Xantiea - Til en ukendt verden

Kapitel 2. Anderledes

En halv uge er der gået nu, og jeg forstår stadigvæk ikke hvorfor de synes, at Maya er så mærkelig. Altså ja, i frikvarteret, nynner hun altid for sig selv, mens hun går rundt i sin egen verden, men så forfærdeligt er det da heller ikke. Jeg kan ikke lade være med at kigge undrende efter hende. Hun må da være virkelig ensom hvis hun gør det dér hvert eneste frikvarter. Hun kommer aldrig i klub hvor der ellers er rigtig hyggeligt, og når vi skal arbejde i makkerpar er hun altid den der står alene tilbage. Ingen gider at være sammen med hende. Pludselig er det som om mine egne problemer ligger langt langt væk. Maya må virkelig have det hårdt. Tænk hvis det har været sådan hele hendes liv. Sådan har det i det mindste ikke været ved mig. Hun ser godt nok meget ligeglad ud, men jeg kan simpelthen ikke tro på, at hun også er det helt indeni.

Alt er ved at falde til på skolen. Jeg har nu ikke kun Jack som bedste ven, men også Arthur og Lasse er jeg blevet nære med. Lasse er en ikke så høj dreng med stort, blond krøllet hår. Han er ret afslappet og ikke så god til ordet lektier. Det går ham altid på nerverne, når nogen nævner det. Det er som om hans vogngrønne joggingbukser og hvide t-shirts altid er lidt for store. Hans næse er lang, og han ligner en der altid lige kunne bruge en lang lur. Arthur er til gengæld en meget livlig dreng, der altid har et stort smil på hans fregnede smalle ansigt. Han plaprer altid løs om alverdens ting....

"Nå 8.Y. Nu hvor vi er blevet færdige med at forberede os, skal i igang med at skrive jeres helt egen historie." Arthur rækker hånden så meget op i vejret, at det ligner, han prøver at nå loftet. Alle i klassen sukker. Selv Marie tager sig sammen til at lægge hendes ansigt i tålmodige folder. Det ser ret anstrengende ud. "Ja, Arthur?" "Hvad er det nu for en slags genre vi skal skrive i?" "I må skrive om alt så længe det ikke er fakta. Men husk nu. Forfattere kan skabe livagtige billeder med deres historier, og bygge en helt ny verden op af det." Maya, der ellers havde siddet fuldstændig fraværende, retter sig op og lytter koncentreret med.

Jeg tror, at Maya faktisk er meget interesseret i sådan noget, for det er sådan det finder sted, hver gang nogen nævner noget om fantasy og fiktion. Det er som om hun er besat af det. Hun er også altid den der kender til alle fantasivæsener, og bøgerne og filmene. Hun læser også helt vildt meget. Det er ellers noget som folk her i klassen ikke er så meget for. Faktisk hader de det. Jeg selv har det fint nok med det. Men jeg er ikke ligesom hende.

"Mine eneste kriterier er bare, at det ikke skal være fakta, og at I skal prøve at gøre det livligt og spændende. Kom i gang" siger Marie lystigt med det sædvanlige kærlige smil over hendes lyserøde læber.....

Jeg tænker så meget, at min hjerne er ved at sprænges! At skrive historie er vist ikke helt min stærkeste side. Hvad skal jeg dog skrive om....?

De første tanker begynder endelig at dukke op. En pige og to drenge, der alle havde magiske kræfter. Pigen skulle have kræften vand, og de to drenge skulle have kræfterne vind og jord. De skulle prøve at finde den sidste med kraften ild, for så ville de alle med naturens stærkeste elementer være samlet. Det er nok lidt for tidligt at sige at det er en god idé, men jeg er vel på vej derhen ad. Så er det bare lige med at få det skrevet ned. Resten af timen går bare på at kigge fraværende på Word-dokumentet. Jep. Det der med at skrive er virkelig ikke mig.

Efter de tre første lektioner af onsdagen er vi nu nået til at have dobbeltlektion i håndværk og design. Der har vi en, der hedder Anders - som vi også har til matematik - og en der hedder Kristina. Anders er en høj tynd mand, med et lille fipskæg, der nærmest bor nede i sløjdlokalet i et af skolens kælderrum, og Kristina, som er en slank, lav ung dame med langt blond hår ned til livet, er ovenpå i sy-lokalet. Klassen bliver delt op i to og skal være i hvert sit lokale. Jeg skal starte oppe på holdet hos Kristina. Der skal vi sy bamser.

Kristinas sy-lokale er lyst, stort og rummeligt. Fyldt med flotte pastelfarver ligesom hendes tøj.

Inden vi gik ind, mindede hun alle om, at man under ingen omstændigheder må tage sko af fordi man aldrig kan vide om, der ligger en synål på gulvet.

