"Hvor skal vi hen?" spørger jeg ud i luften i håbet om at nogen svarer. "Var det ikke til Kimias... grotte?" siger Jack med et spørgende blik. "Nå, jo! Kimiayas grotte." udbryder jeg. "Det lyder skræmmende." siger Jack med en lille stemme. "Især fordi... hvem gider at bo i en grotte helt alene afskåret fra verden?"
Stilhed.
"Måske er hun ikke helt alene?" siger jeg. Også selv om det skulle have lydt betryggende, får jeg kuldegysninger. Hvad nu hvis hun ikke er alene?....
Efter lidt tid begynder skoven at blive en smal stribe af træer. Da den endelig begynder at brede sig mere ud igen dukker et lille halv-muggent træskilt op i højre side af den smalle sti:
Velkommen til Lyraskoven
Hver beredte på skjulte farer og pludselige forvandlinger!
Ophold på eget ansvar!
"Tja, det lyder da lovende." siger Jack efter få skridt forbi skiltet.
Der er så stor forskel på de to skove, at man ville tro at sanserne spillede et puds. Det bliver pludselig mørkt og koldt. De krogede grene hænger nede i hovederne på os og føles som klamme hænder, der hvert øjeblik kan gribe fat i en.
Den forårsgrønne eventyrskov bliver på få sekunder kold, mørk og med en tung sump-grøn farve i luften. Jeg kigger op på den mørke stjerneløse nattehimmel, der lige før var en smuk let mørkeblå farve i aftensolen.
"Vildt." siger Jack imponeret ved min side. "Creepy." ville jeg nok hellere beskrive det som.
Vi går længere ind i Lyraskoven med dukkede hoveder og hænderne klar til at skærme kroppen fra grenenes hårde slag.
Den skarpe lugt af råddent træ siver direkte ind i næseborene. Jeg laver en grimasse. Klamt.
Jeg lader i kedsomhed hånden løbe fraværende over de tykke gamle træer vi går forbi. "Gad vide hvornår vi er fremme." mumler Jack. "Lige et øjeblik. Jeg skal lige spørge om noget." siger han og går op til Maya.
Et kraftigt stød går igennem mig, lige da mine fingerspidser strejfer det næste barkede træ.
"Av!" mumler jeg og trækker min hånd ind til kroppen.
"Hvad sker der?" spørger Jack. Nu kommet tilbage med et skuffet udtryk. "Bare et træ der gav stød." siger jeg. "Det undrer mig ikke," siger Jack eftertænksomt. "Faktisk ville det ikke overraske mig, hvis de pludselig begyndte at spy ild." "Du har sikkert ret. Vi er jo i Xantiea." medgiver jeg og trækker på skuldrene.
"Så fandt du ud af hvornår vi er fremme?" spørger jeg. "Næh. Hun sagde bare, at det vil vare mere end en dagsrejse." "Opløftende." sukker jeg sarkastisk.
Vi når til en form for lund af menneske-formede træer. Alle sammen stående truende på hver sin side af os.
Et kæmpe SWUSSH lyder mellem træerne på samme tid at Jack råber "Pas på!" og kaster sig ind over mig.
Et smertefuldt stød skyder gennem min krop med den pludselige frygt, så snart han rammer mig og vi ruller et langt stykke bagud. Jeg sætter mig fortvivlet op med en mærkelig vibrerende fornemmelse i kroppen. Frygten forsvandt igen lige så snart Jack slap mig men erstattes af en ny portion, da jeg opdager hvorfor Jack fik mig væk.
Lige der hvor vi var for få sekunder siden, er nu en gren så tyk som en elefantfod fra et af de mærkelige træer ved at trække sig op igen på sin normale plads ved siden af de andre grene. Aksel og de andre er i fuld gang med en intens kamp mod de andre træer. Jeg kigger lamslået på dem. Det her er første gang jeg ser deres kræfter i brug. - På nær Mayas selvfølgelig.
Aksel bruger hans vindmagi til at lave et kraftskjold der dækker dem alle sammen.
Fryd bruger sine ildkræfter til elegant at kaste store ildkugler mod de nu brændende træer med sit knivskarpe lange sværd. Hendes lange brune lokker danser om hendes skuldre og små tynde fletninger, med fjer og perler snoet ind i, titter nu frem mellem al håret.
Maya bruger sine planteevner - der er blevet lidt mere stabile end sidst - til at sno tykke slyngplanter rundt om de største at nogle af træernes grene og holde dem nede.
