver mig fra den intense omrøring. Endelig.

Vi skynder os alle over til ham. Han står ovre ved muren, og med sin finger, og uden at røre, peger han på det ene centrum af krydsene, der adskiller kvadraterne fra hinanden. "Og hvad skal det så betyde?" spørger jeg let frustreret. Aksel sukker opgivende. "Giv mig medaljonen Maya." Maya rækker ham den vantro. Han peger insisterende på symbolet i midten. En stjerne, der går ud i fire spidser. Som et kryds der er drejet en kvart omgang. Symbolet for sjæl. "Forstår jeg nu ?" spørger han, "Selvfølgelig," siger Saga bekræftende, "Det giver mening." "Mænd hvordan...?" Maya når ikke at gøre sætningen færdig før Aksel med sit selvglade ansigt trykker sin finger mod centrummet af krydset. Og ingenting sker. Jeg udstøder en spruttende lyd og prøver ikke at lægge skjul på min humor, da Aksels selvglade blik på nul kommer fem bliver komplet forvirret og forfjamsket. Jack holder hænderne op for munden, men vi kan alligevel alle sammen tydeligt høre hans spruttende fnisen. Saga smiler modvilligt, og Maya og Fryd står begge med meget stive og alvorlige ansigter, som om de prøver for alt i verden ikke at grine med. "Jeg forstår det ikke." siger Aksel forvirret. "Det burde virke. Det burde det altså." Jack går fnisende hen til muren. Han trykker og holder fingeren inde på det nederste kryds. Derefter strækker han sin anden arm op i luften for at kunne nå at trykke på det andet kryds. Så slipper han og et blåt lys dukker op i begge kryds' centrummer. "Hvordan..?" spørger Aksel åndeløst mens det blå lys spreder sig i revnerne, der adskiller kvadraterne, og efter et enkelt skarpt blåt glimt, der fylder hele rummet, er muren forsvundet og tunnelen fortsætter fremover.

"Værsgo." siger Jack fornøjet, og blinker kækt til mig, da han går forbi mig på vej hen til vores nye vej fremad.

"Kom igen." siger Saga medfølende til Aksel og skubber ham blidt med videre.

Vi fortsætter fremad og, efter noget der føles som fem eller ti minutter, kommer vi til et sted hvor en række af dybe huller på hver væg er lige i hovedhøjde.