Nærmest hver gang jeg er kommet hjem efter skole, er jeg gået op på mit nye værelse for at spille guitar. Det store vindue har en dejlig udsigt til engen og skoven, plus en hyggelig siddeplads i vindueskarmen, med puder. Det er et meget lyst værelse - især når jeg ikke har gardiner endnu, når jeg skal sove. Men det er lige meget, jeg elsker det. Det er virkelig et fedt værelse jeg har fået. Men slet ikke lige så fedt som udenfor. På denne her tid af foråret hvor græsset står højt og fuglene fløjter... det er min yndlings tid. Helt klart. Jeg glæder mig altid til at komme hjem i det flotte solskinsvejr.

Ude tæt på huset er der et stort flot og gammelt birketræ. Dér har jeg allerede fundet mit yndlingssted. På gyngen, der hænger i en af de nederste grene.

Mærke vinden suse gennem mit uglede hår. Frem og tilbage. Højere og højere op. Men jeg er ikke den eneste, der er betaget af træet. Mor har allerede malet det i solnedgangen. Hun læser virkelig meget kunst. Er det ikke også det en ingeniør laver? Tegner flotte bygninger. Eller er det en arkitekt?

Matematiktimen er nu over os. Indtil videre er det mit hadefag. Heldigvis må vi altid rykke rundt. Lasse kaster mig over på den sidste ledige plads ved mig og Jack, som allerede sidder fordybet i en samtale om hvor stor chance, der er for, at Arthur også kommer rendende. Vi har altid en del lektier for. Nok mest fordi vi bare snakker i timerne og ikke rigtig laver noget.

Jeg er skrald til matematik, men det er altid sjovere at kede sig sammen med andre. Sådan var det også altid førhen, i den gamle klasse. Der sad jeg altid sammen med Casper, Linus, Lukas og Rasmus. Jeg får mavekramper. Det havde været rigtig svært at komme væk fra min gamle klasse. Især Casper. Hans blonde krøllet hår og blege hud. Hans uendelige forhåbninger om, at han en dag kunne komme på det rigtige landshold i fodbold. Han havde altid fodboldtøj på i skolen, og så med ved hver eneste OB og landskamp. Jeg er sådan set ikke selv så meget for fodbold, og det var altid skrækkeligt når jeg altid skulle høre på Caspers uendelige gentagelser af hans kamp som skete for snart mere end et år siden, hvor de kom på førstepladsen i Danmarksmesterskabet. Nu savner jeg den historie, og vil gøre alt for at høre den igen, af den præcis samme person.... Men på en eller anden måde er den nye klasse meget bedre. Selv Noah, klarer jeg mig med. Ingen klasse er jo perfekt. Og desuden skriver vi ikke rigtig sammen mere alligevel. Vi bor flere timer væk fra hinanden, og hans gejst for at skrive med mig er ligesom faldet. Burde jeg have dårlig samvittighed over ikke at prøve mere? At gøre mere for at holde vores venskab oppe? Eller skal jeg bare lade det være som det er? Skal jeg sige undskyld? For hvad? Hvad pokker er det jeg er i gang med?!

"Oliver!" En fjern stemme kalder strengt på mig inde i mit hoved. Jeg ville ønske, at denne irriterende mandestemme ville stoppe.

Pludselig bliver stemmen meget tydeligere, efter at en ufattelig smerte rammer mit skinneben. "Aauv!" udbryder jeg og skuler til Jack overfor. Jeg spærrer øjnene op. Alles øjne er rettet imod mig. Jeg behøver ikke engang kigge for at kunne mærke det. Pis! Jeg har dagdrømmet lige midt i timen, og Anders lyder ret så irriteret. "Oliver, hvorfor besvarer du ikke mit spørgsmål? Du skal ikke sove i timerne." Inden jeg kan nå at svare, spørger Anders igen. "Nå. Nu hvor du er vågen, går jeg ud fra at du kender til svaret der står på tavlen?" Jeg drejer hovedet mod den store mørkegrønne tavle. "Øhh" siger jeg, og stønner.

Timen er næsten ovre. Vi skal bare lige aftale lektier - Lasse holder sig for ørene med hårdt sammenknebne øjne, - og derefter lave matematik de sidste ti minutter.

En pludselig kuldegysning løber gennem ryggen. Der er en eller anden der holder øje med mig. Jeg kigger bag over skulderen. Maya kigger direkte på mig. Indgående. Som om der er et eller andet, hun prøver at fortælle mig via telepati. "Hvad vil du?" mimer jeg. Er ved at løbe tør for tålmodighed. Da jeg skal til at vænne mig om for at rette koncentrationen mod matematikken igen, lod det til, at hun forstod det, for straks begynder hun at skrible noget ned på et stykke papir, som hun har revet ud af sit hæfte. Hun krøller det sammen, og venter til at læreren, Anders, har vendt sig om. Så kaster hun den hårdt hen, lige hovedet på mig. "Hey!" mimer jeg så vredt som muligt. Jeg folder papiret ud. Hendes håndskrift er en smuk snørklet skråskrift. Der står kun få ord:

Du er anderledes