Xantiea - Til en ukendt verden

Kapitel 4. David Wilson

Mens vi bliver trukket af sted, er der også noget andet, der bevæger sig bag buskene. Nogen eller noget mumler og rumsterer. Små flaks fra nogle vinger og en lille irriteret stemme.... Pludselig er der noget småt, der tumler ud. Dyret - eller hvad det end er - lyser så blåt op, at jeg ikke kan se hvordan det ser ud. Mon det var det væsen, Maya snakkede om......?

Vi bliver sat ind i bagagerummet i en stor varevogn, som ser ud til at udgive sig for at sælge sushi. Vi bliver alle tre bundet godt og grundigt fast. Ryg mod ryg.

Den lille mand sætter gaffatape stramt på mundene, så vi ikke kan sige noget som helst.

Det føltes som om vi har kørt i flere timer, da bilen endelig stopper, og bagagerummet åbner sig. Der er helt stjerneklart udenfor. De og månen lyser nattehimlen helt op. De to mænd begynder at mumle indbyrdes, og så går den mindste af dem. Agent A.J. river gaffatapet af, og Maya begynder at snakke vredt på livet løs og siger en masse slet ikke utydelige bandeord. Flere minutter senere kommer den lille mand tilbage med to store fyre. De ser begge to ud til ikke at have så meget hjerne tilbage i deres små fladpandede hoveder, men muskler har de til gengæld alt for mange af. Den mindste af dem er helt skaldet. Den anden og største, har karseklippet hår - sikke en forfærdelig frisure.

Den mindste af dem tager Maya, og holder hende godt fast. Hun ser godt sur ud, "Hold fingrene væk fra mig, din store trold." siger hun frygtløst. Jeg og Jack kan ikke lade være med at kigge imponerede. Den skaldede knytter sine næver. "Så så," siger A.J. Afslappet, "du skal nok få lov til at ordne dem senere." Manden med det karseklippede hår tager både Jack og mig på én gang. "Slip mig!" siger Jack åndeløst. Den karseklippede mand har lige mast albuen ind i ham, så han næsten ikke kan få vejret. Den høje og tynde mand, agent A.J., kommanderer afslappet og fuldstændig ligeglad, at han skal løsne grebet.

Toppen af et stort flot hvidt palæ med sort tag tårner sig op over os. En høj, fintklippet grøn hæk, som ser ud til at være meget lang i begge ender, gør at man ikke kan se mere. Vi kommer ikke mere end tre skridt fremad, før vi står foran en stor sort port bygget op af fine snørkler - sikke et fornemt hjem. Da jernporten åbnes af sig selv, ved at agent A.J. scanner sit øje på en lille skærm i hækken, begynder jeg pludselig at blive rigtig bange, - mere end før altså. Tænk hvis jeg aldrig kommer hjem igen? Så vil jeg aldrig se min mor eller nogen andre fra min familie igen. Jeg har allerede skænket den tanke én gang inde i varevognen, men det er som om det først virkelig dæmrer sig for mig nu. Vil jeg overhovedet komme til at se en skyfri himmel igen,

eller bare kigge ind i en betonmur hele dagen lang? Vil jeg spise klam mad og få rådne tænder ligesom forbryderne i alle de krimifilm jeg har set? Jeg kan næsten ikke bære det. Min øjne begynder at brænde, så jeg kæmper for ikke at presse en tåre ud. Jeg vil ikke være den svage, der græder over det mindste. Kort sagt vil jeg ikke være pinlig. Jack sparker håbløst kæmpen over skinnebenet, men til ingen nytte. Manden opdager ingenting..... Vi kommer aldrig væk herfra.

Vi kommer ind til en fantastisk have, med springvand og albino påfugle, gående over en kortklippet smuk grøn græsplæne. Det hele lyst op af projektørlys rundt omkring gemt i buskene.

På den anden side af græsplænen kommer vi til den store sorte dobbeltdør, der fører ind til palæet. På hver side af den står en livvagt med sort jakkesæt på, en håndpistol siddende i bæltet, og en lille mikrofon sat fast på skulderen. De står med rank ryg og åbner døren ind til en pragtfuld indgangshal. Døren bliver smækket i med et brag og låst - efter lyden at høre - flere forskellige steder. Hvide søjler står i siderne, og en lang hvid marmor trappe fører højere op, til en ukendt sort dør. Det sorte marmorgulv vi går på, er så blankt at jeg kan se mit eget spejlbillede i det.