Saga gør nok det mest vilde og skræmmende af dem alle. Hun suger på en måde al vandet fra et af træerne, så den bliver indskrumpet og tør. Samler vandet i sine håndflader og skyder det imod de andre. Jeg får helt mavekramper af at se på det.
Jeg kommer til mig selv, da jeg opdager at en af træerne trækker dens rødder op. De deler sig i to og snor sig rundt om hinanden, så de kommer til at ligne en form for ben. Træet er nu på vej mod os i et højst usandsynligt hurtigt tempo. Jeg rejser mig kluntet op og trækker Jack med mig over bag en af de normale træer. Jeg titter frem fra mit skjul og når lige at se træet hæve en af sine største og tykkeste grene, klar til at slå, før jeg og Jack løber over til det træ. Det stakkels træ som vi var bagved lige før, får et ordentligt slag. Et KRASSH får de andre træer i nærheden til at ryste af skræk. Træet splintres i masser af store stykker og efterlader en enkelt lille ramponeret stub. Mine øjne spiles op af rædsel. Og lyden af træet, der knækker, hænger ved i luften lidt endnu.
En idé i sidste øjeblik skyder op i mig. Jeg trækker Jack, der lydigt følger med, over bag en af de levende træer uden at det opdager mig, og venter halvt i frygt halvt i spænding på om min plan vil virke. Træet kommer hen imod os og uden at tænke sig om, smadrer den ene af sine grene ind i det træ, vi lige har flyttet os fra. Træet jamrer i smerte, da den flækker midt over, så kun to-tre centimeter holder den sammen. Det vælter bagover, og det store bang, da det hamrer ned i jorden, gør at der går voldsomme rystelser igennem min krop og det ringer for ørerne.
Men det virkede.
Jack hujer og jeg deltager i det.
Vi bliver desværre afbrudt af den glade stund, da en af træerne langer en gren ud efter os og Maya råber at vi skal skynde os hen til dem.
Vi spurter et godt stykke forbi de levende træer og over til de andre. "Det var tæt på." siger Aksel forpustet. "Ja," giver Maya ham ret.
"Godt klaret drenge." Fryds faste og blide stemme trænger ind i mig. Hun kigger skiftevis anerkendende på mig og Jack. "Ja, også selvom I ikke har nogen kræfter, er I nyttige!" siger Saga begejstret.
Ved ikke helt om jeg skal tage det som et kompliment.
"Nej," siger jeg en lille smule forfjamsket til Fryd. "Det var ingenting i forhold til jer. Og det var virkelig vildt det du gjorde med dit sværd." siger jeg imponeret til Fryd, der rødmer. "Fryd er den bedste kæmper af os alle." siger Saga bestemt. "Så hvis hun siger noget, der handler om kamp, så har hun ret. Hendes mor er nemlig officer i garden." Fryd rødmer endnu mere og et lille forsigtigt smil tegner sig på hendes læber.
Så Siv er altså hendes mor. De ligner også virkelig meget hinanden. Som en ældre og yngre version af den samme person.
Vi begynder at gå igen. Der er så mørkt i skoven nu, at jeg nærmest ikke kan se noget. Fryd har tændt en lille flamme, som nu svæver i luften lidt foran os helt af sig selv og følger med, så vi bare en lille smule kan se hvor vi går.
Det er blevet koldere endnu. Så koldt at jeg ville kunne se min ånde, hvis ikke det var så mørkt. Skoven er blevet endnu mere uhyggelig, end jeg troede var muligt, og de små mærkelige lyde fra buskene og træerne gør det ikke ligefrem bedre.
Jeg kommer i tanke om det stød og den frygt jeg så pludseligt følte da Jack reddede mig. Det hele forsvandt, lige da han slap mig. Det var som om det var hans frygt, jeg følte. Som om den skød igennem mig sammen med stødet.
Men hvordan?
Det må bare være mig.
Men alligevel... Det føltes som om at frygten... ikke var min, men at det stadig var mig der følte den...? Det giver ingen mening, -det ved jeg godt.
YOU ARE READING
Xantiea - Til en ukendt verden
Fantasy"Xantiea" er en fantasyfortælling som strækker sig over et parallelunivers mellem den magiske og ikke magiske verden. Her støder Oliver både på venskab og magi - men også uforklarlige gåder, en altødelæggende krig og fjender langt værre end Oliver k...
