Xantiea - Til en ukendt verden

Kapitel 3. Uventet besøg

Endelig er det fredag. Lige efter skole var jeg gået hjem med Jack. Vi spillede videospil, spiste masser af chips og drak Faxe Kondi. - Og så måske også drillet og kastet chips efter Jacks lillebror, Marcus. Mest af alt fordi han gik ind foran fjernsynet og irriterede os. Der var virkelig blevet grinet. Jacks forældre er begge rigtig søde. Jack er heldig. Han har en fantastisk familie, hus, skole og klasse. Ville ønske jeg også havde en søster eller bror. Også selv om Jack siger, at det er vildt irriterende. Det hele går bare så langsomt her... på den gode måde altså. Alt er bare lige som det skal være......

Jeg har fået lov at spise med.

Da vi kommer ned til aftensmad, er Jacks mor ved at sætte maden på bordet. Vi skynder os at hjælpe til. "Maden står på en salat - med ferskner, - bagte kartofler og grillet svinemørbrad." siger Jacks far, som stadig har forklæde på, når vi sætter os til bords. Jack og hans brødre ligner hinanden uhyggeligt meget.

Alle sammen grønne øjne, høje, kastanjebrunt hår og brun hud. Faren skiller sig til gengæld fuldstændig ud. Det eneste, han har tilfælles med hans børn, er hans humoristiske sans og højden. Nej, Jacks far er nærmere klassisk dansk, i hele hans udseende. Lyst hår, blå øjne. Jacks mor til gengæld har langt tykt kastanjebrunt hår og grønne øjne, præcis som hendes sønner.

I stedet for at deltage i snakken vækker nogle tanker sig. Hvad hvis min familie var sådan her. Lykkelig. Men det er den ikke. Mor er blevet helt mærkelig. Prøver at starte et nyt liv op uden far. Men hvordan skulle det kunne være muligt. Hun... jeg kan ikke komme videre. "Oliver, er du okay?"

Hører jeg pludselig Jacks mor sige. "Øøøhh... Yeah" siger jeg og ryster voldsomt på hovedet.

Prøver at ryste tankerne af mig. "Bare lidt træt..." Der går adskillige sekunder før småsnakken så langsomt begynder igen. "Jeg skal lige på toilettet." Jeg rejser mig klodset og går ud af spisestuen, ud på toilettet og låser døren efter mig. Jeg tænder for vandhanen og plasker noget iskoldt vand i hovedet. Lader vandet løbe, og kigger på mit eget spejlbillede. Strittende leverpostejsfarvet hår og en lille spinkel krop. Ligesom far. Holder så hårdt fast på håndvasken, at det gør helt ondt. Klumpen i halsen vokser. Jeg lukker øjnene hårdt i. Tager en dyb vejrtrækning... En... to... tre..... Jeg glipper med øjnene. Slukker for vandhanen og sender mig selv et sidste blik, inden jeg forlader rummet. Helt neutralt. Der er helt stille inde i stuen. Men i stedet for at gå derind, går jeg ud i entréen. Tager sko på.... hører stolene skrabe og Jacks mors stemme.... tager jakke på... "Oliver? Oliver, hvad sker der?".... Hænker tasken over skulderen... og går. Løbende skridt... Jacks råben. Jeg ser mig ikke tilbage. Går bare med lange faste skridt. Kigger ligeud. Jeg har ingen anelse om hvor jeg går hen. Heller ikke rigtig hvorfor. På et tidspunkt standser jeg. Jeg ved ikke hvor jeg befinder mig, men i udkanten af byen. Måske tæt på hjem? Vreden og sorgen ulmer inde i mig. Hvorfor? Hvorfor lige ham? Hvorfor kunne vi ikke have forblevet en lykkelig familie? Jeg sætter mig på den nærmeste bænk. Har brug for... tid.

Det er mandag i dag, og det er lige med skole. Kan ikke holde ud at skulle se Jack. Men jeg kan ikke undgå det. Min plads er seriøst lige ved siden af ham!

Jeg læner mig op af skolemuren. Holder øje med at Jack forbliver mindst femten meter fra mig. Inde i klassen blev han ved med at stirre. Jeg lukker øjnene et øjeblik. Prøver at samle mig. Men lige så snart jeg åbner dem igen, er han på vej i min retning med øjnene fæstnet på mig.

"Oliver?..." Jeg vender mig om og går. "Nej Oliver, stop." Ved ikke hvorfor, men mine ben vil åbenbart det modsatte af hvad jeg vil, for de stopper med at gå og vender sig imod Jack. "Hvad?" spørger jeg, selvom jeg udmærket godt ved hvad han vil. Og er alligevel slet ikke forberedt.